Fra Ozempic til Elon Musks “hjerne-computer-grænseflade”. Det moderne menneske er et modificeret menneske

Hvis du nogensinde har prøvet at spille The Sims, så ved du, hvordan du designer et menneske.

Du kan skifte hudfarve, justere størrelse på næsebor, gøre øjenlåg større, rykke amorbuen op og ned, ændre højde og drøjde – det er vitterligt kun fantasien, der sætter grænser i The Sims.

Du kan trykke på et spejl og ændre deres frisure på tre sekunder. Du kan gøre alt det, du ikke kan gøre i virkeligheden, sådan set. Alle kroppe er sjove kroppe i The Sims. Fordi det er dig, der laver dem. 

Men alle kroppe er ikke sjove kroppe i virkeligheden. Siger folk. På det seneste er der blevet skrevet og talt og råbt en del ud fra hustage om, hvordan Ozempic-æraen har indvarslet en slags renæssance for det ultratynde kropsideal. 

Altså at vi befinder os i en form for kulturelt deja-vu, hvor vi pludselig fejrer alle de kroppe, som vi for ikke så længe siden var blevet enige om var nærmest uopnåelige og i værste fald usunde. Og det kan der selvfølgelig være noget om. 

Men okay, hear me out: Hvad nu, hvis vi faktisk ikke er tilbage ved et gammelt kropsideal – men tværtimod uden rigtig at tale om det er ved at blive enige om et helt nyt ideal til, af og for tiden: ikke det tynde menneske, men det optimerede, modificerede menneske. 

Hvad nu, hvis vi alle er ved at blive til simmere?

‍

Det, jeg vil udrede for jer i dag, er denne, min egen teori: The simsification af menneskekroppen.

Men hvis du skal forstå den teori, skal vi lige begynde med et begreb lånt fra politisk teori: Overton-vinduet. Også kendt som diskursvinduet. 

Begrebet dækker over, hvordan idéer og holdninger i et givent samfund på et givent tidspunkt ændrer sig over tid.

Det, der kan virke utænkeligt, usandsynligt eller radikalt på ét tidspunkt, kan over tid bevæge sig ind i sfæren for, hvad der er acceptabelt i diskursen; hvad der er normalt at sige, mene og gøre.

Tænk på sådan noget som homoseksualitet, der engang var kriminaliseret i Danmark, og som sidenhen blev afkriminaliseret, og nu er det en af de ting, hvor man tænker, at det ville tage kagen for radikalisme, hvis Folketinget i morgen havde vedtaget en lov, der gjorde det kriminelt. 

Kernen er, at der på ethvert givent tidspunkt er begrænsninger for, hvad der er acceptabelt at bakke op om og sige. Både i den offentlige samtale, i samtale blandt venner og i politiske sammenhænge: Man vil ikke være for radikal – til den ene eller den anden side – right off the bat, for ellers risikerer man at miste folkelig støtte, blive udskammet i vennegrupper og lukket ude af den offentlige samtale.

Hvad enten det gælder immigration, krigsretorik eller, ja, kroppen. For vinduet er ikke hermetisk lukket; det kan også stå på klem.

Det udvider sig, krymper, udvider sig, krymper, you get the idea.

‍

Så sådan lidt ligesom kroppen gør det  – og hvordan vi taler om kroppen, har svunget ret ekstremt hen over de seneste år.

At ville være tynd var noget, man engang godt kunne sige højt uden at skamme sig; det var ikke radikalt i 2000’ernes tabloide diætkultur. Det var dengang, man var bekymret for, om ens røv så stor ud.

Det var inden for Overton-vinduet. 

Så kom 2010’ernes kropspositivistiske bølge som et opgør med årtier af dén kultur.

Kropsstørrelse og -fremtoning var ikke noget, man hverken kunne eller skulle tæmme og kontrollere til en one-size-fits-all. Det vigtigste var, at man havde det godt i sin krop, følte sig sund, godt tilpas og hjemme. Your body is your temple, som bekendt – og det var tilmed attråværdigt at have en, ja, stor røv.

