Mit største ønske er at se feminismen sejre. Men lige nu orker jeg ikke at kæmpe mere

JEG BLEV FEMINIST I 2018, og min kampgejst brændte officielt ud i august 2025.

Det ved jeg så præcist, fordi det hele er dokumenteret. På lydfiler, på Instagram, i artikler og noter.

I de syv år har jeg sammen med min samarbejdspartner, Naja, drevet virksomheden Ditto, hvor vi har udviklet indhold om ligestilling i form af podcast, sociale medier, bog og foredrag.

Vi har fortalt om vores egen rejse ind i feminismen og samtidig givet tusindvis af kvinder redskaberne til at tage kampen på arbejdspladsen, i politik og i parforholdet.

Jeg tør godt påstå, at vi har gjort en forskel, men vi har også betalt en pris, som der sjældent tales om.

Der findes et glansbillede af feminisme som ølejr, fællessang og bløde værdier.

Sandheden er en anden.

Feminisme er en benhård politisk kamp, som samtidig er dybt personlig. At tale om ligestilling vækker stærkere følelser end næsten noget andet – fordi det rammer direkte ind i magt, identitet og privilegier.

Modstanden er allestedsnærværende – fra medier, politikere, familie og arbejdsplads.

Og ja, også fra feminister.

Derfor er prisen så høj.

Derfor brænder så mange af os ud. Men arbejdet for kvinders rettigheder er vigtigere, end det har været i årtier. Så hver gang én af os sætter sig på bænken, må andre rejse sig og tage pladsen.

Dette er historien om min feministiske livscyklus og de oplevelser, som har formet den.

‍

“BARE ROLIG, VI ER IKKE FEMINISTER.”

Sådan lyder det i 2018, da Naja og jeg udgiver første afsnit af podcasten Karrierekvinder.

Vi har sat os selv på en mission, nemlig at undersøge, om køn rent faktisk har betydning, når vi går på arbejde.

Vi er, som man nok kan regne ud, skeptiske over for feminismen og dens verdensbillede.

I vores øjne er feminisme noget for bitre kvinder, der ikke kan klare skærene. En outdated bevægelse, som vi med vores 30+ år aldrig har mærket et behov for, og som vi synes offergør ganske kompetente kvinder.

”Vi har aldrig oplevet vores køn som en barriere,” siger vi.

Den udmelding skræmmer forståeligt nok nogle mere oplyste lyttere væk, og jeg bebrejder dem ikke. Men den tiltrækker også en meget stor skare af kvinder, som føler ligesom os. I 2018 har MeToo endnu ikke for alvor ramt Danmark, og kvoter er et skældsord.

Men allerede i vores første podcastinterview om køn og arbejdsmarked bliver vi konfronteret med basale begreber, statistikker og fortællinger, som ændrer vores verdensbillede. Og ret hurtigt indser vi: Selvfølgelig er vi feminister. Selvfølgelig er der brug for kampen.

Den erkendelse rammer som en åbenbaring. Hver dag vågner jeg med følelsen af at have fået nye øjne at se verden med. Jeg kan ikke bare blive, “lige hvad jeg vil”. Min løncheck bærer en bismag, fordi jeg nu ved, at mine mandlige kolleger får mere for det samme arbejde.

Kampen trænger ind i alle fibre af vores liv. Den fylder alt, hvad Naja og jeg gør. Vi er opslugte, tændte, sikre på, at verden må forandres – nu. Vi melder os på banen som feminister med en mission om at give andre kvinder den samme grunduddannelse i feminisme, som vi netop selv har fået.

‍

DET ER OMKRING DETTE TIDSPUNKT, at vi møder vores første sure feminist.

Vi skal interviewe komiker Sanne Søndergaard, som skal deltage i et afsnit om, hvordan kvinder kommunikerer.

Vi regner med, at det skal blive et let og underholdende interview, siden vi jo skal tale med en komiker. Men Sanne er slet ikke sjov den dag. Sanne er vred.

Før vi tænder for mikrofonerne, fortæller hun os, at hun efter at have arbejdet mange år med at bane vejen for unge, kvindelige komikere i branchen er vred, udmattet, træt af ikke at se noget fremskridt, og hun kan på ingen måde love, at hun vil være konstruktiv eller matche vores boblende og nysgerrige energi.

Hun har faktisk overvejet slet ikke at mødes med os – af frygt for at ødelægge vores optimisme.

På dette tidspunkt genkender jeg slet ikke Sannes vrede, og en del af mig får endda bekræftet fordommen om feminister som sure og ukonstruktive. Derfor beslutter Naja og jeg, at vi vil være de konstruktive feminister.

Jeg forstår endnu ikke, hvad Sanne føler eller hvorfor. Men det skal ændre sig.

