De europæiske ledere har talt. Dit kinesiske bras fra Temu og Shein er upatriotisk

‍Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

Der er få ting, vi danskere elsker som de små pakker fra de kinesiske onlinebutikker Temu og Shein. Et par lækre, brede, sorte bukser til 112 kroner? Et blomstret badeforhæng til 21 kroner? Eller et sæt med hvide plastikørepropper til mine AirPods, som jeg købte for nylig, fordi de var gået i stykker? 12 kroner for tre par plus nul kroner i fragt fra Kina. I Danmark ville ét par have kostet 99 kroner plus 39 kroner i fragt.

Special deal for just you, står der på deres hjemmesider. 50 procents rabat på alt. Klik, køb, vent nogle dage.

De seneste år har vi ikke bare i Danmark, men i hele Europa handlet amok. Temu og Shein lokker med lykkehjul, med fødselsdagstilbud, tilbud på lønningsdag. Og vi æder det råt i Europa - også selvom der er hormonforstyrrende stoffer i legetøjsdukkerne og kolossal klimaforurening fra de omkring 100 sædeløse Boeing-fly, der hver eneste dag bliver fyldt til randen og flyver til Europa.

Men i USA – Temus og Sheins største marked – er virkeligheden blevet en anden efter den amerikanske præsident Donald Trumps straftold.

For siden den blev indført, er det blevet for dyrt for platformene at sælge det billige bras i USA. Selv efter aftalen i den her uge mellem USA og Kina om at sætte tolden ned i 90 dage er tolden så høj, at priserne er for høje. Så nu har kineserne udset sig Europa som stedet, hvor de kan dumpe de varer, amerikanerne har lukket døren for.

Vi plejer ikke at have problemer med billige sager i Europa. Men det har vi fået nu. For pludselig er de billige dimser ikke bare nyttige – de er blevet en nærmest eksistentiel trussel.

Forleden i Paris gik to franske ministre rundt i lufthavnen omringet ét EU-flag, et fransk flag og tusindvis af pakker pakket ind i gennemsigtigt plastik. På et pressemøde advarede de mod at lade Europa flyde over med kinesiske småpakker. Indfør en told på “nogle euro” på pakkerne, sagde de og lød pludselig som Trump. Og de har opbakning fra mange andre europæiske lande. Tolden skal gælde allerede fra 1. januar næste år.

Og det er ikke bare i Frankrig, at politikerne vil gøre det sværere for kineserne. Det sker overalt i Europa. Ikke på grund af de skadelige effekter på klimaet eller vores sundhed. For lige i kampen for at tæmme Temu og Shein gemmer der sig en hårrejsende stor opgave: at genrejse den europæiske økonomi og blive en magtfaktor på lige fod med Kina og USA, som vi var engang.

Her er tre tal og en rapport, der forklarer, hvorfor det her sker lige nu. Og hvad det kan komme til at betyde for dig.

Tal nummer 1: 4,6 milliarder

Så mange små pakker har vi i Europa købt på nettet sidste år. Det er dobbelt så mange som i 2023 og tre gange så mange som i 2022. Altså en decideret eksplosion i vores forbrug.

90 procent af alle de pakker kommer fra Kina. Omregnet betyder det, at hver eneste europæer over 13 år har købt over syv små pakker fra Kina sidste år. Som en chef for Nets forklarer tallene: “Billige priser er først og fremmest det, som styrer danskernes køb.”

Billige priser er først og fremmest det, som styrer danskernes køb

Og hvis billigst er vigtigst, har vi i Europa i årtier betalt en pris, som først for nylig er ved at gå op for vores politikere. Ikke prisen for klimaet, som vores hang til billigt bras fra Kina koster. Heller ikke prisen for vores sundhed, som bor i braset.

For mens vi har overladt det til Kina at producere alt for os, er vi sakket bagud i det økonomiske kapløb. Dét skyldes især en tænkning, der har domineret i Europa i årtier, og som europæiske regeringer nu vil tage et opgør med. Hvis den tænkning var et tal, ville det være det her tal:

Det andet tal: 150 euro

Dét beløb er det, der kan forklare, hvorfor Kina er i gang med at tjene styrtende på vores umættelige sult efter små, billige pakker fra Kina. De 150 euro – der svarer til cirka 1.125 kroner – er det, den europæiske lovgivning tillader os at købe pakker fra Kina for uden at betale told. I USA lød grænsen inden Trumps genvalg på 800 dollars svarende til over 5.000 kroner. Med andre ord: en ladeport for billige kinesiske varer til Vesten.

Den lov med beløbsgrænsen er et billede på et syn, vi har abonneret på i Europa, hvor frihandel mellem os og kineserne var et win-win. Mette i Slagelse kunne få sit badeforhæng til ingen penge, kineseren kunne få et job og blive løftet ud af fattigdom, de små virksomheder behøvede ikke at bøvle med alle mulige regler, og toldvagterne i lufthavnen i Beijing og Kastrup behøvede ikke at spilde deres tid på at gennemgå tusindvis af pakker hver eneste dag.

