Kvinder er 267 år bagud, når det handler om penge.

Nu skyller en feministisk bølge ind over aktiemarkedet. Økonomisk frihed til kvinder vil skabe en forandret verden.

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

De havde virkelig sat sig op til det her møde. De tre stiftere af start-up-virksomheden Female Invest havde endelig landet deres første aftale med en professionel investor, som kunne blive afgørende for deres virksomhed. Alt var klart. Pitchet, konceptet, visionerne. Og investoren lagde ud med at kommentere … deres hår. 

Anna-Sophie Hartvigsen, Emma Due Bitz og Camilla Falkenberg er alle i 20’erne, har blå øjne og langt, blond hår. Og var det ikke lidt et problem, sagde han, at de ligesom så så ens ud? 

“Den største risiko ved vores forretningsidé var åbenbart, at vi alle havde blond hår. Så starter man ligesom et andet sted. Nu ved jeg ikke, om de havde afvist tre fyre med samme begrundelse, men jeg tror det ikke.” 

Den største risiko ved vores forretningsidé var åbenbart, at vi alle havde blond hår

På den ene side gider 28-årige Anna-Sophie Hartvigsen ikke rigtig tale om det. Jeg har booket et videomøde i hendes kalender, og nu er vi mødtes der bag skærmene. Hun sidder på deres kontor i Indre København, og egentlig vil hun hellere tale om kolde facts og tal end om det mere følelsesbetonede, siger hun. Og på sin vis føles det da også en smule akavet, at jeg nu også adresserer deres udseende. Det ville da være federe, hvis det slet ikke var et tema. 

På den anden side er det sagen i en nøddeskal og en af de tungtvejende grunde til, at den virksomhed, hun er medstifter af, Female Invest, eksisterer i dag. Nemlig følelsen af ikke rigtig at blive forstået, genkendt eller troet på. Man kunne tro, at afvisninger som denne ville tænde en ild i hende og hendes medstiftere. Men for hende personligt er det snarere en våd klud i ansigtet, hver eneste gang det sker. I hvert fald minder oplevelsen hende om en afgørende erfaring, hun har gjort sig. At den største udfordring for deres forretning er … at de er kvinder. 

“Generelt bliver man bedømt meget hårdere som kvinder. Før jeg startede på CBS, er jeg vokset op med en tro på, at alle havde lige muligheder, men det er meget langt fra at være tilfældet. Vores start-up-rejse har været formet af det. Og over alle udfordringer står den udfordring, at vi er kvinder. Det er klart den største hurdle for os,” lyder det fra Anna-Sophie Hartvigsen.

Det ser dog ud til, at Female Invest er på vej til at blive de rollemodeller, de selv har savnet. Med betalende kunder i 67 lande og med en status som Europas p.t. hurtigst voksende platform på det her felt har de ramt et hul i markedet. Og i sommer blev de tre stiftere udvalgt blandt 16.000 virksomheder til at være en del af det anerkendte accelerator-program Y Combinator i Silicon Valley. 

Ja, faktisk tyder det på, at de og en række andre kvinder, aktører og virksomheder er blevet en del af en nyfeministisk bølge, der lige nu bruser ind over finansverdenen, og som har det erklærede formål at løfte kvinderne op på samme økonomiske niveau som mændene. “Kvinder falder økonomisk bagud i forhold til mænd over hele verden. Der er ikke ét land, hvor vi nærmer os økonomisk ligestilling mellem kønnene. Desværre. Der findes mange grunde til det, og de fleste grunde er systemiske. Det er ikke noget, vi som kvinder kan gøre meget ved selv,” siger Anna-Sophie Hartvigsen. 

Allerede i det første studiejob bliver kursen sat. Her tjener kvinder gennemsnitligt mindre end mænd, og sådan fortsætter det sådan set gennem livet. Kvinder får som regel lavere løn for det samme arbejde, de bliver forfremmet mindre og har sparet mindre op til pensionen. I 2020 var den gennemsnitlige pensionsformue 1,4 millioner kroner for de 60-64-årige mænd og 1,1 millioner kroner for kvinderne på samme alder. Kvinders pensionsformue var altså i gennemsnit 20 procent lavere end mændenes. 

Og så har en rapport fra World Economic Forum fastslået, at verdens kvinder kommer til at vente en rum tid, før der er økonomisk ligestilling i verden.

I Global Gender Gap Index undersøger man udviklingen af kønsbaserede kløfter på fire nøgleområder, hvor ét område er økonomisk deltagelse og muligheder.