‍

DET ER 2020. Sofie Linde fortæller på live-tv, hvordan hun blev bedt om at sutte pik af en “tv-kanon”, og så er MeToo også en realitet i Danmark.

En bølge af vidnesbyrd om magtmisbrug og diskrimination eksploderer i den offentlige samtale, og samtalen om kvinders rettigheder ændrer sig markant natten over og for altid.

Ligestilling er ikke længere noget, vi taler om i små kredse, og på Dittos Instagram går der ikke en dag, hvor vi ikke modtager beskeder som de her:

“Jeg skriver til jer, fordi jeg sidste år blev udsat for en voldtægt.”

“Jeg blev fyret under min barsel.”

”Jeg var i et voldeligt forhold i 12 år og er stadig ved at bygge mit liv op igen.”

Beskederne kommer fra helt almindelige kvinder, mange, som ellers ikke er aktive i ligestillingsdebatten, men som nu betror os de mest voldsomme og traumatiske oplevelser i deres liv.

Jeg svarer på hver eneste af dem.

Det føles som det mindste, jeg kan gøre: at lytte, anerkende og tage deres historier alvorligt.

Det bidrager til, at Ditto bliver et varmt, inkluderende og konstruktivt miljø, hvor selv højtstående magthavere dukker op i vores indbakke. Ministre, der fortæller om nedladende kommentarer fra folketingskolleger, globale CEO’er, der deler deres MeToo-oplevelser, og kendisser, som beder om hjælp til at afsløre giftige miljøer i deres brancher.

Jeg er stolt over, at vi har skabt et så tillidsfuldt fællesskab. Men hver besked tager også noget fra mig.

En flig af den uskyld, jeg engang havde i forhold til vores samfund og arbejdsmarked. Jeg vidste ikke, hvor massivt og hvor råt det føltes, når historierne kommer i en lind strøm, dag efter dag.

Jeg begynder at bære en lille del af hver kvindes traume med mig. Og efterhånden bliver det tungt.

‍

“DET ER EN FLOK RIGTIGE HANELEFANTER,” siger kvinderne, der booker os til et foredrag.

Vi bliver inviteret af VL-grupper, bestyrelser, offentlige instanser og globale spillere, og briefingen er ofte den samme.

“I må gerne provokere dem lidt, så vi kan få en god debat.”

Vi gør, som de siger, og vores optræden er øvet til perfektion.

Vi udfordrer, provokerer, stiller os i front. Og bagefter står kvinderne i kø for at sige tak.

Vi er dygtige til at kommunikere de ligestillingsproblemer, som de selv har forsøgt at overbevise chefen om i årevis.

Vi bruger vores egne fortællinger, spiller på publikums fordomme og sikrer, at der både er grin og chokerede suk i den time, hvor vi giver alt, hvad vi har.

En sikker vinder er historien om de to kvindelige Vild med dans-værter, som er årsagen til, at TV 2 modtager flere seerklager end nogensinde før.

Vi lader publikum gætte hvorfor, og de deler lystigt fordomme om kvinders påklædning, stemmeføring og intelligens.

Men når vi afslører, at klagerne handler om, at danskerne ikke tror, Sara og Christiane kan holde styr på pointene, udløser det altid chok.

Det er det perfekte afsæt til en samtale om bias, fordomme og fraværet af kvinder i naturfaglige professioner.

Anbefalingerne tikker ind på vores bookingside, og vi tager os efterhånden også godt betalt. Vi kommer landet rundt og ender på scenen og i medierne med statsministre, branchedirektører og europaparlamentarikere.

Men jeg begynder at tvivle. Gør det egentlig indtryk på dem, der sidder på magten?

Eller er vi blot det underholdende indslag. Dem, de kan grine af bagefter til den eksklusive middag, hvor vi ikke er inviteret.

‍

EFTERHÅNDEN SOM KENDSKABET TIL DITTO VOKSER, bliver det også mere komplekst at navigere i, hvad vi sætter vores navn til.

For efter MeToo er det pludselig blevet populært at tale om kvinders rettigheder. Hvor vi før har kæmpet for at få cases og interviews til vores podcast og Instagram-opslag, tikker der nu mails ind fra presserådgivere, der mener, at netop deres topleder eller politiker skal have taletid hos os.

Det er en succesfølelse, men også en udfordring. For hvad gør man, når ligestilling pludselig er noget, alle vil brande sig på?

Da vi under et folketingsvalg inviterer ligestillingsordførere fra alle partier, siger Lars Boje Mathiesen (dengang fra Nye Borgerlige) ja.

På vores Instagram får vi for første gang et publikum, der ikke ligner os selv, og kommentarerne er hårde.

Men også vores egne følgere bliver vrede: Hvorfor give taletid til en modstander?

Vores svar er: “Fordi det er demokratisk.” Men det overbeviser ikke alle.

