Hvorfor er verdens topchefer bange for Margrethe Vestager? Måske har de opdaget, at hun er ligesom dem

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

‍

En mandag eftermiddag i maj måned står jeg i foyeren i Operaen i København og leder efter mit navneskilt. Jeg er til et arrangement ved navn Womenomics, en årlig konference om diversitet, og på de ark med navneskilte, jeg roder rundt i, kan jeg se, at mange af de andre gæster har titlen CEO, chief executive officer, altså topchef. Der er også mere uigennemskuelige titler. Managing Director, Senior Advisor, Head of Procurement, som jeg ikke ved, hvad betyder.

Jeg kommer også forbi Margrethe Vestagers navneskilt. Og, tænker jeg, hendes titel lyder præcis ligesom de andre: Executive Vice President of the European Commission.

Efter meget bøvl finder jeg mit eget navneskilt. Og hvis du tænker, at det her ikke er et specielt sindsoprivende sted at begynde en historie, giver jeg dig ret, men: Det var lige her, at noget sagde klik for mig.

I månedsvis har jeg interviewet og fulgt Margrethe Vestager, og jeg har i lang tid været i tvivl om, hvad Margrethe Vestager egentlig er. Politiker? Ikke helt. Er hun så en embedsmand? Njaarj. Politibetjent? Dommer?

En blanding måske, sagde hun til mig ved vores første interview, fordi hun som EU’s konkurrencekommissær kan udskrive store bøder til virksomheder, der ikke spiller fair.

Men dér ved navneskiltene bliver det helt tydeligt for mig: Margrethe Vestager er en CEO. Hendes titel er CEO-agtig. Hun taler som en CEO, ser ud som en. Hun har en magt på højde med de andre globale CEOs, for det er dem, hun skal stække. Hun er en del af den samme mærkelige boble, hvor politikere, embedsfolk, lobbyister og toppen af erhvervslivet flyder rundt mellem hinanden. De bruger hinanden, nogle gange kæmper de mod hinanden, men de er alle en del af en ophøjet klasse med eget sprog og egne sociale regler.

Engang hørte jeg, at banden Loyal to Familia anser politiet for at være en rivaliserende bande. Hvis jeg var CEO for Apple, ville jeg anse Margrethe Vestager som en konkurrerende CEO.

Hvis man accepterer tanken om, at Vestager er en del af den globale CEO-klasse, kan man bruge det som en nøgle. Ved at forstå Vestager kan man forstå, hvad der sker i den globale magtelite i disse år.

Omkring mig bliver foyeren fyldt. Den næste, der skal hente sit navneskilt, får en af konferencens ansatte til at finde det for hende. For det kan man jo selvfølgelig sådan et sted her. Folk er klædt i lyst, let stof, casual wear. De har æggehvide rullekufferter. Der er sneakers, sneakers, sneakers. Forunderligt mange sneakers.

Det er ti år siden, Margrethe Vestager blev EU-kommissær og kom ind i denne mærkelige parallelverden. Hele vejen igennem har hun talt om, at hun vil ændre, hvordan magtens mennesker ser ud. Hun har talt virkelig meget om tøj. Hun har gjort oprør mod de mørke jakkesæt, magtens klassiske uniform. Nu hvor hendes tid som kommissær (nok) er ved at slutte, ligner det, at oprøret er komplet. Jeg kan se det her i foyeren. Magtens uniform er forandret.

Tøjet er den mest synlige del af et isbjerg, som jeg er virkelig optaget af at forstå, nemlig hvad der sker i hendes verden, i magtboblens inderste rum. Og min påstand er, at menneskene i den globale magtelite ser anderledes ud, fordi de er begyndt at tænke anderledes. Margrethe Vestager er det bedste bud på at forstå, hvad der foregår.

Hun dukker op til vores første interview i en mindre lykkerus. “Det er godt nok en smuk dag,” siger hun. Og hun har ret. Vi sidder helt oppe under taget i Europa-Kommissionens bygning i det indre København, og solen smadrer ind ad vinduerne.

Få dage tidligere er hun kommet hjem fra en rejse til USA, hvor hun blandt andet mødtes med Jensen Huang, CEO for Nvidia, et af verdens mest værdifulde techfirmaer. Jensen Huang var som altid klædt i læderjakke og sort T-shirt.

Margrethe Vestager bevæger sig ekstremt naturligt i denne CEO-verden, men er født langt fra den. Hun er datter af to præster, er vokset op i Ølgod og siger selv, at hun var et genert barn. Hun var ikke mere genert, end at hun som meget ung blev opdaget af den daværende formand for De Radikale, Marianne Jelved, og blev valgt som den yngste landsformand for partiet i 1993 i en alder af 25.