156 lande blev undersøgt i den seneste analyse fra 2021. Og det ser ærligt talt lidt sort ud med at lukke den finansielle kønskløft. For med det nuværende tempo vil det faktisk tage 267 år for at være helt præcis. Det vil sige, at min tip-tip-tip-tip-oldedatter stadig ikke vil være økonomisk ligestillet.

Alligevel er der måske ved at ske noget. For den her aura af, at aktieverdenen mest er for mænd, er i høj grad ved at blive brudt ned.

Det oplever både banker og aktieanalytikere. I løbet af få år er langt flere kvinder end tidligere begyndt at investere. Da tidligere politiker og erhvervsjurist Mette Reissmann i november tiltrådte som formand for bestyrelsen i Dansk Aktionærforening, var det blandt andet med en programerklæring om “især at få flere kvinder til at være finansministre i deres eget liv”. Der skyller lige nu en feministisk bølge ind over finanssektoren.

Det begynder at gå op for et stigende antal kvinder, at økonomi faktisk er the missing link, når det kommer til ligestilling. Penge giver magt. Penge giver frihed. Penge giver dig mulighed for at ændre verden i en retning, der passer dig. Har du penge, så kan du få. Har du ingen, så må du gå. 

Det var præcis den gnist, der antændte idéen om Female Invest.

Stifternes egen søgen efter andre kvindelige investorer endte med at fremkalde et tydeligt problem, der påvirker alle kvinder i verden negativt. “Det eneste, vi rigtig kan gøre noget ved som kvinder selv, er, hvordan vi forvalter de penge, vi har. Der kan investering have en kæmpestor betydning. Vi ser faktisk, at selv om kvinder ikke investerer lige så meget som mænd, så er de bedre til det, når de først kommer i gang. Det er de problemer, vi tackler,” siger Anna-Sophie Hartvigsen. 

Det eneste, den enkelte kvinde kan styre, er, hvad vi gør med vores egne penge. Men hvis flere kvinder begynder at investere, vil det ikke bare ændre deres egne livsvilkår. Det vil ændre hele vores samfund. Ja, måske endda hele verden.

Anna-Sophie Hartvigsen har altid tjent sine egne penge. Hun fik sit første job som 13-årig og tjente vel 30 kroner i timen. Og det blev tydeligt for hende, hvor meget hun egentlig skulle arbejde, hvis pengene sådan skulle blive til noget. Som 19-årig begyndte hun for alvor at interessere sig for aktier og investeringer. Det blev en hobby for hende, og hun opsøgte de fællesskaber, hun kunne finde. Men det var ikke særlig let at blive inkluderet i dem, oplevede hun. 

Da hun nogle år senere mødte Emma Due Bitz og Camilla Falkenberg på Handelshøjskolen CBS i København, havde de gjort sig de samme erfaringer Og det bondede de tre over.

“Når man får en hobby, begynder man med at opsøge de fællesskaber, der er. Men det skete aldrig, at jeg befandt mig i et rum med nogle, der lignede mig. Tit var jeg den eneste kvinde. Tit var jeg den yngste. Selv om folk var søde, så passede jeg ikke rigtig ind, og jeg blev ikke rigtig inviteret med til det, der foregik bagefter,” siger hun. 

Hun uddyber, at hun havde svært ved at relatere til det ret indforståede sprog, der blev talt. Og det er altså ikke, fordi kvinder er dumme. Slet ikke. Men hvis man ikke kan relatere til sproget og jargonen, er det nemt at føle sig udenfor. 

Og til at begynde med troede Anna-Sophie Hartvigsen og hendes medstiftere, at de skulle lave noget, der mindede om en bogklub eller en anden form for forholdsvis lille fællesskab, hvor kvinder kunne dyrke deres interesse for investeringer. Men efterspørgslen ville det anderledes. Allerede ved deres første møde var der over 400 kvinder, der gerne ville være med. De ville have værktøjer til at investere og gode råd til at styre deres egen økonomi. Men de ville gøre det på deres egen måde. De ville ikke hyle med ulvene på Wall Street.

I dag er Female Invest blevet en digital platform, som uddanner kvinder i, hvordan de får endnu mere ud af deres penge og kommer i gang med at investere – og samtidig har et socialt fællesskab omkring det. Det enkle og meget ambitiøse mål er at lukke det finansielle gap, der er mellem mænd og kvinder. Midlet er uddannelse gennem materialer og bøger, videokurser og talks. For hele retorikken omkring investering er stadig ret højtravende, mener de. På baggrund af deres mange betalende medlemmer ved Female Invest, at en del kvinder ikke føler, de hører til eller er selvsikre nok. Det skal ikke lyde, som om kvinder skal reddes eller er svage eller dumme, understreger Anna-Sophia Hartvigsen. De har bare en helt anden tilgang og et andet værdisæt, når det kommer til økonomi.