For i spørgsmålet om ligestilling opleves der ofte kun ét rigtigt og ét forkert.

Vi forsøger at gøre vores egen holdning tydeligere, da vi skal interviewe en dansk CEO, der bliver rost vidt og bredt for sit fokus på køn og fleksibilitet.

Han er mediedarling, men kort før optagelsen bliver vi kontaktet af en medarbejder, der fortæller en helt anden historie: CEO’en er ikke den allierede, han udgiver sig for, men nærmere på udkig efter billige pr-point.

Vi vælger at gennemføre interviewet, men belært at vores møde med Lars Boje Mathiesen lader vi vores skepsis skinne igennem i udgivelsen.

CEO’en er utilfreds og mener, at vi har fremstillet ham urimeligt. Det bliver tydeligt, at vores idealisme og forsøg på at være inkluderende og konstruktive i debatten også kommer med komplikationer.

Inklusionen af flere stemmer kan skabe mere polarisering end fællesskab, og det udfordrer min motivation.

For vores ønske om en konstruktiv debat bliver ikke altid gengældt.

‍

VI BLIVER INVITERET TIL EN PODCAST drevet af to yngre kvinder.

De vil gerne høre vores syn på feminisme i kontrast til deres.

”I er sådan nogle boss ladies,” siger den ene under optagelsen.

Naja og jeg smiler og tager det som et kompliment, men det er det ikke.

For dem betyder ”boss ladies”, at vi står på kapitalismens side. At vores kamp for kvinders ret til at arbejde på lige vilkår med mænd i virkeligheden gør os til en del af problemet.

I deres ideal, det sande feministiske samfund, findes der hverken en karrierestige eller store lønchecks. Jeg føler mig pludselig gammel. De forstår jo slet ikke den virkelige verden, tænker jeg.

Uenighederne blandt feminister er en fast del af debatten.

De ældre synes, vi klager for meget. Nogle mener, at inklusionen af transkvinder truer kvindekønnet.

Omsorgsaktivister kæmper for løn til kvinder, der passer deres egne børn i hjemmet, mens de karriereorienterede ser adgang til topposter i erhvervslivet som det ultimative mål. Ofte er diskussionerne konstruktive, nysgerrige, vigtige.

Men når de ruller ud i medierne, bliver jeg ramt af en frygt for, at vores interne uenigheder bliver et frikort for modstandere til at afskrive hele sagen. ”Se, de kan ikke engang blive enige.”

Lignende uenigheder blev enden på rødstrømpebevægelsen, og jeg får lyst til at råbe: kæft, trit og retning. I geled. Men noget siger mig, at det ikke er feminismens ånd.

‍

I OTTE ÅR HAR JEG DELTAGET i stort set alle faglige arrangementer om køn og ligestilling – og tro mig, der er mange.

Høringer i Fællessalen.

Corporate events i Operaen.

Lukkede rundbordssamtaler og store konferencer.

Alle velorganiserede, alle med den rigtige mission, og alligevel føles mit professionelle liv efterhånden som én lang gentagelse.

Det er de samme virksomhedsledere, der igen og igen indtager panelerne og identificerer de samme problemer.

De samme anekdoter, som publikum ler af.

De samme halvhjertede konklusioner: at den unge generation nok skal rykke noget, og at vi skal arbejde både strukturelt og kulturelt.

Nye rapporter ser dagens lys, måler løngab, motivation og kønsfordeling, men tallene står stille, og hvis de endelig bevæger sig, rykker de tilbage året efter.

Til sidst føles det meningsløst at tage turen til København for endnu en dag med de samme kvinder, de samme tal og de samme konklusioner.

Vi begynder at stille strengere krav til, hvad vi overhovedet vil deltage i. En dag modtager vi en invitation til en stor ledelseskonference. Værten lover en brændende varm debat: os mod Asger Aamund.

Spørgsmålet?

Om der “overhovedet findes et problem med ligestilling i dagens Danmark”.

Vi takker nej.

‍

‍

DET ER DEN 20. JANUAR 2025.

Trumps indsættelsesceremoni kører i baggrunden, mens vi spiser aftensmad på sofaen.

Jeg græder i min spaghetti bolognese.

I årevis har vi kæmpet for at få kvinders rettigheder på dagsordenen. Først var debatten ikkeeksisterende, så kom den overvældende MeToo-bølge efterfulgt af flere vigtige og konstruktive snakke.

Nu føles det, som om vi er nået til det ultimative bosslevel.

Det handler ikke længere om at arbejde for flere rettigheder, men om at forsvare de rettigheder, vi allerede har.

For første gang i debatten mærker jeg noget nyt: frygt.

Jeg tjekker vores Instagram utallige gange om dagen.

