Hvorfor føles det SÅ GODT at bruge 150 kroner på en håndsæbe? Mød millennial-forfatteren, der spidder sin egen generation

FORESTIL DIG DET HER: Du befinder dig i en lejlighed med brede plankegulve.

De er varme af solen, som falder ind ad vinduerne i karnappen.

Midt i lyssøjlen står en stor Monstera-plante. Og skråt bag den en skandinavisk designerlænestol. På stolen ligger et magasin med en rød forside, og kombineret med den dybe, flaskegrønne farve på planten passer magasinforsiden perfekt til lænestolens hynder.

Hynderne er petroleumsblå.

Du kunne bo her. Fuldtid eller bare hen over en weekend.

Du kunne booke et ophold på en platform, der betaler skat i Irland; du kunne overføre pengene gennem et betalingssystem med hovedkontor i Luxembourg; de 880 kroner i døgnet, du ville betale for det, ville også dække den ukrainske rengøringshjælp; så nemt kunne de petroleumsblå hynder blive dine.

Ikke at du går op i hynderne i sig selv.

Du går op i det, hynderne repræsenterer – det liv, hvor du en almindelig lørdag morgen sidder nøjagtigt dér, i nøjagtigt dén stol med nøjagtigt dé hynder, og læser dit magasin med dets røde forside i fred og ro, mens solen flimrer rundt på planten ved siden af dig.

Og det ville alt sammen være … en udsøgt fornøjelse. Ville det ikke?

Det her er tredje afsnit af Drømmeindekset – serien, hvor jeg undersøger, hvad det er, der foregår med vores måde at bruge penge på.

Lige nu er vi nemlig et mærkeligt sted i økonomien.

Vi har virkelig mange penge, samtidig med at vi er megabekymrede for økonomien. I sidste afsnit fortalte jeg, hvordan vores adfærd lige nu minder en del om den adfærd, vi havde i mellemkrigstiden – altså årene mellem første og anden verdenskrig – og hende, jeg talte med det om, forklarede, at der måske var en god grund til det: “Vi mangler en vision for noget bedre,” sagde historikeren Marianne Levinsen.

Er det i virkeligheden dét, der får os til at bruge vores penge, som vi gør?

At vi har svært ved at forestille os fremtiden?

For som Marianne Levinsen konstaterede: “Hvis vi ikke tænker, at i 2035 ser det hele bedre ud, er vi svært ved at tro på nutiden også.”

Måske har det fået os til at bruge vores penge på nye måder.

Ved at jage det gode liv her og nu – med dyre håndsæber og luksuriøse rejser og syvrettersoplevelsen nede på den der nye antipastirestaurant, som alle taler om for tiden.

Men … hvad nu, hvis det er en fælde?

‍

Den lejlighed, jeg beskrev i begyndelsen, kommer faktisk fra en bog.

‍Perfection, hedder den.

Den udkom på engelsk tidligere i år og var nomineret til den prestigefyldte internationale Bookerpris for sin sylespidse satire over millennialgenerationen.

Jeg har også læst den – og jeg føler, at den bog er noget af det tætteste, jeg er kommet på en forklaring på, hvorfor vi bruger penge, som vi gør lige nu.

I hvert fald os millennials.

Så jeg rakte ud til forfatteren – Vincenzo Latronico, hedder han. Han er 41 år gammel (og altså dermed: peak millennial), han er tidligere expat i Berlin, nu tilbage i Milano.

Hvor han altså indtil for ikke så længe siden langtfra kunne ernære sig som forfatter.

“Før i tiden ville jeg være bange for at introducere mig selv som forfatter, for så ville folk spørge, om jeg tjente penge på det. Og så ville jeg skulle sige nej, hvilket var ret patetisk,” siger Vincenzo Latronico.

Vi fanger hinanden på en videoforbindelse – han er hjemme for at vaske tøj mellem en rejse fra USA, og inden han skal videre til Polen for at tale om sin roman.

Som pludselig har gjort ham til en forfatter, der faktisk tjener penge.