Emma Due Bitz, Anna-Sophie Hartvigsen (i midten) og Camilla Falkenberg startede virksomheden Female Invest for tre år siden. Målet er at lukke det finansielle gab mellem mænd og kvinder. Foto: Ulrik Jantzen for Zetland

Female Invest har altså en mission om at løse uligheden på aktiemarkedet. Så lad os kigge lidt nærmere på, hvad det er med den her investeringsverden. Er den virkelig så maskulin og ufremkommelig, som det lyder? Kan selve miljøet og kulturen være en god nok undskyldning for, at kvinder ikke kommer i gang med at investere? Eller handler det bare om, at de ikke prioriterer det?

Det ved Eva Svavars en hel del om. Hun er forkvinde i interesseorganisationen Kvindeøkonomien, der arbejder for at sætte økonomi på ligestillingsdagsordenen på samfundsniveau. Hun spørger mig, om jeg har set filmen The Wolf of Wall Street med Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Jeg kan da godt huske portrættet af børsmægleren Jordan Belforts kometkarriere og deroute. Det tegnede et billede af en ret ekstrem verden, som jeg havde lidt svært ved at relatere til. Et andet og nyere eksempel er den norske serie Exit, som portrætterer fire styrtende rige og meget lidt empatiske finansmænd, der ud over penge også vælter sig i stoffer og prostituerede. Serien er baseret på virkelige hændelser. Men er det den virkelighed, man møder, hvis man køber aktier? 

Selvfølgelig er det ikke det fulde billede, siger Eva Svavars. Men finansverdenen har altså opbygget et image, som er svært at ryste af sig. Og sproget, retorikken, der bliver brugt i den verden, kan være svær at komme ind i, oplever mange kvinder. Og derfor tror de som udgangspunkt ikke, at den verden er noget for dem. “Hele fortællingen om finansverdenen er, at det er en verden for mænd. Det er de lyserøde sider bagerst i Børsen, det er mænd i jakkesæt og lysende skærme med tal og kurver, der konstant skifter,” siger hun. 

Jeg fanger også chefanalytiker i Danske Bank Jacob Hvidberg Falkencrone. Han siger: “Der har været mange myter forbundet med investeringer, og som bank og branche har vi helt klart også måttet se indad, fordi der er kunder, vi har været for dårlige til at nå. Jeg oplever, at mange barrierer er eller er ved at blive nedbrudt, og at selve retorikken om at investere er ved at ændre sig.” 

Derudover bliver der nu også udviklet mange investeringsløsninger, som appellerer mere til den brede befolkning. Om det er forklaringen på, at Danske Bank i løbet af de seneste par år har oplevet en stigende interesse fra kvinder, der vil købe aktier, er uvist. Faktum er, at det er der mange særligt yngre kvindelige bankkunder, der vil, fortæller Jacob Hvidberg Falkencrone. Generelt har de seneste par år været fantastiske på aktiemarkedet med mange nyslåede investorer. Aldrig før har så mange såkaldt almindelige mennesker investeret. “Der er sket en markant stigning i kvinders investeringslyst inden for de sidste år. Blandt de nye investorer udgør kvinder en større andel og begynder at hale ind på mændene,” siger han.

Hvis man kigger på alle investorer i Danske Bank, som er Danmarks største, er det nu 55 procent af investorerne, der er mænd, og 45 procent, der er kvinder. Blandt nye investorer i 2021 var 46 procent kvinder.

En afgørende forskel er dog, at mændene altså stadig er meget rigere end kvinderne, særligt når det kommer til pensionsopsparingen. Så det kan godt være, at flere kvinder investerer, men de investerer stadig færre penge end mændene. Når man kigger på pensionsformuerne, er mændene stadig langt rigere end kvinderne. Og det er derfor, flere kvinder bør gå i gang med at investere. Især nu i en tid, hvor man får minusrenter af at have penge stående i banken.  

Derfor gør Kvindeøkonomien også en del ud af at vende fortællingen om, som forkvinde Eva Svavars siger. I stedet for at foreslå, at kvinder skal gå i gang med at investere i aktier, begynder de et helt andet sted. Nemlig ved at spørge, hvilke drømme de egentlig har for deres tilværelse. “Jeg siger: Din privatøkonomi handler om dit liv. Vil du gerne ud at rejse, hvor drømmer du om at bo? Hvad gør dig glad her i livet? Hvilke mål har du? Vi siger, at økonomien er præmissen for det gode liv.” 