I kommentarsporet joker to mænd: “Skal vi skabe rav i den, Søren?” skriver den ene. “Vi kan kalde på drengene og få de her kællinger ned med nakken,” svarer den anden.

Pludselig sidder jeg og klikker mig ind på profilerne af alle følgere med et maskulint klingende navne.

Er de nysgerrige mænd, som vil forstå?

Eller vrede incels, der planlægger et angreb?

På Folkemødet optræder Naja og jeg i en livedebat på TV 2 News med Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen.

Vi træder af scenen, opløftede og stolte, og et øjeblik efter ringer min telefon.

“Det er nok DR,” joker jeg.

Jeg tager den. I røret stønner en mand tungt i 14 sekunder, før han lægger på.

Senere finder jeg ud af, at nummeret tilhører en familiefar fra Sorø. Han har nok set os i fjernsynet og syntes, vi skulle sættes på plads.

Jeg ser ikke mænd som sagens fjender. Men jeg ved heller ikke, hvad jeg skal stille op med den paranoia, der vokser i mig. Jeg kan kun lægge telefonen fra mig og håbe, at de gør det samme.

‍

DA VI KOMMER TILBAGE fra sommerferien i august, tager Naja og jeg en alvorssnak.

Jeg siger højt, at jeg ikke orker mere, og til min lettelse er hun helt enig.

Vi ved, at vi har gjort en forskel for mange kvinder, og vores engagement har givet os nogle af de mest fantastiske oplevelser i vores liv.

Men jeg mærker en stærk følelse af at løbe på stedet og jeg er ganske enkelt udmattet.

At være en konstruktiv stemme i ligestillingskampen kræver en konstant energipræstation: at svare på de samme spørgsmål igen og igen, at blive mødt med hån eller mistænkeliggørelse, at skulle forklare det selvfølgelige, som om det er til debat.

Jeg kan mærke, at jeg har tabt pusten.

Jeg er alarmerende tæt på at ende som den stereotype ‘sure feminist’, og det vil hverken gavne mig selv eller sagen.

Vi beslutter at sætte Ditto og vores aktive engagement i ligestillingskampen på pause året ud.

Jeg har ikke givet op, og jeg er heller ikke holdt op med at være feminist – det kan man ikke bare.

Men jeg har valgt at tage min egen iltmaske på først.

‍

AT TRÆKKE SIG FØLES FORKERT, når kampen aldrig har været vigtigere.

Men hvis jeg har lært noget, så er det, at forandring tager tid, så mon ikke jeg kan nå at hoppe på toget igen, når kræfterne vender tilbage. Indtil da står jeg på skuldrene af de mange stærke kvinder, der har båret kampen før mig og stadig holder hovedet højt.

Min fortælling er en hyldest til dem, der bliver ved.

Til dig, der mener, at feminister bare er dovne eller talentløse kvinder, som vil have en fribillet til magten: Jeg håber, at min fortælling udfordrer det syn.

Ingen går ind i denne kamp for sjov.

Al den energi, vi giver, tages fra vores egne liv: fra vores partnere, børn, karrierer og hobbyer.

Vreden følger os hjem, argumenterne gnaver, retfærdighedssansen holder os vågne.

Det er drænende.

Vi gør det, fordi vi håber at skabe noget bedre for dem, der kommer efter, men for os selv er det ofte en taberhandel.

Til de kvinder, der selv er en del af kampen: Jeg tror stadig på den konstruktive vej – at insistere på omsorg, nysgerrighed og forståelse, selv når det koster kræfter.

Jeg håber, at mit bidrag mødes med samme tålmodighed. For hvert ord er vendt og drejet i håbet om at blive forstået rigtigt. Den nervøsitet er ikke et sundt fundament for en debat.

Vi må se indad og spørge, hvordan vi behandler vores egne.

Vores køn gør os ikke enige om alt, og hvis vi forventer det, giver vi modstanderne en fribillet til at afvise os.

Og til dig, der står på sidelinjen og støtter i stilhed: Nu er det din tur til at få beskidte hænder. Enten i hjemmet, på arbejdet eller i det offentlige rum. For måske er det netop dét, der er feministens livscyklus: at vide, hvornår man selv skal tale, og hvornår man skal give plads til nye stemmer.

Mit håb er, at den fremtidige kamp fokuserer på de agendaer, der skal rykkes, og ikke på personerne, der siger dem højt.

Ligestilling er uendelig personligt for os, der lever med konsekvenserne – det er vores rettigheder og muligheder, der er til debat. Men overskriften bør aldrig være en enkelt kvindes person eller intention.

Den bør være den strukturelle ulighed, som stadig er problemet.

Jeg sætter mig nu for en stund på bænken.

Det er ikke mine hænder, der skal gøre arbejdet lige nu, men mine skuldre kan stadig bære.

De er klar til at løfte nye stemmer frem.