Sådan kan du skatteoptimere inden året er omme

Der kan være mange skattekroner at spare ved at give dine investeringer et lille serviceeftersyn.

Årets sidste måneder er et oplagt tidspunkt til at give dine investeringer et lille serviceeftersyn. Dette serviceeftersyn kan betyde færre skattekroner og en sundere portefølje, når du går ind i det nye år.

Her får du 5 konkrete ting, du kan overveje om du skal gøre inden 31. december.

1. Tjek hvor du ligger i forhold til progressionsgrænsen på aktieindkomst

I Danmark beskattes aktieindkomst (gevinster + udbytter) sådan her:

  • Op til 67.500 kr.: 27 %
  • Over 67.500 kr.: 42 %

Derfor er det værd at tjekke:

Hvor meget aktieindkomst har du fået i år?

  • Ligger du tæt på grænsen?
  • Eller er du allerede godt over?

Det afgør, hvilke greb der giver mening. I nogle tilfælde kan det give mening at realiserer tab for at holde sig under progressionsgrænsen.

Realisér tab for at holde dig under progressionsgrænsen

Hvis du har fået aktieindkomst for mere end 67.500 kr. i år og har nogle aktier med tab i porteføljen, kan du sælge dem nu og bruge tabet til at reducere årets skattepligtige gevinst.

Lad os tage et eksempel:

Du har i år:

Positiv aktieindkomst for: 80.000 kr. i gevinst, samlet set.

Det vil sige, at som det ser ud lige nu skal du betale 27 % af 67.500 kr. og 42 % af 12.500 kr.

For at undgå at betale at betale 42 % af noget af din gevinst, kan du med fordel sælge nogle af de aktier som du pt. har tabt penge på. Så lad os sige, at du sælger aktier, hvor du realisere et tab på 15.000 kr.

Hvis du sælger tabet nu, ser skat det sådan her:

80.000 kr. – 15.000 kr. = 65.000 kr. i skattepligtig gevinst

65.000 kr. ligger under progressionsgrænsen på 67.500 kr.

Og det betyder, at du går fra at ligge over grænsen til at ligge under, og betaler dermed 27 % skat af hele beløbet, i stedet for 42 % af noget af beløbet.

💡 Tip: Du kan købe investeringen igen senere, hvis du stadig tror på den. Det vigtige er, at tabet bogføres i det her år.

Skal du til at sælge ud af dine investeringer og bruge dine penge på noget andet?

Her kan det være rigtig smart at splitte dine salg ud over flere år. Hvis du sælger og realisere aktieindkomst i december måned, må du gøre det samme i januar måned, og så kan du på den måde tjene 135.000 til en skattesats på 27 %.

2. Fyld din aktiesparekonto, hvis du har plads i økonomien

På aktiesparekontoen (ASK) beskattes afkast med 17 %, uanset hvor meget du tjener.

Derfor kan du med fordel få indbetalt mest muligt på din aktiesparekonto inden årets udgang, særligt hvis dine investeringer er steget i løbet af 2025. Det skyldes, at du ellers kan "misse" muligheden for at indbetale det fulde beløb (eller størst muligt beløb) pga. saldoen pr. 31/12 afgører, hvor meget du må indskyde i 2026.

💡Derudover kan et godt tip være, at sørge for at have frie midler klar til skattebetalingen i starten af 2026

3. Har du lagerbeskattede fonde eller ETF’er? Vær opmærksom på, at skatten kommer nu

Nogle fonde beskattes efter lagerprincippet. Det betyder, at du beskattes hvert år også hvis du ikke sælger.

Det er helt normalt, men vigtigt at være forberedt:

  • Har fonden givet plus i år? Så kommer der skat.
  • Har fonden givet minus? Så får du et fradrag.

Det er ikke nødvendigvis noget, du skal gøre noget ved, men godt at vide, inden året slutter.

4. Udnyt dine pensionsindbetalinger optimalt

Har du mulighed for at skrue lidt op for dine pensionsindbetalinger i år?

Så kan det faktisk give dig en ret mærkbar skattefordel.

I 2025 kan du indbetale op til 65.500 kr. på din ratepension med fradrag.

Og hvis du betaler topskat, bliver gevinsten potentielt endnu større, da du rykker skattebetalingen til pensionsalderen, hvor du med stor sandsynlighed ikke skal betale topskat (medmindre, at du har en meget god pensionsopsparing).

Har du allerede fyldt ratepensionen op?

Så kan du stadig få mere fradrag ved at indbetale på en livrente, som ikke har et loft.

5. Tjek din forskudsopgørelse, før året slutter

Der er kun få uger tilbage af året, hvilket betyder, at du allerede nu har et ret godt billede af, hvordan dit 2025 ender økonomisk.

Det gør det oplagt lige at give din forskudsopgørelse et eftersyn.

  • Hvis du ender med at skulle betale restskat, kan du undgå renter ved at lave en frivillig indbetaling allerede nu. SKAT begynder nemlig at lægge renter på fra 1. januar, og de løber, indtil årsopgørelsen kommer.
  • Hvis du omvendt har betalt for meget i skat, får du ikke renter af beløbet. Til gengæld kan det give dig et ekstra fradrag på årets sidste lønseddel, hvis du opdaterer tallene nu.

693804e2cfebbe27e6d21395