Som forfatteren og professoren Richard Florida, der skrev en af de mest omdiskuterede bøger i 00’erne, Den kreative klasse, argumenterede for: I Vesten skulle vi leve af viden fra vores lange uddannelser, af kreativitet og design, af arbejdet bag et skrivebord. Og så skulle kineserne have fabrikkerne, der producerede det, vi skulle bruge, billigt.

Dét var dengang, der ikke var nogen ende på globaliseringsbegejstringen. For hvem var egentlig taberen her? Ingen, ville svaret nok have lydt for lidt siden.

Lige indtil nu. For det tredje tal i historien her viser, hvorfor der nu venter et opgør med den årtier lange tankegang, som har oversvømmet os med mere eller mindre nødvendige kinesiske produkter.

Tal nummer 3: 6.000 milliarder kroner hvert eneste år

Så astronomisk et beløb skal de europæiske lande bruge, hvis vi bare skal kunne følge med i kapløbet med USA og Kina.

For uden et opgør med den årtier lange globaliseringsbegejstrede tænkning vil Europas vægt i verdensøkonomien blive ved med at skrumpe.

Manden bag den analyse hedder Mario Draghi, en 77-årig italiener, der er tidligere chef for Den Europæiske Centralbank og tidligere premierminister i sit hjemland og umulig at finde billeder af, uden at han ligner en bankmand i jakkesæt og hår redt glat til højre side.

I september sidste år udgav han en rapport – Draghi-rapporten er den bare kendt som – med en dyster analyse af Europas fremtid: Vi europæere holder fast i principper, som USA og Kina for længst har forladt. Glem idealerne om frihandel, siger han, glem modstanden mod statsstøtte, mod at låne sig til at investere i vores industrier.

Vi europæere holder fast i principper, som USA og Kina for længst har forladt

For alt imens vi står fast på principperne, har de andre slået en protektionistisk ring om deres egne industrier. I Kina hælder det kommunistiske styre milliarder i støtte i deres virksomheder, giver dem billige lån, billige bygninger og billig energi.

De laver langsigtede “Made in China”-planer for at sikre, at deres industrier vinder i det globale økonomiske kapløb. Temu, for eksempel, er en underskudsforretning for kineserne uden statsstøtte.

I USA var America First-tilgangen i gang længe inden Trump. Den forhenværende præsident, Joe Biden, indførte Buy American-politikken, der tvang offentlige myndigheder til at købe amerikansk jern og stål, og hans Inflation Reduction Act sprøjtede flere hundrede milliarder dollars ind i udvikling af grøn teknologi – men kun hvis produktionen foregik i USA.

Hvis vi i Europa ikke spiller efter samme regler, argumenterer Draghi, er det ikke bare vores økonomiske fremtid som kontinent, der er truet. Når vi skrumper økonomisk, skrumper vores politiske og strategiske magt med. Det er den udvikling, der allerede er i gang, mener han. Vores vækst halter efter USA's og Kinas, vi kan ikke forsyne os selv med den energi og de varer, vi har brug for. Europa er ved at blive et museum, som nogen har sagt.

Når vi skrumper økonomisk, skrumper vores politiske og strategiske magt med

Den eneste løsning, argumenterer Draghi for, er den her: at de europæiske medlemslande gør op med tabuet om statsstøtte og går sammen om at investere svimlende 800 milliarder euro i deres egne industrier.

At vi låner os til at investere endnu mere.

At vi fjerner så mange regler og så meget bureaukrati som overhovedet muligt.

At vi svarer igen på andre landes protektionisme med protektionisme.

Idéer, der bare for få år siden ville have mødt utrolig stor modstand fra for eksempel vores egen statsminister, Mette Frederiksen, og vicestatsminister Troels Lund Poulsen, der var imod at sende flere penge til EU – og især at låne sig til at investere for sidstnævntes vedkommende.

Men nu taler alle Draghisk – ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Flere investeringer, flere lån, flere beskyttelsesringe om de europæiske virksomheder, så de ikke konkurrerer på ulige og uretfærdige vilkår med Kina og USA. Det er Draghis idéer, der har løbet som en understrøm i al europæisk økonomisk politik for tiden.

Og så skal vi tilbage til de franske ministre ved Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris.

For da de stod der omringet af tusindvis af pakker og flagene fra Frankrig og EU, handlede det lige så meget om flagene, som det handlede om pakkerne. Den lille kamp mod de små pakker fra Temu og Shein rummer en større kamp i kapløbet mellem Kina, USA og EU.

Den kamp involverer os allesammen.

Din beslutning om, hvor du lægger dine penge, er ikke længere bare en økonomisk beslutning – den er patriotisk.

‍

Kunne du lide, hvad du læste? Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland. Og fordi du er medlem af Female Invest, kan vi give de to første måneder for en 50'er.

Som medlem af Zetland får du…

• 🌞 Morgenoverblik – Et nyhedsoverblik på fem minutter
• 🚁 Vores daglige nyhedspodcast, Zetland Helikopter, der graver dybt i døgnets vigtigste begivenhed
• 📖 Tidens vigtigste historier, der giver mod og lyst til at forstå verden
• 🚀 100% journalistik, 0% blinkende annoncer
• 💬 Nysgerrige samtaler, hvor vi i fællesskab bliver klogere

‍