Manden, der forudså finanskrisen, kalder den: AI er en boble

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

De seneste uger og måneder har jeg fulgt ekstremt meget med i diskussionen om, hvorvidt AI er en økonomisk boble.

Og nu er der sket noget kæmpestort i den historie. For mig i hvert fald, fordi jeg oplevede finanskrisen i 2008 og elsker filmen The Big Short.

Det store, der skete i sidste uge, var, at en mand ved navn Michael Burry – der er en af hovedkaraktererne i filmen The Big Short, spillet af ingen ringere end Christian ‘Batman’ Bale – skrev et post på X.

Og min timeline gik amok.

For Michael Burry var manden, der forudså boligboblen og finanskrisen i 2008. Og nu tror han, at der er ved at ske det samme med AI-boblen.

Så har han ret? Vil AI-boblen springe, vil verdensøkonomien blive smadret ligesom under finanskrisen? Er det tid til at gå i panik?

Det er ikke kun mig, der er hyped over, at Michael Burry er dukket op i denne historie.

Og dem, der også er hyped, tænker: Alarm, alarm, alarm!

Det tænker de, fordi når Michael Burry rører på sig, er det, fordi han mener at have set noget. Han var ikke bare en af de første investorer til at forudsige, at det amerikanske boligmarked i 00’erne ville implodere. Han satsede rent faktisk alle sine penge på, at der ville komme en gigantisk finanskrise. Og han fik ret.

Boligmarkedboblen bristede i 2008 og skabte en gigantisk finanskrise, der trak hele verdensøkonomien med sig ned. Og Burry blev voldsomt rig.

Hvad er så grunden til, at Michael Burry pludselig rører på sig? Jo, det er på grund af den største økonomi-historie i den vestlige verden lige nu – nemlig AI-boblen.

I USA er der nogle få, gigantiske firmaer, der pøser milliard efter milliard ind i datacentre og AI-produkter. Og Burrys nye, store forudsigelse er, at ja, det her er en boble, der – ligesom boligmarkedet i 00’erne – vil springe.

Når jeg siger AI-sektor, taler jeg primært om to firmaer: OpenAI – firmaet bag ChatGPT – og så Nvidia, der producerer mange af de særlige mikrochips og GPU’er, der danner hele den teknologiske infrastruktur bag nærmest alt det, vi kalder AI.

De her firmaer er vokset sig meget store over de seneste år. Frem for alt fordi virkelig mange mennesker – investorer, regeringer og forbrugere – har en meget stærk tro på teknologien.

De tror på, at man lige om lidt kan tjene store penge på at udbrede brugen af AI-produkter. De tror på, at de produkter liiige om lidt kan gøre samfundet mere produktivt.

Denne stemning bliver forstærket af, at både firmaer og stater som Kina og USA har det, som om de deltager i et globalt kapløb om at blive de første til at lave og kontrollere en ægte generel kunstig intelligens – en AGI.

Det er det, der gør, at det vælter ind med investeringspenge og potentielt totalt overdrevne værdiansættelser i denne sektor.

Her i oktober måned blev OpenAI værdisat til 500 milliarder dollars, hvilket er næsten en tredobling på et år – og det på trods af, at firmaet har en indtjening på kun lidt over ti milliarder dollars.

Der er et vanvittigt misforhold mellem, hvor meget de tjener, og hvor meget de er værd – mest af alt fordi investorerne tror på, at OpenAI kan komme til at tjene mange penge i fremtiden.

Frygten for, at det her kan være en boble, har nærmest været der fra begyndelsen, men den er vokset gevaldigt de seneste måneder. Og den er vokset af to årsager.

For det første er der flere og flere, der kigger på de her eksorbitante værdisætninger og beløb, der bliver investeret i AI-sektoren, og ikke rigtig kan få det til at passe med, hvor mange penge AI-sektoren så tjener.

For det andet er kritikere begyndt at kigge bekymret på den måde, der bliver investeret på i AI-sektoren. Det er, som om det kører i ring.