I takt med at hun steg i graderne i dansk politik, opdagede hun en særlig ting ved sig selv: Der er nogle vigtige ting, hun er ligeglad med.

“Det betyder ikke så meget for mig, om man følger protokollen,” siger hun, “eller om der er høj prestige knyttet til noget. Og jeg tænker på det, fordi min far, han er vild. Altså, han er virkelig ligeglad med, hvordan han går klædt, med sin prestige, med hvordan han virker. Hvis han gerne vil snakke med folk, så tager han en plastikstol fra haven med og sætter sig ned foran Brugsen i de cowboybukser, jeg har lappet for ham, og nogle sko med huller i.”

I 2007 overtog Margrethe Vestager ledelsen af sit parti, De Radikale. Partiet var på et lavpunkt, og Vestager fik en rystende start. “Politik er måske ikke lige hende,” var der en fra De Radikales bagland, der sagde til en avis.

Sammen med sine nærmeste rådgivere lagde hun en ekstremt fokuseret strategi med ganske få talepunkter, som skulle bringe partiet tilbage til relevans. Og så forfulgte hun ellers strategien med en nidkærhed, der forundrede folk omkring hende.

Klaus Frandsen, der var med i partiets top i de år, siger, at Margrethe Vestager har en evne til at være ekstremt stringent. I både toppolitik og i toppen af erhvervslivet skal man kunne sige de samme ting igen og igen og igen.

Det er en evne, hun har beholdt.

På et eller andet tidspunkt ikke senere end 2014 har hun tilsyneladende besluttet, præcis hvor meget hun vil give af sig selv til journalister som mig. Da jeg senere lytter det første interview med hende igennem, kan jeg se, at der er sætninger, hun har sagt ordret i artikler fra blandt andet 2014, 2016, 2019 og 2022.

Det gjorde, at jeg begyndte at tænke på hende som en kontorbygning. De gamle slotte udstrålede autoritet ved at være utilnærmelige – den moderne kontorbygning med sin glasfacade ser imødekommende og gennemsigtig ud, men kun på skrømt.

"Det er svært at lave lovgivning, ja. Men hvis man virkelig vil påvirke verden, skal man være den, der gør ny lovgivning til virkelighed. Det er først der, folk skal ændre adfærd. Og ingen kan lide at ændre adfærd."

I 2024 tog Margrethe Vestager det ret overraskende skridt at forlade sit velfungerende parti og sin rolle som en meget magtfuld nummer to i Helle Thorning-Schmidts regering og sige ja tak til at blive EU-kommissær. Det er et job, der tidligere har været lidt en blød mellemvare for danske politikere, men med Margrethe Vestager blev historien en anden.

Den daværende formand for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, havde et mål om at få flere kvinder med i EU’s top. Det og så hendes baggrund som næsten-regeringsleder gjorde, at Margrethe Vestager blev konkurrencekommissær. Det er en af fire økonomiske kommissærposter og meget central for kommissionens arbejde.

Fem år senere, i 2019, da der igen var valg til Europa-Parlamentet, og Europa-Kommissionen skulle ændres, landede magtkabalen sådan, at Vestager også blev viceformand for kommissionen. Titlen lyder fin, men hun havde tidligere set, at viceformændene mest var fine af navn.

Så hun ville gerne både være viceformand og konkurrencekommissær, fordi, siger hun “det er rigtige muskler, fordi Europa har enekompetence, når det kommer til konkurrence og markedsforhold. Og det er en helt anden dynamik, end hvis du sidder højt i den protokollære ordre, men ikke har nogen ressourcer at gøre med.”

Så hun pressede på for at ændre systemet, sådan at man både kunne styre sit eget område og være en ledende figur i kommissionen. “Hvis man gerne vil have noget selv, så må man skrive det ind i et system og sige: Nej nej, det handler ikke om mig, det handler om den måde, vi organiserer systemet på.”

Og så blev det sådan. Hun blev viceformand og konkurrencekommissær, og det, hun siger her, er en banal, men dyb sandhed om det demokratiske system: Hvis du selv vil have noget, kan du ikke bare tage det. Men du kan omorganisere systemet, sådan at du får det, som du vil have det. Da hun var økonomiminister i Danmark, blev Vestager ofte anklaget for at tromle sin vilje igennem. Men systemet skal give lov til det. Som hun tidligere har sagt:

Man kan ikke tage ting, der ikke vil tages.

Posten som konkurrencekommissær er noget helt særligt. I store dele af sit virke er man næsten totalt uafhængig.

