Biler, toiletter og medicin er designet til mænd. Når kvinder overses, handler det i værste fald om liv eller død

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

Forestil dig, at du er involveret i et harmonikasammenstød på motorvejen.

Bilen foran dig bremser hurtigt op, du når ikke at bremse, men kører hårdt ind i den, og et sekund efter kører bilisten bag dig ind i dig. Det kan gå helt galt, men måske overlever du, forhåbentlig uden de store skader.

Du kan håbe, at din bil er sikkert konstrueret, at sikkerhedsselen og airbaggen virker, og … at du er en mand.

Biler er farligere for kvinder.

Det lyder absurd, men sådan er det.

Biler er lavet til mænd og sikkerhedstestet med henblik på mandekroppen. Kvinder er lavere og anderledes bygget end mænd, men det handler ikke kun om højden, for selv når man korrigerer for den, er der en markant forskel.

Når en kvinde er involveret i en bilulykke, har hun 47 procent højere risiko end en mand for at komme alvorligt til skade og 17 procent højere risiko for at blive dræbt end en mand under de samme omstændigheder.

Når en kvinde er involveret i en bilulykke, har hun 17 procent højere risiko for at blive dræbt end en mand under de samme omstændigheder

En af årsagerne skal findes i kollisionsdukkerne – de her dukker, man bruger til kollisionstest af biler.

De voksne dukker er bygget efter den gennemsnitlige mand, og dermed er bilens sikkerhedsudstyr – sikkerhedssele, airbag, nakkestøtte – og de øvrige proportioner tilpasset denne middelmand.

I de senere år er man blevet opmærksom på det, men forsøgene på at implementere kvindekollisionsdukker i EU har været nærmest absurde.

For det første bliver disse dukker kun testet på passagersædet, ikke på førersædet, som om kvinder aldrig selv fører bilen.

For det andet er de ikke modelleret efter en kvindekrop, men er bare en mindre mandekrop. Og kvinder er som bekendt ikke bare en mindre udgave af mænd.

Og det stopper ikke der.

Højgravide kan ikke passe almindelige sikkerhedsseler, og bilulykker er den største årsag til ufødte børns død.

Store bryster kan også give problemer med siddestillingen, når man skal have sikkerhedsselen til at passe.

I de få forsøg, man faktisk har lavet med kvindelige kollisionsdukker, bekræfter tallene, at kvindelige passagerer er i markant større risiko for at blive dræbt i kollisioner. Men der mangler massivt data i forhold til virkelighedens kollisioner, fordi førerens køn, og hvorvidt der sidder en person på passagersædet, ofte slet ikke registreres i statistikkerne.

Eksemplet er et af de mange, der optræder i bogen Usynlige kvinder af Caroline Criado Perez, en indflydelsesrig bestseller, der netop er udkommet på dansk.

Bogens pointe er, at man igen og igen overser eller negligerer kvinder, når man udformer verden.

Det sker på alle mulige felter, både i hverdagen, i arbejdslivet og på områder, hvor det gælder liv eller død.

Perez gennemgår hundredvis af eksempler på, at kvinder bliver overset, når vi skal indsamle data, designe objekter, lave systemer, udvikle medicinske behandlinger og meget andet.

Der er som regel ikke tale om en bevidst kvindeundertrykkelse, men en form for blind vinkel, der gør kvinder ‘usynlige’ – deraf bogens navn. Usynligheden skyldes ifølge forfatteren, at manden og mandekroppen er den automatiske standard, og at man ofte mangler data på (og forståelse for) kvinder, selv om de udgør halvdelen af menneskeheden.

Det at manden er standarden, er en erkendelse, der blev klarest formuleret af filosoffen Simone de Beauvoir i bogen Det andet køn fra 1949.

Her beskriver hun, hvordan mennesket kulturelt set opfattes som hankøn, og kvinden som en afvigelse, et vedhæng og et objekt for det primære menneske. Altså det andet køn.

Der er sket meget siden 1949, kvinder er blevet mere selvstændige i vores del af verden og defineres ikke længere primært i kraft af deres mand.