‍Perfection er ved at blive oversat til 43 sprog, dansk inklusive. “Og nu er jeg bange for at introducere mig selv som forfatter, fordi nu ville svaret være: Ja, jeg tjener penge som forfatter, og jeg gider ikke være dén type,” griner Vincenzo Latronico.

Derfor introducerer han sig nu bare som oversætter.

Perfection handler om et expatpar i Berlin, Anna og Tom, der udlever drømmen som digitale nomader i en lejlighed med perfekt lysindfald, flotte designermøbler og en overkommelig husleje.

Men måske lige så vigtigt: Den handler om to millennials, der går helt enormt meget op i, hvordan omverdenen ser og forstår dem – hvilke typer de er.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på det, da jeg spurgte Vincenzo Latronico, hvad han for nylig har købt, som han har sat mest pris på.

“Det var et dyrt køb,” indleder han. “Jeg har fået skræddersyet et jakkesæt til mit bryllup ved en skrædder i London. Det er første gang, jeg har prøvet noget lignende. Og det var … fantastisk.”

Han bliver stille, mens han mindes. Det var en imponerende oplevelse, beskriver han. Skrædderen var en “ekstremt smuk mand”, som tog Vincenzo Latronico med ned under et atelier i et boudoir, en slags fransk salon.

“Jeg har godt kunne tænke mig at blive typen, der havde råd til at gå i skræddersyede jakkesæt hver dag, men det er jeg ikke.”

Vincenzo Latronico er ikke typen, der får skræddersyet et jakkesæt, understreger han.

Ligesom han ikke er typen, der praler af, at hans bog er oversat til 43 sprog.

Selvom han jo rent faktisk er den person.

‍

’PERFECTION’ er en sjov bog på den måde, at der faktisk ikke rigtig er et plot i historien.

Bogen handler mere om de langsomme strukturelle forandringer i vores liv og samfund – i Toms og Annas liv og samfund – end den handler om Tom og Anna.

Det begyndte med, at Vincenzo Latronico ville vise, hvordan store som små ting i vores samfund er blevet meget mere ens i takt med internettets fremkomst.

Ikke mindst vores forestillinger om, hvordan det gode liv så ud.

“Kan du huske, dengang online dating var mærkeligt og kun for nørder?” spørger han.

“Nu er det helt normalt. Hvordan skete det? Den udvikling kan ikke være et plot, og alligevel er det ret afgørende for den måde, vi lever vores liv i dag. Det handler om, hvad vores idé om det gode liv er. Hvad vi vil have ud af livet, hvad der er tilfredsstillende,” siger han.

Hvordan vores idéer om det gode parforhold, den gode lejlighed og det gode sexliv er begyndt at ligne hinanden mere og mere.

Og hvad det gør ved os. Og især nogle af os: den generation af mennesker, der er født mellem 1981 og 1996.

Millennials.

Os, der blev voksne, mens internettet voksede, kan man sige.

“Dengang blev den teknologiske horisont bare ved med at udvide sig, mens vi blev ældre. Da jeg var ti år, skulle jeg forbinde min fars modem over telefonnettet, så det lavede en ringelyd. Jeg husker de første online computerspil, jeg husker, da Facebook kom og kun var for amerikanere. Jeg kan huske mine første rejser, hvor jeg brugte Airbnb. Dengang var deres slogan ‘Travel like a human’. Tænk på, hvor ironisk det er i dag,” fortæller Vincenzo Latronico.

Os, der kom på MySpace og Facebook som de første.

Os, der kom på Pinterest og browsede rundt på Airbnb for at finde fede ferielejligheder som de første.

Os, der tog billeder af vores avocadomadder og lagde dem på Instagram som de første.

Det var dér, online, at vi – på tværs af Cairo og New York og København og Hongkong – dyrkede den her kollektive naive optimisme om det frie, globaliserede internet, hvor vi synes godt om hinandens billeder af avocadomadder og cupcakes med lyserød icing og petroleumsblå sofahynder.

Det var sådan, vores drømme kom til at ligne hinanden.

Samtidig var selvsamme Vincenzo Latronico kritiker af en klassisk globalisering.

“I 1990’erne var McDonald’s synonym med globalisering. Idéen om, at du kunne gå ind på den samme restaurant i København, Rom og Buenos Aires. I dag har vi sjovt nok det samme.”