Men, understreger Eva Svavars, når færre kvinder end mænd investerer, er det også, fordi kvinderne simpelthen har færre penge end mændene. På grund af de strukturelle faktorer som lavere lønninger, færre lederstillinger, mere barsel og mindre pension har de fleste kvinder altså færre penge, de kan tage ud af budgettet og kaste efter aktier. Så problemerne bider også sig selv i halen, kan man sige. Lavere lønninger, færre lederjob, flere barsler og dårligere pensionsopsparinger. “De har ganske enkelt ikke det samme overskud i privatøkonomien. Derfor hilser jeg også den øremærkede barsel i EU meget velkommen. Politisk kan man gøre en del for at udligne den strukturelle ulighed,” mener Eva Svavars. 

Netop barslen er nemlig en af de perioder, som sætter kvinder bagud økonomisk. De går som regel glip af forfremmelser og lønstigninger og pensionsindbetaling, når de går hjemme med deres baby. Det kan måske ændre sig, hvis fædrene kommer mere på barselsbanen. “Økonomi er the missing link i diskussionen om ligestilling. Det handler om hårde tal og fakta og en skævvridning, der er lige til at føle på. Og ændre på. For hele den her aura om, at aktier er en mandeverden, er ved at blive nedbrudt,” siger Eva Svavars.  

Okay. Så det, vi ved nu, er, at kvinder generelt på verdensplan har færre penge og mindre formuer end mænd – og at en af de bedste metoder til at blive mere ligestillet er ved at styrke sin økonomi. Og faktisk er kvinder ret gode til netop det, hvis de ellers først kommer i gang.

Kvinder falder økonomisk bagud i forhold til mænd over hele verden. Der er ikke ét land, hvor vi nærmer os økonomisk ligestilling mellem kønnene.

Anna-Sophie Hartvigsen, medstifter af Female Invest

Invester som en kvinde. Det er, hvad du kan udlede af de tal. Cirka sådan sagde Lorna Kapusta, der er direktør for kvindelige investorer og kundeengagement hos det amerikanske investeringsselskab Fidelity Investments.

Kommentaren faldt, da Fidelity Investments for et par måneder siden, i oktober 2021, offentliggjorde deres seneste analyse med titlen 2021 Women and Investing Study.  Studiet dokumenterede, at over en tiårig periode tjente deres kvindelige kunder i gennemsnit 0,4 procentpoint mere end de mandlige investorer. Det lyder måske ikke så vildt, men over et par årtier kan det blive til titusindvis af dollars eller mere.

Forfatter og finansskribent ved The New York Times Ron Lieber adresserede siden emnet i en af sine klummer, da analysen fra Fidelity Investments landede. “Det er ikke første gang, forskere har dokumenteret, at kvinder er bedre investorer. Men det overraskende ved fænomenet er, at hverken mændene eller kvinderne ser ud til at være opmærksomme på det,” skrev han.

Og som han også skrev, ville han da gerne forsøge at, med et glimt i øjet, mansplaine, hvorfor det var sådan. Forklaringen på kvindernes succes på aktiemarkedet kan blandt andet forklares med måden, de handler på. Eller ikke handler på. Tallene viser, at kvinderne solgte deres aktier sjældnere end mændene. Og det lønner sig åbenbart i det lange løb. 

Også Danske Bank har for nylig undersøgt, om kvinder er bedre til at investere end mænd eller omvendt. Chefanalytiker Jacob Hvidberg Falkencrone siger: “Vores undersøgelse viste, at de kvinder og mænd, der investerer, performer lige godt og får det samme afkast, men det er rigtigt, at mænd generelt er mere risikovillige, og at kvinder køber og sælger mindre end mænd.

Bundlinjen viser altså, at kvinder ikke er ringere til at investere end mændene, ja noget tyder faktisk på, at de over tid er en my bedre. Så alt det der med, at mænd er bedre til det med aktier og investeringer, holder tilsyneladende ikke vand i virkeligheden. 

Alt, man troede, man vidste om kvinder og investering, er da også helt forkert, påpeger Anna-Sophie Hartvigsen fra Female Invest. “Kvinder vil gerne investere, hvis frameworket er rigtigt, men ligesom med mænd skal de have noget, der er henvendt til dem. Det betyder ikke, man skal gøre det dummere. Det betyder bare, man skal kommunikere anderledes,” siger hun.