Her kan man så sige, at Overton-vinduet, hvad angik dén diskurs – ironisk nok – var krympet. Det blev til en kulturel og social synd at sige, at man gerne ville være tynd. Ikke nødvendigvis anorektisk tynd, men i grunden bare tyndere, fordi der blev læst tykfobi ind i dén slags udsagn efter årtiers størrelsestyranni. 

Sådan er det ikke længere. I hvert fald ikke helt på samme måde. Nu til dags er samtalen om kropsstørrelse kommet til at handle helt vildt meget om valg. Altså vælger du at være tyk? Eller tynd? Eller tabe dig naturligt? Eller med medicin? Og snyder du egentlig, hvis du gør det med medicin? Og er det egentlig usundt, hvis du gør det? 

Med andre ord: Det handler om design. Og min teori er således, at når vi debatterer de nye kropsidealer, er det i virkeligheden det, vi diskuterer: hvilken rolle den her slags design skal spille i vores liv.

‍

I august begik tennisikonet Serena Williams det ultimative kropskulturelle kætteri: Hun var blevet talsperson for et firma, der sælger vægttabsmedicin – ikke Wegovy og Ozempic, men lignende præparater. Og på billederne til reklamekampagnen var tennisketsjeren pludselig skiftet ud med en injektionspen.

‍It’s giving: Injektionspennen er mægtigere end ketsjeren. Tab dig med medicin, ikke motion.

Eller det var i hvert fald sådan, mange kritikere læste reklamen. For den fik kritik. 

Williams havde i fleres øjne nu officielt brudt med den rolle, hun – frivilligt eller ufrivilligt – havde været repræsentant for hidtil: den atletiske, stærke og feminine krop, der ikke nødvendigvis er slank, men sund.

Kort sagt: den naturlige krop. Nu vil Serena Williams pludselig være slank ved hjælp af unaturlige remedier. Og vupti, det kan man som bekendt ret hurtigt blive med de her præparater. 

Det er lidt det samme, der er på spil, når man kigger over mod den amerikanske sanger Lizzo, som for ikke så frygtelig længe siden var selverklæret kropspositiv, men for ganske nylig i stedet er sprunget ud som selverklæret kropsneutral. Lizzo har tabt sig.

Og hendes fans har gået overordentligt meget op i, hvordan Lizzo har tabt sig. I lang tid benægtede hun rygterne om, at hun havde brugt vægttabsmedicin – det var alt sammen sket helt naturligt med motion og kost og søvn og masser af vand, som det sig hør og bør, lød forklaringen.

Men i sommer bekendte hun så alligevel kulør: Hun havde også prøvet Ozempic. Kortvarigt, forstås!

Men hvorfor betød det overhovedet noget, om hun havde brugt Ozempic?

Det lader til, at fordi man teoretisk kan injicere sig med et middel for at modellere sig selv efter et ønsket design, så er det at lade være med at bekende sig til medicinske hjælpemidler lige pludselig også blevet ekstra beundringsværdigt. Nogle ser modifikationerne som snydekoder, hvor det fremstår uklart, hvem man egentlig snyder.

Er det en selv? Er det sundhedssystemet? Er det omverdenen? Er det de andre, der har lagt arbejdet i det?

Eller er det, man snyder, i virkeligheden forestillingen om det naturlige som et ideal?

‍

Det naturlige er blevet sådan et mærkeligt idealistisk buzzword i kulturen.

Inden for makeup taler man om natural no-makeup-makeup. Kosmetiske fagpersoner og plastikkirurgiske klinikker slår sig op på, at de er leveringsdygtige i naturlige resultater, hvilket ud fra et lingvistisk standpunkt er noget af et oxymoron.

Sådan noget som vægttabsmedicin får en klang af at være frigørende, samtidig med at det er en mindre ægte form for vægttab, for ’det er jo ikke sket på den naturligemåde’.

Som om det er en mere simuleret naturlig hændelse at bruge løbesko, der skal forbedre ens ydeevne og gøre turen behageligere. Løbeegnede sko er jo ikke noget, naturen diskede op med i et skovbryn en vilkårlig fredag eftermiddag i 1865.

Ligesom der absolut intet som helst naturligt er ved fitnesscentret. Det er et simuleret naturligt værested.

At noget er naturligt, har en eller anden iboende forestillet værdi af renhed.