Men trods kvindefrigørelse og ligestilling på mange områder hænger der stadig noget ved i måden, vi indsamler data og udvikler systemer og produkter på, lyder Caroline Criado Perez’ pointe.

Data er ikke bare data, hvor neutrale de end kan se ud. Og uanset hvor rationelle vi bilder os ind at være, er vi præget af systematiske fejlvurderinger – vi er biased, som det hedder på nudansk.

Når det gælder medicin, er alvoren i dataindsamlingen ganske håndgribelig.

For kvinder har ofte andre symptomer end mænd, ligesom medicin kan virke anderledes på kvinder. Det har ikke mindst vist sig, når det gælder hjerte-kar-sygdomme, som er den mest almindelige dødsårsag i verden.

Jeg har talt med overlæge Hanne Christensen, som forsker i blodpropper i hjernen. Hun fortæller blandt andet om, hvordan de medicinske forsøg lider af en stærk mandlig bias. Hun siger: “Hvis vi ser, hvor vores normaldata kommer fra, så er det fra mandlige medicinstuderende. Dem er der bestemt ikke noget galt med, de er bare ikke de mest gennemsnitlige i samfundet.”

Hanne Christensen vender tilbage senere i artiklen og forklarer, hvordan det betyder, at kvinder er i risiko for ikke at få ordentlig medicinsk behandling for en livsfarlig tilstand.

Men lad os først kigge på nogle af de mange eksempler på kvinders usynlighed, for det er noget, der præger alt fra toiletter til talegenkendelse.

Vi begynder i designverdenen.

Man skulle tro, at almindelige ting er designet med både mænd og kvinder i tankerne, men faktisk er det ofte ikke tilfældet. 

Gennemsnitsmanden er den fysiske målestok for mange formgivninger af ting og redskaber i verden. Nogle af dem er designet i en tid, hvor de faktisk blev betjent af mænd (og er så aldrig blevet opdateret, selv om også kvinder bruger dem i dag). Andre er bare skabt i en verden, hvor manden stadig er den neutrale målestok, og hvor kvinden behandles som en afvigelse.

Tag nu noget så uskyldigt som musikinstrumenter.

Tangenterne på klaverer og flygler har altid den samme bredde, således at en oktav er 19 centimeter bred. Det er umiddelbart en fordel, at der er en standard, så pianisten kan sætte sig ved et klaver og spille løs uden at skulle justere sine indøvede hånd- og fingerbevægelser til det nye klaviatur.

Men standardbredden favoriserer pianister med store hænder og lange fingre på bekostning af dem med små hænder.

Så det går ikke kun ud over kvinder, men også over mænd med små hænder. Men statistisk set er mænds fingerspændvidde jo noget større end kvinders.

87 procent af alle kvindelige pianister har problemer med klaviaturets bredde, viser en undersøgelse.

Det er mere krævende for dem at nå et højt niveau, og det er næppe tilfældigt, at de 12 førende pianister i verden har en stor fingerspændvidde inklusive listens to kvinder, der har exceptionelt store hænder, fortæller Caroline Criado Perez i bogen.

Det er dog ikke kun en ulempe at have små hænder.

Jeg kender en professionel koncertpianist, Katrine Gislinge, så jeg spurgte hende, om hun havde oplevet sådanne problemer med klaviaturet: “Ja, på en måde, for jeg har små hænder,” svarede hun, “men jeg kan så til gengæld komme ind mellem de sorte tangenter. Man finder sin måde, og der vil altid være udfordringer, ligegyldigt hvilken hånd man har.”

Hendes små hænder, sammenlignet med mænds, gør, at hun ikke altid kan ramme alle tonerne i en akkord på en gang, men nogle gange må bryde akkorden op, altså spille tonerne en ad gangen. “Men det synes jeg nu egentlig også lyder ret fedt,” sagde hun.

Så Katrine Gislinge finder (ligesom andre pianister uden store hænder) sine egne måder at tackle instrumentet på og gør en dyd ud af nødvendigheden. Og spiller fremragende de mest krævende værker i den klassiske musik.