Og faktisk er der også noget andet vigtigt, vi kan fastslå. Nemlig at samfundet gradvist vil begynde at forme sig anderledes, når kvinder investerer. Verden bliver simpelthen en anden, når kvinder tjener flere penge.

Så hvis vi hæver os op over den enkeltes aktieportefølje, hvad vil det så betyde, hvis endnu flere kvinder begynder at investere og får deres penge til at yngle?

For en måned siden, i november 2021, udkom en helt frisk fra Unconventional Ventures, som er et nordisk investeringsfirma, som blandt andet investerer i tech og underrepræsenterede virksomhedsstiftere. Det kan være kvinder og LGBT+-personer. Den pegede på en række af de store kønsforskelle i investeringsverdenen. Kort fortalt er problemet, at den ene halvdel af befolkningen, kvinderne, stort set ikke er repræsenteret.

Men faktisk er det en bedre samfundsinvestering at inddrage kvinderne. Sådan siger Shiva Dustdar, der er direktør for  innovations- og finansrådgivning i Den Europæiske Investeringsbank. “Mere diverse teams skaber mere succesfulde forretninger (...) Virksomheder skabt af kvinder eller af mixed teams er 73 procent mere tilbøjelige til at bygge formålsdrevne virksomheder,” siger hun i rapporten. 

Præcis det mønster tegner sig også for de mange kvinder rundtom i verden, som lærer at investere via Female Invests programmer og talks. Kvinder går mere op i ikke kun at tjene penge, men også samtidig sikre, at deres investeringer er med til at gøre verden bedre. 

De er nemlig i høj grad optaget af det, man kalder den dobbelte bundlinje.

De vil, naturligvis, gerne tjene penge, men på samme tid ønsker mange også, at det, de investerer i, har et vigtigt formål. Eller støtter sager, som de er personligt eller værdimæssigt optaget af. Anna-Sophie Hartvigsen nævner bæredygtighed, fertilitet og social ulighed som eksempler på emner og dagsordener, som en del af medlemmerne af Female Invest viser interesse for. “Når kvinder får flere penge, vil vi se meget større krav til virksomheder og deres værdier og handlinger. Vi vil se mange flere midler, der bliver formidlet ud i verden. For kvinder er mere tilbøjelige til at donere og støtte deres lokalsamfund,” siger hun. 

Så måske er det ikke helt forkert, at flere kvindelige aktionærer og investorer vil gøre verden til et lidt bedre sted? Helt enkelt kan man konstatere, at det lader til at komme verden og omgivelserne til gode, når kvinder har penge.

I fremtiden skal Female Invest ikke bare være et sted, hvor kvinder kan lære om aktier og finde fællesskaber om at investere. Det skal også være et sted, hvor de kan købe dem. Af samme grund er de tre stiftere nu i gang med at bygge deres egen investeringsplatform, som er særligt målrettet kvinder, der vil købe aktier. Platformen vil skære en masse unødvendig støj væk og gøre det nemt for kvinderne at finde lige de porteføljer, som appellerer til dem. De vil gøre det nemmere at gennemskue, hvilke aktier der også arbejder med den dobbelte bundlinje om at gøre verden bedre. 

Når Female Invest er færdige med at bygge deres egen investeringsplatform, er tanken, at et cut, altså en procentdel af de penge, de tjener, skal investeres i at få kvinder til at investere, som ellers har dårligt råd til det. 

“Det er virkelig vigtigt at forstå, at det ikke bare drejer sig om penge og muligheden for at købe nogle fede ting. Det drejer sig om frihed og muligheder. Det drejer sig om retten til at træffe uafhængige valg. Økonomisk ligestilling er startpunktet for al mulig anden ligestilling. Og det har vi ikke endnu i Danmark,” siger Anna-Sophie Hartvigsen.

Og altså heller ikke i resten af verden. Endnu.

Kunne du lide, hvad du læste? Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland. Og fordi du er medlem af Female Invest, kan vi give de to første måneder for en 50'er.

Som medlem af Zetland får du…

  • 🌞 Morgenoverblik – Et nyhedsoverblik på fem minutter
  • 🚁 Vores daglige nyhedspodcast, Zetland Helikopter, der graver dybt i døgnets vigtigste begivenhed
  • 📖 Tidens vigtigste historier, der giver mod og lyst til at forstå verden
  • 🚀 100% journalistik, 0% blinkende annoncer
  • 💬 Nysgerrige samtaler, hvor vi i fællesskab bliver klogere