Hun skal, sammen med det kæmpe apparat af embedsfolk under hende, undersøge markeder og vurdere, om virksomheder må fusionere eller ej, om de laver unfair konkurrence, og om de skal have bøder. Hun må ikke lade sig påvirke af nogen eller noget i de afgørelser, hun har den selv. Som avisen Financial Times skrev, umiddelbart efter Vestager overtog posten: Alt det gør, at konkurrencekommissærens personlige kvaliteter bliver afgørende.

Vestagers forgænger på posten forsøgte tre gange at indgå forlig med Google. Da Vestager kom til, besluttede hun at sætte hårdt mod hårdt. Hun ville have retssager, sådan at juraen på området kunne blive efterprøvet. Hendes første bøde var til et konvolut-kartel (ja, firmaer, der i en skummel konspiration hævede prisen på konvolutter), og den første store sag, der bragte hende i søgelyset, var, da hun droppede forligsstrategien og gik direkte efter Google.

Der er noget smukt i forskellen her: Hendes forgænger i det klassiske mørke jakkesæt gik efter bløde forlig. Vestager i den flydende, blommefarvede, hjemmesyede kjole slår benhårdt ned.

Som sagt, grunden til, at jeg overhovedet beskæftiger mig med udseende, er, at Margrethe Vestager selv begynder på det. Når jeg spørger hende, hvilken rolle hun spiller i EU’s magtsystem, taler hun om tøj.

"Der findes dem, der siger, jeg vil først svare på, hvor min kjole kommer fra, når alle mænd er blevet spurgt om, hvor de har købt deres jakkesæt. Jamen, prøv at høre,” siger hun, “det er jo ikke spændende, hvor en mand har købt sit jakkesæt. Det er det bare ikke. Men jeg synes, det er spændende, hvis jeg kan se, ah, der er faktisk en, der har truffet et valg i morges. Ikke mellem en hvid eller en lyseblå skjorte, men har valgt en gul kjole i stedet for en rød. Og jeg synes, det gør, at man kan have en samtale ved siden af den politiske, som giver et indblik i, hvem det menneske er.”

Hun taler om, at hun bruger tøjet som en måde at sætte tonen. Hun er ofte den højest rangerede i et rum, og hun kan bruge sit tøj til at sætte mødets stemning.

“Har vi en diskussion i dag, som er meget formel, så er det fint med noget meget stift tøj,” siger hun. “Hvis diskussionen er forsøgende, undersøgende eller blød, så er det måske bedre med noget, der er strikket.”

Men når man er gæst i hendes verden af magtfulde mennesker, er det umuligt at overse, at man her bruger tøj og hele sit personlige udtryk til at positionere sig. Og der er det med status og magt og autoritet, at den har brug for at lægge afstand til sine omgivelser. Magten skal skille sig ud. Det er derfor, kongen engang havde krone på, det er sådan, han siger: Det er mig, der har den.

Når man sidder og kigger rundt om et mødebord og ser jakkesæt og jakkesæt og jakkesæt og så støder på Vestager i en skriggrøn kjole, er det svært ikke at tænke: Hende der er åbenbart magtfuld og afslappet nok til at styre tonen i rummet. Måske opdager man også, at kvinden i den skriggrønne kjole ovenikøbet strikker, for det gør hun, Vestager, under mange af sine møder. Men ligesom det flagrende tøj bliver strikningen en måde at vise sin position på.

Hende der er åbenbart magtfuld og afslappet nok til at styre tonen i rummet

På en måde har det været sådan i tusindvis af år: Når en undersåt opfører sig mærkeligt, er det pinligt. Når en aristokrat gør det, er det excentrisk og interessant. Vi ved godt, at den sidst tilkomne praktikant ikke ville turde tage strikketøj med ind til et møde i Vestagers kabinet. Men når man er i toppen af et hierarki, kan man gøre, hvad man har lyst til, og det, at man gør det, understreger ens position. Og så er strikning en måde at være til stede på, som er helt anderledes end dem, der scroller på telefonen og venter på deres tur.

“Og egentlig,” siger hun, “så tror jeg, at der hos dem, der sidder med telefonerne, et eller andet sted er en instinktiv forståelse af, at vi, der strikker, nok er lidt mere til stede. Og det gør jo, at den lyttende position bliver meget mere aktiv, end den ellers ville have været.”

På en måde er det også et powermove lige at give folk en lille elefant med ud af rummet. “Jo,” siger hun, “altså, det er jo klart, at det ikke er en passiv ting.”

Jeg lytter, hvad gør du? Jeg har bragt min personlighed med ind i rummet, hvad har du? Jeg er det lyttende, skriggrønne anker i dette møde. Og når det er slut, har jeg strikket en lille tøjelefant. Hvad har du brugt tiden på?