For eksempel: Firmaet Nvidia fortalte i slutningen af september, at de ville investere 100 milliarder dollars i firmaet OpenAI. Fantastisk, sikke en økonomisk vækst!

OpenAI fortalte så, at de ville bruge de 100 milliarder dollars på at købe en masse Nvidia-chips til nogle nye datacentre. Fantastisk, økonomisk vækst!

OpenAI investerer i firmaet Oracle, der bruger pengene på at købe fra Nvidia, der investerer i firmaet Intel, der investerer i firmaet CoreWeave, der er ejet delvist af OpenAI – det kører bare!

Det bedste billede på det her er en forlængerledning, der er sluttet til sig selv i en cirkel.

Kritikere frygter altså, at det her er en boble i mere end én forstand. Det er potentielt en boble i finansiel forstand – altså at AI-sektoren er i gang med at bruge langt flere penge, end hvad der er forsvarligt – og firmaerne er så filtret ind i hinanden, at hvis det først begynder at gå galt, vil det hele falde som dominobrikker.

Gigantiske, tunge, milliarder af dollars-store dominobrikker.

Og oven i det er AI-sektoren måske også en boble i den forstand, at folk, der er inde i boblen, tænker for ens. De er alle fanget i én stor, fælles, kultagtig logik.

Og så var det, at der i sidste uge skete noget, der næsten aldrig sker.

Finanskrise-spåkonen ved navn Michael Burry er dukket op i historien.

I sidste uge skrev han et kryptisk post på X. Han skrev:

“Sometimes, we see bubbles. Sometimes, there is something to do about it. Sometimes, the only winning move is not to play.”

Folk var hyped. Han kalder AI-boblen!

Og – viste det sig så i denne uge – selvom han skrev, at nogle gange kan man kun vinde ved ikke at spille, har Michael Burry besluttet at spille.

Mandag kunne man se i Burrys investeringer, som han lægger offentligt frem, at han har taget en stor beslutning: Han har satset to tredjedele af sine penge på, at AI-boblen vil briste lige om lidt.

Han tror, at det, der skete med boligmarkedet i 2008, nu vil ske med AI-firmaerne.

Der er nogle ting, man er nødt til at forstå ved Michael Burry som karakter.

Først og fremmest: Han ér en karakter.

Han mistede det ene øje som barn, han har en protese i den ene øjenhule, og hans øjenbryn hænger lidt. Han elsker heavy metal, han er uddannet neurolog, men begyndte at handle med aktier i sin fritid i 1990’erne, og det var han så afsindig god til, at han besluttede at lave sin egen lille kapitalfond ved navn Scion i begyndelsen af 00’erne.

Alt det, jeg siger her, er en kortere og kedeligere udgave af bogen, som blev til filmen The Big Short, og i dén møder vi Michael Burry i 2003.

Her sidder han, spillet af Christian Bale, og misser med øjnene mod tal på en computerskærm. Og tallene, mener han, går ikke op. Noget er galt i den amerikanske økonomi – i særlig grad med boligmarkedet.

Han var ikke den eneste, der så de her problemer. En af de ting, der skræmte folk som Burry, var, at det ikke bare handlede om, hvorvidt folk kunne betale deres huslån. Nej, der var en kæmpe finansindustri, der havde bundet milliarder og atter milliarder dollars op på, at folk kunne blive ved med at betale deres huslån.

Der var ekstremt komplekse investeringer på kryds og tværs, uigennemskuelige forsikringer og utallige væddemål, der allesammen hvilede på det her meget spinkle fundament.

Og det største problem var, at det hele var gearet, som man kalder det i finansverdenen – det vil sige, at investeringsfolk og banker havde gjort alt det her for lånte penge.

Det, Michael Burry er kendt for, er, at han dér i 2003 og 2004 kiggede på det her og tænkte: Shit, der er godt nok mange penge ude at svømme, alle de store firmaer er filtret voldsomt ind i hinanden, og det er, som om alle inde i systemet ser fuldstændig ens på tingene.

Så han tog nærmest alle sin kapitalfonds penge og satsede dem på, at han havde ret i, at boligmarkedet – og hele den finansielle struktur omkring det marked – var en boble, der ville springe.

