Sådan blev NVIDIA verdens vigtigste selskab

Det begyndte med en simpel drøm, som gik ud på at få videospil til at se bedre ud.

I dag handler det om geopolitik, elregninger og et globalt kapløb om den mest eftertragtede ressource i den digitale økonomi: Regnekraft.

Tilbage i begyndelsen af 90’erne var computeren noget, der stod på kontoret og åbnede regneark.

3D-grafiker som vi kendte dem, var kantet, farverne var flade, og bevægelserne hakkede.

Tre ingeniører Jensen Huang, Chris Malachowsky og Curtis Priem troede på, at de kunne ændre computerspillene til noget bedre, noget meget bedre.

Derfor stiftede de I 1993 NVIDIA.

De ville med NVIDIA give spillene dybde, fart og følelser.

Visionen var klar, de ville udvikle en chip, der ikke tog opgaverne én ad gangen, men tværtimod tog tusindvis af opgaver samtidig. Til gaming betød det en betydelig forbedret 3D effekt og en mere virkelighedsnær og realistisk oplevelse.

Ingen anede, at samme princip senere skulle blive hjertet i kunstig intelligens. Chippen kaldte de for en GPU, hvilket er en grafikprocessor.

GPU’ens superkraft

I årtier var CPU’en kongen i computeren, altså den “almindelige” processor. Det er den håndterer alt fra at åbne en mail til at køre dit styresystem.

Den arbejder serielt, hvilket betyder, at den løser opgaver én efter én i en meget hurtig kø. CPU’en er super til mange typer arbejde, men ikke, når der skal behandles enorme mængder data på samme tid.

GPU’en, som NVIDIA udviklede, er bygget anderledes. Den er designet til parallelle opgaver, altså at lave mange små beregninger samtidig. Oprindeligt var det for at tegne grafik hurtigere (hver pixel er i praksis en lille beregning), men det viste sig at være perfekt til at træne AI-modeller også.

Når en AI skal lære at genkende et ansigt eller forstå en sætning, skal den igennem milliarder af små regnestykker. Hvilket er netop det, at GPU’en er særdeles god til.

I midten af 00’erne begyndte forskere at bruge NVIDIAs GPU’er i supercomputere og universitetslaboratorier.

I 2012 kom gennembruddet, hvilket var et lille forskerhold, der trænede en billedgenkendelsesmodel på NVIDIA-hardware, som slog alt, man havde prøvet før.

Derfra tog udviklingen fart.

Det, der startede som et værktøj til pænere spil, blev motoren i moderne kunstig intelligens.

I dag er NVIDIA-chips ofte det usynlige maskinrum bag ting. Det er ofte noget vi tager for givet.

Det kunne eksempelvis være apps, der oversætter tale i realtid, værktøjer der skaber billeder ud fra tekst, software der forstår røntgenbilleder, og ja, eksperimenter med selvkørende biler. Hver gang nogen siger “vi træner en model”, tænder der et helt batteri af GPU’er et sted i et datacenter.

Fra niche til nødvendighed

NVIDIA havde næppe regnet med, hvor centralt det hele ville blive.

Selskabets mest avancerede chip, den der hedder H100, er i dag et af de mest eftertragtede stykker hardware i verden.

De store techfirmaer fylder deres datacentre med dem. Startups måler deres fremdrift i GPU-timer (altså hvor mange timer, de har haft adgang til dyre chips). Og politikere diskuterer eksportregler og national sikkerhed, som var det olie og gas.

Den massive efterspørgsel har fået NVIDIAs værdi til at eksplodere, og topchefen Jensen Huang er blevet symbolet på AI, ikke kun fordi chippen er hurtig, men fordi den gør industrialisering af AI mulig.

Chipindustrien er en kæde og alle led skal holde

TSMC (Taiwan): Verdens vigtigste chipfabrik. De bygger NVIDIAs mest avancerede chips i rene fabrikshaller, hvor en enkelt støvpartikel kan ødelægge en produktion til millioner. Den afhængighed gør Taiwan til et økonomisk og geopolitisk knudepunkt.

ASML (Holland): Firmaet bag de ekstreme litografimaskiner, som “tegner” bitte små mønstre i silicium. De er så avancerede, at ingen andre kan lave dem. Uden ASML kan man ikke lave de mindste, hurtigste chips.

AMD (USA): NVIDIAs direkte konkurrent på både gaming og datacentre. Kendt for at presse prisen, hvilket er godt for kunderne, da det er med til at skærpe konkurrencen.

Intel (USA): Den gamle kæmpe i processorer, som investerer massivt i både nye chipdesigns og egen produktion for at genvinde terræn.

Apple, Google og Amazon: Designer egne specialchips til deres egne behov. Det giver bedre kontrol over ydelse, pris og strømforbrug og mindre afhængighed af andre.

Chipindustrien er som et urværk. Hvis ét tandhjul hakker, går hele værket i stå.

De næste fem år

Begrænset adgang
Som det er lige nu, er der simpelthen for få avancerede chips i forhold til efterspørgslen. Store AI-modeller kræver tusindvis af GPU’er og masser af strøm. Det gør de bedste chips til noget nær “digitalt guld”. Køerne er lange og priserne høje.

Uafhængighed

Lande vil være mindre sårbare over for chok og uforudsigelighed i forsyningskæderne. USA, Kina og EU pumper milliarder i fabrikker, forskning og talenter for at rykke mere af værdikæden tættere på. Målet er ikke total isolation, men mere uafhængighed, hvis verden bliver mere usikker.

Hvad betyder det for dig som investor?

Det er fristende og oplagt, at kigge på Nvidia. Selskabets vækst har været enorm og de står midt i det hele.

Men ingen virksomhed er hævet over konkurrence og konjunkturer.

Chipbranchen er cyklisk (perioder med mangel efterfulgt af perioder med overkapacitet), og innovationen går hurtigt.

Derfor kigger nogle investorer på hele værdikæden:

Produktionen (TSMC), udstyret (ASML), konkurrenter/design (AMD, Intel), kunder/efterspørgsel som er de store cloud-selskaber og AI-startups.

Tilsammen bygger disse virksomheder lige nu den fysiske infrastruktur under den digitale økonomi.

Men uanset hvor du kigger hen, følger der usikkerhed med leverancer, energipriser, nye chip-arkitekturer, politiske beslutninger og generelle markedscyklusser.

En hel verden i millimetermål

En chip er et tyndt stykke silicium på størrelse med en negl, fyldt med milliarder af transistorer (små elektriske “afbrydere”).

Når de tænder og slukker i de rigtige mønstre, bliver det til alt det, vi bruger hver dag, nemlig sprogmodeller, der svarer pænt, kameraer der genkender ansigter, betalinger der går igennem, og søgninger der finder, hvad du mangler.

NVIDIA ville bare gøre spil flottere.

Undervejs kom de til at bygge maskinrummet for en ny tidsalder, hvor rå regnekraft er den vigtigste ressource, og hvor en god idé fra 90’ernes gaming er blevet centrum for verdens næste store teknologiske kapitel.