Men hun tilpasser sig stadig et design, der er lavet til en større hånd.

Klaviaturer er en lidt eksklusiv størrelse, men det er en god illustration af, hvordan kvindekroppen tilpasser sig designet snarere end omvendt.

Lad os nu vende os mod noget, vi alle sammen kender: offentlige toiletter.

Hvorfor er der altid så lang kø på dametoilettet?

Det spurgte jeg mig selv om i mine unge dage og tænkte fordomsfuldt, at det nok var noget med, at kvinder bruger tid på at hyggesnakke og pudre næsen og sætte håret, eller hvad de nu laver derude.

Først senere gik det op for mig, at der er en ret simpel forklaring: pissoiret.

Offentlige toiletter er traditionelt indrettet sådan, at der er lige mange kvadratmeter til kvinder og mænd og dermed en arealmæssig ligestilling.

Men hvis der for eksempel på dametoilettet er syv båse og på herretoilettet fem båse plus fem pissoirer, kan herretoilettet betjene tre flere tissetrængende mænd ad gangen. Og når kvinder oven i dette bruger mere tid, skyldes det blandt andet, at en del af dem har menstruation, hvilket kræver mere tid på toilettet end en banal tissetur.

Altså et ret håndfast behov. Så er areal-ligestillingen en reel ligestilling?

Nu er toiletkøer ikke verdens største problem, selv om de kan være irriterende, når man virkelig er trængende, og flere og flere steder er man i øvrigt begyndt at droppe de kønsopdelte toiletter.

Men går man ud over den første verdens problemer, er der mange steder i verden, hvor manglende adgang til toiletter rammer kvinder benhårdt.

I Indien er millioner af kvinder i fare for overgreb, alene fordi de ikke har adgang til et toilet, men er nødt til at besørge i det fri. Og det gør de ofte en eller to gange om dagen i flok, da der ellers er en reel risiko for at blive mødt af onanerende mænd eller blive decideret voldtaget.

Når design rammer skævt, skyldes det ofte manglende data – det er omkvædet, der går igennem hele Caroline Criado Perez’ bog. Og det bliver meget konkret, når vi taler store computersystemer, for også der viser denne kønsskævhed sig på overraskende måder, fortæller Perez.

Talegenkendelsessoftware er et godt eksempel, altså de teknologier, du kan styre ved at tale med dem. De er igen og igen langt bedre til at afkode mænds end kvinders tale, viser flere undersøgelser.

Det gælder for eksempel Googles talegenkendelse, som er 70 procent bedre til at forstå, hvad en mand siger.

Det gælder også software i biler, som nogle gange er så mandligt fokuseret, at den reagerer på mandlige passagerers bemærkninger frem for en kvindelig chaufførs instruktioner. Hvis softwaren var blevet trænet med kvinder fra producentens side, ville det nok ikke være tilfældet, siger Perez.

Da Apple lancerede den personlige assistent Siri i 2014, kunne hun sagtens finde prostituerede, hvis man bad hende om det, men ikke abortklinikker. Og hvis man fortalte hende, at man var blevet voldtaget, svarede hun: “Jeg ved ikke, hvad du mener med ‘jeg er blevet voldtaget’,” selv om hun kunne hjælpe i mange andre ulykkessituationer.

Det er siden blevet rettet efter hård kritik, men Perez’ pointe er igen og igen, at hvis flere kvinder var en del af udviklingen og blandt forsøgspersonerne, ville de lettere have opdaget den slags, inden det kom på markedet.

Og når det gælder store datasæt som for eksempel dem, der bruges som grundlag for algoritmerne til oversættelsessoftware, tager de afsæt i tekster, der rummer en stor overrepræsentation af mandlige stedord som ‘han’, ‘ham’ og ‘hans’.

På samme måde underrepræsenterer Googles billeddatabase kvinder.

Nu kunne man mene, at de bare repræsenterer de skævheder, der allerede findes derude, men Perez argumenterer for, at de faktisk forstærker kønsstereotyperne. For eksempel kan Googles billedsøgemaskine finde på at betragte en mand ved et komfur som en kvinde.