Han havde ret.

Det tog fire år, men i 2008 væltede boligmarkedet i USA, og det tog hele finanskorthuset med sig. Dem, der havde investeret i alle de dårlige huslån, kunne ikke betale deres penge tilbage til dem, der havde lånt dem ud.

Alle gik i panik og blev bange for, hvor dybt råddenskaben i økonomien egentlig stak. Banker holdt på deres penge, alt frøs fast – og økonomien gik nærmest i stå.

I USA steg arbejdsløsheden til ti procent, og det smittede af på resten af verden.

Det er derfor, at når Michael Burry-karakteren her mange år senere pludselig dukker op i denne historie om AI-boblen, løfter folk øjenbrynene.

Det bringer dårlige minder frem, og han er en af den slags karakterer, hvor det er et rigtig dårligt tegn, at han dukker op i historien.

For det får folk til at spørge: Hvad har han set? Hvad ved han? Bliver det her ligesom i 2008?

Er det tid til at gå i panik?

Der findes helt sikkert folk, der siger ja. Panik.

En mand som Gary Marcus, professor og AI-skeptiker ved universitetet i New York, har igen og igen i årevis advaret om, at AI-sektoren kører på ren hype, er blevet blæst ud af proportioner, og når først tingene vælter, vil det sende en flodbølge ind over resten af økonomien – ligesom vi så det i 2008.

Den måde, det her ville ske på, lyder nogenlunde sådan her:

Først og fremmest ville det ikke være nok, at for eksempel OpenAI gik ned. Så længe investorerne stadig tror på den underliggende teknologi – altså så længe de tror på, at AI vil ændre økonomien og verden – vil aktietoget nok fortsætte med at tøffe.

Men hvis nu alverdens investorer pludselig bliver enige om, at AI er en kæmpe fuser, ville aktiekurserne i nærmest alle store techfirmaer falde kraftigt.

Og fordi det primært er dem, der holder aktiemarkedet oppe, vil det ramme for eksempel de store kapitalfonde.

Det næste, der så skal ske, for at AI-boblen kan smadre økonomien, er, at de store kapitalfonde går i panik og begynder at sælge ud.

Aktiemarkedet falder yderligere, den økonomiske katastrofe spreder sig til pensionskasser, til banker eller til de såkaldte private equity-firmaer, der virker som en slags skyggebanker.

Det vil stoppe lysten til at låne penge ud, økonomien går i stå, folk mister deres jobs – og så har vi vores crash.

Det mest spændende ved Michael Burrys genkomst er, at han minder os om forskellene mellem finanskrisen og AI-økonomien i dag.

For nok er tallene i AI-økonomien gigantiske – vi taler om tusindvis af milliarder dollars – men pengene kommer i høj grad fra store firmaer, der ikke behøver låne dem.

Tilbage i 2008 investerede man for lånte penge, og det gjorde systemet skrøbeligt. Denne gang er risikoen mindre udbredt.

Hvis AI-økonomien går ned, vil skaden mest af alt ramme dem, der har aktier i sektoren – ikke nødvendigvis resten af os.

Som Mikael Olai Milhøj, chefstrateg hos Sterna Capital, sagde: Måske er AI en boble, men indtil videre kun en “industriel” boble.

Siden 2008 har mange forsøgt at være “den næste Michael Burry”.

Folk, der tror, de kan spotte boblen, før den brister.

Men de fleste af de frygtede kriser – det kinesiske boligmarked, Trumps toldkrige, klimarisici, skyggebanker – er aldrig blevet til det store kollaps.

Måske virker de regler, man indførte efter finanskrisen, faktisk. Måske har vi fået en slags teflon-kapitalisme, der ryster chok af sig.

Måske er økonomien – og verden – ikke helt så skrøbelig, som den var dengang.

Hvis jeg kunne svare på bare ét af de spørgsmål, ville jeg – ligesom Michael Burry – blive en meget rig mand.

Og i filmen om det skulle jeg også gerne spilles af Christian Bale.

‍

‍