Jeg var syg på polterabenden – skal jeg alligevel betale det samme som de andre?

Pengedilemma er serien, hvor dykker vi ned i et ægte dilemma fra et af vores medlemmer – et af dem, mange af os kender alt for godt, men sjældent siger højt.

I hver historie giver en af vores medstiftere sit perspektiv – sine ærlige refleksioner og bedste råd til, hvordan man kan navigere gennem dilemmaet.

For penge handler sjældent kun om tal.

Det handler om, hvad vi værdsætter, hvad vi accepterer, og hvad vi er blevet opdraget til at tro er normalt.

Jeg var for nylig på polterabend i Italien med syv veninder.

Det skulle have været en helt fantastisk tur.

Men jeg blev syg nærmest lige, da vi landede.

Jeg missede de fleste aftener ude og mange af aktiviteterne. En stor del af turen gik med at ligge i sengen eller tage tidligt hjem, mens de andre fortsatte.

Det var virkelig ærgerligt. Især fordi turen i forvejen var dyr.

Fly, overnatning, alt løb hurtigt op.

To uger senere får jeg så en besked om, at nu var udgifterne blevet opgjort for turen.

Eller… det vil sige: Et samlet beløb, som bare er blevet delt ligeligt mellem os otte, og en besked om at overføre min del.

Og nogle af udgiftsposterne overrasker mig.

Der er fx store beløb fra aftener, hvor jeg ikke engang var med ude – og der står ikke rigtigt, hvad pengene er brugt på. Det hele er bare lagt i én bunke og delt med otte.

Jeg har ikke lyst til at være akavet eller lyde nærig. Det er en af mine tætte veninder, der skal giftes, og jeg gider ikke starte drama bagefter.

Men det føles også uretfærdigt at betale for drinks, klubber og aktiviteter, når jeg var syg og slet ikke var med.

Skal jeg bare betale og glemme det?

Eller skal jeg sige noget og risikere at virke “besværlig” omkring penge?

Camillas take

Tak fordi du deler det her. Jeg tror, de fleste kvinder har stået i en lignende situation – og den føles ubehagelig, fordi den rammer noget helt reelt: nemlig retfærdighed.

Først og fremmest: Du er ikke nærig.

At bede om gennemsigtighed og rimelighed er ikke det samme som at være besværlig.

Og når du reelt var syg og ikke deltog i store dele af turen, giver det god mening, at du lige stopper op her.

Typisk er der to slags udgifter på sådan en tur:

• Fællesudgifter, som alle får noget ud af: overnatning, fælles indkøb, transport.
• Forbrug, der afhænger af, hvem der var med: drinks, klub, shots, sene taxaer, “lad os lige…”-ting.

‍

Det er helt fair at vende retur og sige: “Jeg betaler selvfølgelig min del af det fælles. Men jeg var ikke med på de aftener – kan vi lige skille de udgifter ad?”

Hvis det var mig, ville jeg ikke starte med en lang forklaring eller en stor diskussion. Jeg ville holde det enkelt, kort og venligt. For eksempel:

“Jeg overfører gerne min del af huset og de fælles udgifter. Men jeg var syg de fleste aftener og var ikke med på byture. Kan vi lige få delt udgifterne op efter de aftener, så jeg ikke betaler for noget, jeg ikke var en del af?”

Det lyder som en afklaring – ikke som en anklage.

På gruppeture ender man ofte med at dele alt ligeligt, fordi det er nemmest.

Ikke fordi det altid er mest fair.

Og nogle gange tænker ingen over, at det ikke længere giver mening, når omstændighederne ændrer sig.

Og her er den lidt irriterende sandhed: Irritationen kan godt blive hængende i dig længere end en kort, lidt akavet samtale gør. Hvis du betaler noget, der føles forkert, bare for at få fred, kan det nemt dukke op igen senere som bitterhed.

Du må godt stå op for dig selv roligt og respektfuldt.

Og hvis nogen reagerer dårligt på et helt rimeligt ønske om gennemsigtighed, siger det mere om dynamikken i gruppen end om dig.

Og hvis du ender med at betale for at bevare den gode stemning og venskabet, så vælg det bevidst – ikke som en løsning, du går og bliver sur over bagefter.

Uanset hvad: Du er ikke forkert på den, fordi du spørger.

Har du prøvet noget lignende på en polterabend eller venindetur – hvor regningen bagefter føltes lidt skævt fordelt?

Del gerne dit perspektiv og hvordan du ville håndtere det.

‍