Måske var det også sådan, vi skabte en ny økonomisk virkelighed. Folk, der boede i storbyerne, begyndte pludselig at ligne hinanden mere og mere – også dem, der faktisk slet ikke boede der fast, men i perfekt indrettede Airbnb-boliger for en weekend eller tre.

Og samtidig steg boligpriserne.

‍

“Jeg tror, at den fuldstændig sindssyge stigning i boligpriserne over hele Vesten påvirker vores samfund meget mere, end vi helt har forstået endnu,” lyder indledningen til en analyse fra Vincenzo Latronico.

Boligpriserne i storbyerne er virkelig noget, der har fået meget opmærksomhed – også herhjemme – i en årrække.

Prisstigningerne, især i de større byer, ikke kun i København, men rundtom i Europa, er med til at presse almindelige mennesker, især dem med lavere lønninger og især de unge, ud af byerne.

Tag for eksempel bare den her udvikling i Milano, hvor Vincenzo Latronico bor.

I 2009 betalte han cirka 185 euro – omkring 1.300 kroner – om måneden for et værelse cirka 20 minutter væk fra universitetet. I dag ville det hurtigt koste mange, mange flere penge end det. 900 euro, siger Vincenzo Latronico.

Det er 6.700 kroner, samtidig med at lønningerne ikke er steget tilsvarende.

Det her, siger Vincenzo Latronico, er sket i Berlin, i New York, alle mulige steder, men i Milano er det ved at få ret alvorlige konsekvenser.

Det betyder, at sygeplejersker og skolelærere ikke kan bo i byen længere. Der er busruter, der ikke længere findes i byen, fortæller han, simpelthen fordi man ikke kan skaffe chauffører til at køre dem.

Men til gengæld er der masser af caféer, hvor du kan købe en flat white og avocadomad med et pocheret æg.

“Hver eneste person, der har besluttet sig for at åbne en lille lokal café, har gjort det, lige som de havde lyst til. Men pudsigt nok er de kommet til at ligne det samme som alle andres caféer rundtom i verden. Og vi ser ikke det her som forbrugerisme, fordi vi ser folks egen personlige smag og personlighed som vores ret til at udtrykke os frit. Men selvfølgelig er det forbrugerisme,” siger Vincenzo Latronico.

Måske kan du huske den matcha-caffe-latte-kop, jeg nævnte i første afsnit af Drømmeindekset.

Og de to ting – altså de stigende boligpriser og matcha-latten – hænger sammen.

‍

Det er nemlig en tendens, der bliver kaldt for ‘little treat culture’.

En australsk brandstrateg ved navn Eugene Healy, der har en kvart million følgere på Instagram, forklarer faktisk en direkte sammenhæng mellem boligmarkedet og smoothies til 130 kroner.

Det er selvfølgelig værd at have in mente, at der er forskel på boligmarkedet rundtomkring i verden, og han taler fra et australsk perspektiv.

“Millennials var den første generation til at blive udelukket fra boligmarkedet,” siger han.

“Hvilket ironisk nok har gjort, at de har flere penge mellem hænderne.”

Han siger, at fordi millennials og generation Z ikke har råd til at købe en lejlighed, så har de flere penge i deres disponible indkomst, altså fordi de ikke har udgifter til et lån – og det betyder, at der er opstået en hel ny måde at bruge penge på, nemlig på de små ting.

Den dyre håndsæbe, de bløde uldsokker, matcha-latten, den nye gode restaurant eller dit næste Airbnb-ophold.

‍Exquisite lifestyle.

‍

Det er i virkeligheden dét, Perfection handler om.

‍Exquisite lifestyle.

Og idéen om, at lykke er noget, vi kan skabe for os selv, som Vincenzo Latronico beskriver det.

På den måde bliver hans analyse af exquisite lifestyle til et spørgsmål om, hvad det gør ved os, at vi har fået gjort lykke til noget, vi kan opnå ved at eje eller købe de rette ting og oplevelser.

På den måde er vi fremme ved det indledende spørgsmål: Hvad nu, hvis dét er en fælde?