Der ligger implicit lagret en idé om, at der er en mere eller mindre rigtig måde at gøre noget på. I essensen burde naturlig jo være ret neutralt, men det har fået en ophøjet værdi som den sidste moralske bastion i en kultur, hvor alt er computer; dine egne sundhedsdata kan du få leveret i realtid i apps; sov med en ring, der måler dine søvnmønstre; optimér din sundhed, optimér dit liv.

‍

Vores besættelse af sundshed er i det hele taget ret … unaturlig. Det bedste eksempel er longevity-bevægelsen – et lettere dystopisk miks af teknologi, sundhed og kultur i jagten på det evige og unge liv.

Følg rigide vitaminpille- og søvnskemaer; få plasmabehandlinger; indret dit hjem på en måde med gadgets, og installér elementer, der måler alt, hvad du måle kan, hvad angår luftkvalitet, indeklima, vandkvalitet – en slags teknologisk funderet feng shui.

Filosofien er at indrette hele sit liv, hverdag, krop, mad, søvn, bevægelse, således at det er optimeret for bedst muligt return on investment: længere liv. 

Og sådan kunne jeg blive med at pege på eksempler på moderne midler, der hjælper os med at optimere vores sundhed og levevilkår: fra vitaminpiller til Google-briller til antidepressiva til proteinshakes til smartwatches til Ritalin til, you guessed it, Ozempic.

Og når vi diskuterer, hvad Ozempic fortæller os om skønhed, er det, som om vi overser, hvad det fortæller os om, hvad det gode liv egentlig er.

Men det bør vi.

For det gode liv er tilsyneladende computer.

‍

Okay vi er nået dertil i historien, hvor jeg bliver nødt til at bevæge mig ind på det absolut mest besynderlige marked i techindustrien lige nu: hjernechipmarkedet. 

Elon Musks selskab Neuralink har længe været interesseret i markedet for at udvikle et hjerneimplantat, der vil – og jeg citerer fra deres hjemmeside nu – “skabe en hjerne-computer-grænseflade”, hvor hensigten er at registrere hjerneaktivitet og så trådløst overføre dén til en digital enhed.

Det er en god tanke, hvad angår muligheden og interessen i at give folk med proteser kropslig autonomi tilbage ved at kunne styre en digital protese.

Men det er også, lad os nu være ærlige, en fuldstændig sindssyg tanke – at vores hjerner skal kunne logge på internettet, dybest set. 

Hos OpenAI – altså dem, der har ChatGPT – har direktøren Sam Altman netop meldt ud, at han også gerne vil gøre indtog på dét marked.

Noget, der har interesseret Altman længe, er det, der i Silicon Valley bliver kaldt for the merge. 

Altså sammenlægningen. Mellem menneske og maskine.

Hvad det helt præcis dækker over, er mere eller mindre uklart, andet end at menneske og maskine bliver ét i en mere omfattende forstand end at have indopereret et høreapparat. Altman skrev i et gæsteessay fra 2017 til Medium, at sammenlægningen kunne se ud på mange måder: “Vi kan putte elektroder ind i vores hjerner. Eller vi kan allesammen bare blive virkelig gode venner med en chatbot. Men jeg tror, at sammenlægning er vores best-case scenario.” Altman skrev dengang, altså i 2017, at den allerede var gået i gang, og at det kun kommer til at blive mere bizart, som tiden og teknologien skrider frem.

Som sagt: Den her tanke om en sammenlægning er en sindssyg tanke. Men forestil dig så, hvor meget mere sindssygt det må have lydt tilbage i 2017, da han sagde det. I dag er det for eksempel ikke så sindssyg en tanke, at folk kan blive bedste venner med en chatbot. På mange måder er det her et vildt godt eksempel på, hvordan Overton-vinduet eller diskursvinduet, som jeg talte om tidligere, er ved at udvide sig. 

Det gælder ikke bare, hvordan vi taler om kroppen, og hvordan den må se ud, men i bund og grund, hvad vi finder acceptabelt at gøre ved den – putte i den af gadgets, ja, simpelthen installere i den – i en tid, hvor alt er muligt.

Med andre ord: Simsificeringen er begyndt. Hvilken mod skal vi installere næste gang?