16/12/25
D. 19 december - Fonde, investeringsforeninger og ETF’er
Få adgang til mange investeringer på én gang og gør investering mere enkelt og overskueligt.
Hvis du ønsker at investere bredt og mindske risikoen i din portefølje, kan fonde, investeringsforeninger og ETF’er være et godt valg.
De giver dig adgang til mange investeringer på én gang og gør det muligt at investere mere enkelt og overskueligt.
Selvom produkterne ofte bliver nævnt samlet, er der forskelle mellem dem, som kan have betydning for både din strategi og dine valg.
Ved at forstå disse forskelle bliver det lettere at vælge den løsning, der passer bedst til dine behov og din måde at investere på.

Hvad er forskellen?
Fonde
Fonde administreres ofte af professionelle porteføljeforvaltere og kan være enten aktivt eller passivt forvaltede.
Passive fonde følger typisk et indeks, mens aktive fonde forsøger at slå markedet.
Prisen på en fond fastsættes dagligt, og fonde er underlagt lagerbeskatning.
Mange fonde beskattes som kapitalindkomst (f.eks. Nordnets fonde og Nordnet One), hvilket svarer til en skat på ca. 37-42%.
Derfor kan fonde være en ulempe på et aktiedepot, men et godt valg på et pensionsdepot.
Investeringsforeninger
Investeringsforeninger minder om fonde, men her handles de løbende i markedets åbningstid. Investeringsforeninger kan være lager- eller realisationsbeskattede - det afhænger af SKATs positivliste.
Mange investeringsforeninger udbetaler udbytte hvert år.
ETF’er (Exchange Traded Funds)
ETF’er er primært passivt forvaltede og følger ofte et indeks som f.eks. S&P500, STOXX600 eller MSCI World.
ETF’er lagerbeskattes, og deres lave omkostninger gør dem populære blandt investorer.
De fleste ETF’er er akkumulerende og udbetaler derfor ikke udbytte.
Sådan vælger du
Når du skal vælge mellem fonde, investeringsforeninger og ETF’er, bør du overveje din investeringsstrategi, skatteforhold og risikovillighed.
Hvis du ønsker lave omkostninger og passiv forvaltning, kan ETF’er være et godt valg. Hvis du ønsker udbyttebetaling og realisationsbeskatning, kan investeringsforeninger være løsningen.
Vil du lære mere?
Hvis du vil dykke endnu mere ned i forskellene mellem fonde, investeringsforeninger og ETF’er, kan du gense vores webinar fra 11. december om netop dette emne.
Her får du en grundig gennemgang og konkrete eksempler, der kan hjælpe dig med at vælge den løsning, der passer bedst til dine mål.
Dagens opgave
Undersøg om fonde, investeringsforeninger eller ETF’er passer bedst til din investeringsstrategi.
Kig på faktorer som diversificering, omkostninger og skat, og find ud af, hvad der matcher dine økonomiske mål.