Det siger Vincenzo Latronico, at det er.

“Det er en bucketliste: et godt job, et godt parforhold, en lækker lejlighed, fede ferier, en kurateret Instagram-profil. Jeg tror, det er en fælde, som mine hovedkarakterer i bogen sidder i,” siger han. “Jeg har ikke noget imod pæne ting, se omkring mig, jeg er omgivet af dem selv, men jeg tvivler på, at der kommer nogen som helst følelse af tilfredsstillelse fra dem. Så karaktererne i bogen bliver ved med at undre sig: Oh my God, jeg har været igennem listen af ting, man skal have, hvorfor er jeg stadig ikke lykkelig?”

Det er sådan her, fælden lukker om dig.

Når du har fået den petroleumsblå hynde til designerstolen og opdager, at du stadig ikke er lykkelig.

‍

På en måde stiller jeg samme fælde op for Vincenzo Latronico.

Jeg spørger, om han nogensinde har brugt 150 kroner på en håndsæbe fra Aesop. “Det koster mere end 150 kroner,” siger han hurtigt. “

Den creme, jeg smører i ansigtet hver morgen, er fra Aesop, og jeg er ret sikker på, at den er dyrere.”

Aesop, hvis du ikke ved det, er et australsk quiet luxury brand (på økomåden), der sælger cremer og håndsæber og duftlys.

Det er ikke flashy, men hammerdyrt, og det er tit på pæne restauranter og i hjem, der signalerer overskud.

Det er noget, man er typen, der har.

Og Vincenzo Latronico er altså typen. Også selvom han har skrevet en hel bog om, at Aesop ikke gør dig lykkelig.

Men på en måde er det nøjagtigt den erkendelse, der tvinger dig til at købe et nyt produkt.

“Det virker til, at vi ender med at stoppe vildt meget værdi ned i meget små detaljer,” siger jeg til ham.

“Og så bliver vi skuffede, når vi ikke får noget lykke ud af det,” færdiggør Latronico sætningen for mig.

“Vi følger bare de regler for lykke, som vi har lært af samfundet, af reklamefolk, ved at efterligne hinanden,” siger han.

“Og de regler, vi følger, siger, at vi vil være lykkelige ved at have den dyre ansigtscreme. Og paradokset er, at vi ikke nogensinde helt kan undslippe, medmindre vi forpligter os på en vildt radikal livsstil. På den måde er vi efterladt i en klemme: Hvis vi ikke får den smarte ansigtscreme, vil vi føle, at vi ikke er lykkelige, fordi vi ikke har den. Og hvis vi får den, vil vi føle, at vi ikke er lykkelige, fordi en ansigtscreme ikke vil gøre os lykkelige. Det er den slags samsaracyklus, der får os til at købe og købe og købe og købe. Og hvad kan vi gøre ved det? Jeg ved det ikke. Jeg har den smarte ansigtscreme.”

Vi lever i et samsarahjul af forbrug, siger Vincenzo Latronico.

Da den franske sociolog Jean Baudrillard skrev en analyse af forbrugerisme for mere end 50 år siden, beskrev han, hvordan forbrug ikke længere handlede om at dække et reelt behov.

Nej, det handlede i stedet om at positionere sig socialt.

Og lede efter simulationer af lykke og status ved at købe ting. Fordi forestillingen dengang var, at “hvis bare du genskaber den perfekte konstellation af ting, så vil lykkefølelsen lande som en fugl fra himlen”, som Latronico beskriver det.

Og sådan er det stadigvæk.

Bortset fra at vi er blevet totalt blinde over for vores eget forbrug.

Vi anerkender det slet ikke som forbrug.

Vi ser os selv som individer – og for alt i verden ikke typer.

En type er en del af homogen masse. Og det peger i virkeligheden på en endnu større udvikling: at vi i mindre og mindre grad identificerer os med vores lokale fællesskaber, siger Vincenzo Latronico.

“Hvis jeg tænker på mine bedsteforældres generation, eller endda mine forældre, definerede de sig selv gennem deres sociale kreds og deres liv ved at høre til et sted. Ved at høre til i en kirke, i et parti eller i en fagforening. Og det gør vi egentlig ikke særlig meget, vel?” spørger Latronico.