Vi tænker tit, at data er noget af det mest objektive, vi har.

Men data er ikke bare data; de rummer risikoen for bias, ikke kun i forhold til køn, men også mange andre markører såsom race. Vejen til at undgå det er simpelthen at være opmærksom på det fra begyndelsen, så man ikke gentager og forstærker eksisterende bias.

I nogle tilfælde er manglende data ikke bare en irriterende diskrimination, men et spørgsmål om ens helbred eller ligefrem liv og død.

Det gælder for sikkerheden i bilerne, og så gælder det ikke mindst sygdom og medicin.

Et af de felter, som man først i de senere år er blevet opmærksom på, er hjerte-kar-sygdomme, som er de hyppigste dødsårsager på verdensplan. Kvinder udviser andre og mindre klare symptomer end mænd, og derfor bliver de oftere fejldiagnosticeret, når de har en hjertesygdom.

Kvinder udviser andre og mindre klare symptomer end mænd, og derfor bliver de oftere fejldiagnosticeret, når de har en hjertesygdom

Både på medicinuddannelsen, i medicinske forsøg og i medicinske lærebøger er mandekroppen standardkroppen, og kvinden opfattes stadig som en slags afvigelse fra den standard, fortæller Perez.

Det er et alvorligt problem, da der er kønsforskelle på en række områder, hvor hjerte-kar-sygdomme nok er de vigtigste.

Og det bringer os tilbage til Hanne Christensen, som vi også hørte i begyndelsen.

Hun er professor i neurologi med speciale i blodpropper og blødninger i hjernen, altså det, der hedder apopleksi. Man kalder det også for slagtilfælde, men det er man ved at gå bort fra. Nogle bruger det engelske stroke, men her vil jeg altså (ligesom Hanne Christensen) kalde det for apopleksi.

Apopleksi koster 13 millioner mennesker livet om året. I Danmark er der flere kvinder, der får apopleksi end mænd, selv om ældre mænd har større risiko for at få det. Det skyldes, at der simpelthen er flere ældre kvinder, fordi mænd dør tidligere.

Også på det her felt er der et problem med kønsfordelingen i de kliniske forsøg, og det var det, der i sin tid fik Hanne Christensen sporet ind på problemet tilbage i 1990’erne: “Man sidder som ph.d.-studerende og senere som forsker og ser alle de her studier, hvor der er 70 procent mænd. Så går man ned på sin kliniske afdeling og ser, at der er klart flest kvinder, der kommer ind ad døren. Der er stort set ingen studier, hvor der bliver rekrutteret lige mange mænd og kvinder.”

Og det er faktisk ikke kun i forhold til køn, at undersøgelserne har en skæv fordeling af forsøgspersoner. Det gælder også både alder og etnicitet. “Vi laver studier på hvide mænd, der er lidt yngre end dem, der normalt har sygdommen,” fortæller hun.

Grunden til, at den skæve kønsfordeling er et problem, er, at mænd og kvinder reagerer forskelligt på sygdommen, og at det er vigtigt, at kvindernes symptomer repræsenteres lige så meget som mændenes i sygdomsbeskrivelsen.

Ellers risikerer kvinder at blive fejldiagnosticeret.

Og når man udvikler medicin, er det samtidig vigtigt, at kvinders reaktion på medicin (både virkninger og bivirkninger) dokumenteres lige så grundigt som mænds.

Hanne Christensen forklarer: “Der er meget, der tyder på, at de symptomer, kvinder får ved apopleksi, især yngre kvinder, på samme måde som ved hjerteanfald er lidt anderledes end dem, mændene får. Men det, der står i lærebogen, er altid de symptomer, mænd får. For alt andet end veer, tror jeg,” griner hun.

“Kvinders symptomer er det, læger plejer at kalde for ‘uspecifikke’. Kvinder har et talent for at have ‘uspecifikke symptomer’, hvilket i sig selv er morsomt, synes jeg.”