“Jeg har indtryk af, at i hvert fald min generation engagerer sig meget, meget mindre direkte i politik lige nu.”

‍

Det her er der også andre, der har skrevet om.

‍Den belgiske idéhistoriker Anton Jäger skrev for et par år siden bogen Hyperpolitik, som i grove træk handler om nøjagtigt dét.

At mens vores traditionelle politiske fællesskaber er eroderet, er vi begyndt at hægte vores personlighed og identitet op på alt muligt andet: hvordan vi spiser, hvordan vi klæder os, hvordan vi transporterer os … eller hvordan vores hjem ser ud.

“På den måde er vi efterladt med følelsen af at stræbe efter en lille bestemt designerlampe fra 1960’erne, og hvor glad den ville gøre os. Og så bliver vi skuffede, når den ikke leverer,” siger Latronico.

Det er egentlig ret paradoksalt.

Mens vi er begyndt at ligne hinanden mere og mere – i jagten på drømme, der ligner hinanden – har vi vendt fællesskaberne ryggen.

Måske er det en af grundene til, at vi er blevet dårligere til at forestille os fremtiden, sådan som Marianne Levinsen sagde til mig i sidste afsnit af Drømmeindekset.

Jeg tænker bare: Det er svært at forestille sig en fælles fremtid, hvis du ingen har at forestille dig den fremtid sammen med.

“Det er jeg helt enig i, og vi har mistet vores evne til at forestille os et radikalt anderledes samfund – det gælder også for mig,” siger Latronico. Jeg spørger, om han er i stand til at forestille sig en bedre fremtid.

“Nej,” siger han. “Men jeg prøver.”

Og i stedet for at lægge sin forestilling om fremtiden i det, som det frie internet engang repræsenterede for ham, er han i dag begyndt at søge tilbage mod de lokale fællesskaber.

“Jeg har været frivillig i en ngo, der forsøger at give de mest udsatte i Italien adgang til sundhedspleje. Jeg har været engageret i antigentrificeringskampe over hele Milano. Og når jeg skriver om det, føler jeg, at jeg kan gøre en forskel.”

Det er ikke den øjeblikkelige belønning, som når du tager dit nye Aesop-produkt i brug.

Det er nok faktisk det modsatte.

Det er hårdt arbejde. Men det er meningsfuldt, måske netop fordi det er en søgen væk fra dig selv, ind mod et fællesskab, du ligner.

Ironisk nok: Selvom Vincenzo Latronico har skrevet en bog om to millennials, der er besatte af at være deres egne unikke individer, er der enormt mange, der kan genkende sig selv i dem.

“Der er en del læsere, der har henvendt sig og sagt, at de har følt sig set,” siger han.

“Og jeg tror, at vi som den første generation i Italien, der voksede op med fjernsyn, voksede op med internettet, voksede op, da forbrugerismen fuldstændig havde fået fat i samfundet, har gjort os til en flok individualister. Ikke fordi vi har valgt det, men fordi det er sådan, vi er opdraget i verden. Og jeg tror, at det er derfor, vi har svært ved at organisere os politisk og se os selv i store fællesskaber. Og hvis der er én ting, jeg håber, at folk får ud af at læse min bog, så er det, at når de siger, at de føler sig set, så anerkender de samtidig, at det er noget, vi allesammen er en del af, og som vi skal løse i fællesskab.”

‍

Det var dét afsnit af ‘Drømmeindekset’ med Vincenzo Latronico, men det her var jo millennials. Hvad med dem, der er yngre?

Noget af det sidste, Vincenzo Latronico sagde til mig, var, at han er overrasket og forbløffet over, hvor meget bedre de yngre generationer er til at finde mening i fællesskaberne igen.

Dét kommer jeg til at undersøge i næste afsnit. Men der går et stykke tid, før det udkommer – for at det ikke skal være løgn, er jeg på vej på ferie til Mauritius – og jeg har planlagt min hjemkomst efter, at jeg har en bordreservation på en restaurant her i København. Oh well …