Der er naturligvis en ironi i, at kvinders symptomer rubriceres som ‘uspecifikke’, men det er sådan set alvorligt nok.

Hanne Christensen er ikke en feministisk frontkæmper, der generelt går op i kønsproblematikker; hun vil bare gerne have, at det går rigtigt til.

At videnskaben fungerer optimalt:

“Det, det handler om, er, at vi skal kunne genkende, om folk er syge eller ej, og så behandle dem. Kvinder har langt flere smerter i forbindelse med apopleksi, typisk hovedpine. Det er ellers ikke et almindeligt symptom. Kvinder har oftere svimmelhed, utilpashed og den slags diffuse ting. Og det kan godt snyde og føre til en underdiagnosticering, fordi man ikke erkender, at det er tegn på apopleksi. Men det er foreløbige resultater baseret på små studier, så man skal holde tungen lige i munden.”

Og det er jo netop et af problemerne – der er for lidt viden, for få forsøg med kvinders specifikke symptomer.

Som Caroline Criado Perez ville sige: Der er for få data.

De anderledes symptomer skyldes blandt andet, at kvinders blodpropper typisk er placeret andre steder i hjernen end mænds.

Det kan skyldes biologiske forskelle, men det behøver ikke være hele forklaringen.

Livsstil kan også spille ind, herunder rygning og alkoholforbrug, som mænd statistisk set er mere tilbøjelige til, fortæller Hanne Christensen.

Men der er forskelle, som er entydigt biologiske såsom dem, der hænger sammen med menopausen, altså det tidspunkt i livet, hvor menstruationen ophører.

Jo tidligere en kvinde ophører med at have menstruation, des større er risikoen for, at hun får apopleksi.

Med mænd er der også en kønsspecifik faktor, nemlig sædkvaliteten: Jo dårligere sædkvalitet, des større risiko for apopleksi.

Der synes altså at være en eller anden sammenhæng med frugtbarhed, der bare viser sig ganske forskelligt hos de to køn.

Så hvad er løsningen?

Ifølge Hanne Christensen gælder det om at stille de rigtige spørgsmål.

At spørge de kvindelige patienter, om de har haft svangerskabsforgiftning, hvornår de kom i overgangsalderen, og andre faktorer, der kan spille ind.

Og i alle forsøg og studier fremover, at man sørger for en lige kønsfordeling.

Og at man samtidig rapporter data fordelt på køn (og måske også etnicitet, der også kan gøre en forskel). At man holder op med at behandle alle som ens og i stedet har øje for forskelligheder.

Det er håndgribelige ting, som man simpelthen kan indføre i praksis med det samme.

Men ud over dem skal der også ske en mental ændring, siger Hanne Christensen, for der er nogle kulturelle grunde til, at man rekrutterer færre kvinder til de kliniske studier.

Forskere har det nemlig med at bagatellisere eller bortforklare det, fortæller hun: “Der er ikke nogen tvivl om, at der er en betydelig bias, selv hos veluddannede, bevidste kvinder som mig. Den går på, at kvinder er mere skrøbelige, at kvinder er mindre risikovillige …”

Der er altså en forestilling i lægeverdenen om, at kvinder er mindre risikovillige i forhold til at stille op i de her kliniske forsøg, og at det er derfor, der er færre af dem.

Det er lidt spøjst, for faktisk er det en fordel for ens chancer at være med i forsøgene, viser statistikken.

Dem, der er med i forsøgene, klarer sig bedre end dem, som ikke er, fordi de er under lægeligt opsyn.

Så i stedet for at finde på den slags undskyldninger er det bare med at få flere kvinder med, gerne ældre kvinder i risikogruppen.

Forestillingerne om kvinder som skrøbelige og måske endda lidt klynkende har dybe rødder i lægevidenskaben, og det er først i de senere år, man overhovedet er begyndt at kunne tale om det.

Hanne Christensen fortæller:

“Der er flere faktorer i det her. For det første er der den traditionelle, at forskning er lavet på mænd af mænd. Og det er ikke med nogen ond hensigt. Det næste er, at vi havde en tid – og vi skal ikke mange år tilbage – hvor der var rigtig mange udtalelser fra ældre mandlige læger om kvinder og kvinders underliv, som i dén grad var groft nedsættende, diskriminerende og fjernt fra virkeligheden. Det betyder, at der er en vis berøringsangst, fordi den tradition, som selv jeg, der studerede i 1980’erne, er vokset op med, at sådan noget med kvindeligt køn skulle undertrykkes, fordi det nærmest mindede om de dånende damer på gamle billeder fra Paris.”

Forestillingerne om kvinder som irrationelle, hysteriske, svagelige, dånende damer kunne man opleve langt op i 1990’erne, fortæller Hanne Christensen. Og ud over at det i sig selv er diskriminerende, har det håndfaste medicinske konsekvenser.

Uanset hvor man dykker ned, er der eksempler på kvinders usynlighed.

Caroline Criada Perez’ bog kommer omkring alle mulige felter, der kan anskues gennem denne linse: snerydning, byrum, ungdomstilbud, parker, fitnesscentre, husligt arbejde, jobsamtaler, arbejdsmiljø, komfurer, fald-alarmer, Virtual Reality og meget mere.

Nogle eksempler virker mere overbevisende end andre, nogle virker mere påtrængende end andre, men der er ingen tvivl om, at hun har fat i noget – og hun understøtter det med hundredvis af studier som dokumentation.

På trods af de mange forbedringer på ligestillingsområdet i vores del af verden er der en masse negligeringer af kvinder, som ingen har valgt skal være der, men som i sidste ende skyldes, at manden i mange tilfælde stadig er målestokken og kvinden en afvigelse.

Den gode nyhed er, at efter Perez’ bog udkom på engelsk i 2019 og blev en bestseller, er der kommet stor opmærksomhed på problemet i mange sammenhænge.

Et af mange eksempler er, at den skotske regering har nedsat en kommission med henblik på at indsamle kønsdifferentierede data.

Og dét er vejen frem.

Altid tjekke, om der skulle gemme sig data, der vil kunne hjælpe kvinder (eller mænd) med deres specifikke behov.

Nu tænker nogen sikkert: Hvad med mændene?

Er der ikke også områder, hvor mænd er usynlige, og hvor design og systemer og manglende data går ud over dem?

Jo, givetvis.

Når jeg tænker efter, hvad jeg selv har oplevet af den art, knytter de eksempler, jeg kan komme i tanker om. sig alene til noget med at blive far i 00’erne og tage flere måneders barsel på et tidspunkt, hvor det stadig var en relativt ny ting, at mænd gjorde det.

At der nogle gange ikke var adgang for mænd til offentlige puslerum.

At visse beskeder fra institutioner kun landede hos min datters mor.

At man som mand var ret alene uden det netværk, mødregrupper giver kvinder.

Det er alt sammen forbedret siden da, men jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at der stadig er eksempler på det.

Og at der er andre områder, hvor mænd er usynlige, så kom endelig med dem. Men de er nok få, sammenlignet med de utallige områder, hvor kvinder er – om ikke decideret usynlige, så i hvert fald mindre synlige og mindre registrerede end mænd.

Konklusionen i Caroline Criado Perez’ bog er simpel: Inddrag kvinderne, og kønsdifferentiér data.

Altid.

Hvis der ikke er nogen forskel i det konkrete tilfælde, så fint med det. Men ofte er der, og vi kan ikke altid gætte hvor.

‍

Kunne du lide, hvad du læste?

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland. Og fordi du er medlem af Female Invest, kan vi give de to første måneder for en 50'er.

Som medlem af Zetland får du…

• 🌞 Morgenoverblik – Et nyhedsoverblik på fem minutter
• 🚁 Vores daglige nyhedspodcast, Zetland Helikopter, der graver dybt i døgnets vigtigste begivenhed
• 📖 Tidens vigtigste historier, der giver mod og lyst til at forstå verden
• 🚀 100% journalistik, 0% blinkende annoncer
• 💬 Nysgerrige samtaler, hvor vi i fællesskab bliver klogere

‍