Engang var det et hjørnekontor og en lukket dør, der kunne vise tydelig forskel på dem øverst i hierarkiet og dem længere nede. Når jeg kigger rundt i den klub, Margrethe Vestager er en del af, er det noget nyt, der viser hierarkiet. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om diversitet er blevet en kilde til magt. Og nu er det et godt tidspunkt at fortælle om Womenomics-konferencen.

Det er nogle måneder efter vores første interview, og jeg er dukket op i Operaen, fordi Margrethe Vestager skal have en diversitets-pris.

Når jeg kigger ud ad Operaens store glasparti, kan jeg se den treenighed, bygningen her er en del af. Lige på den anden side af vandet kan man se toppen af Marmorkirken, og lige foran den ligger Amalienborg. Skibsreder A.P. Møller-Mærsk placerede Operaen lige præcis her for at komme med i klubben af de største autoriteter i vores samfund. Gud, konge, A.P. Møller. Det er den gamle måde at vise sin magt og status på.

Det er konferencens tiårsjubilæum. Den er startet af Tine Arentsen Willumsen, der tidligere var Marketing Director for De Beers, en af verdens største diamantforhandlere, og konferencen lever af sponsorater fra gigantiske virksomheder som UBS, ISS, Hugo Boss og Diageo, Europas største alkohol-konglomerat.

En kvinde, jeg falder i snak med i foyeren, trækker på skuldrene ad det hele. “Jeg har været i denne verden i 20 år,” siger hun på amerikansk-engelsk, “og i alle de år er der ikke sket noget som helst med diversitet på the C-suite level (det øverste niveau af ansatte i en virksomhed).” Det er stadig de samme jakkesæt, der sidder der, siger hun, “og jeg får stadig de dårlige hotelværelser, når jeg er til konferencer.”

Konferencen går i gang igen, vi går alle ind i den store sal og får at vide, at der faktisk ér sket noget.

En oplægsholder siger, at i 2011 var ni procent af Storbritanniens bestyrelsesmedlemmer kvinder. I dag er det 42 procent. Den første kommission, Margrethe Vestager var en del af, havde en tredjedel kvinder. I den kommission, der har siddet siden 2019 og nu er ved at være færdig, er det 50/50.

Der er tre, der skal modtage Womenomics-priser for deres indsats for diversitet.

En tidligere astronaut er blevet fløjet ind fra USA. En brite, der har været diversitetschef i den gigantiske investeringsbank Goldman Sachs, får den anden pris. Og så er det Vestager. Langærmet mørklilla kjole, tilbagestrøget hår med grå stænk, sneakers.

Hun går ud igennem det, jeg bedst kan beskrive som en gigantisk lilla iskrystal (hvad har det her arrangement kostet?) til noget blid EDM-musik. Hun får den lille statuette af gennemsigtig plastik og holder sin tale.

Efter showet mødes vi igen. “Har du smagt dem her?” spørger Margrethe Vestager med glade øjne og holder en dåse alkoholfri gin og tonic frem. Den er sponsoreret af Diageo, alkoholkonglomeratet og har fået navnet 'enGIN for change'.

Vestager tager en dåse mere med i tasken, da vi går ud. Uden for Operaen holder to lækre BMW’er – BMW er også en af sponsorerne. Da vi kommer ind i kommissionens bil, og chaufføren kører afsted, taler vi om, at BMW var en af de virksomheder, Europa-Kommissionen gav en gigantisk bøde for nogle år siden i forbindelse med en sag om falske data om bilernes forurening.

Så var det meget sjovt, at de dukkede op her som sponsor.

Hun kaster et blik ud ad vinduet.

“Det virker som nogle meget kommercielle sponsorer, de har. Men der er jo brug for ligestilling over det hele, så hvorfor ikke.”

Klart. Jeg følte mig lidt fremmed i det. Hvordan har du det sådan et sted der? Føler du dig hjemme?

“Det er jo sådan et sted, hvor man priser diversitet. Så jeg føler mig egentlig meget godt hjemme, fordi folk er synligt relativt forskellige.”

Jeg nævner min tanke om, at ligesom en narkopusher og en narkobetjent minder om hinanden, står på de samme gadehjørner og måske også er nødt til at tænke ens, så er hun også nødt til at tænke ligesom de CEOs, hun skal kigge i kortene. Er det ikke svært at undgå at blive en del af den verden, man skal kontrollere? Vestager ryster på hovedet.

“Altså, min verden er ikke på den måde.”

Du holder møder med dem, du er til de samme festivaler og konferencer. Så hvordan kan du ikke føle dig som en del af den verden?

“Jamen, fordi jeg har en helt specifik rolle. Nogle af de her store virksomheder er jo nogle af mine mest loyale kunder. Vi er i gang med den fjerde Google-sag. Vi har haft, tror jeg, tre Amazon-sager. Vi har en sag imod Meta i forhold til Facebook Marketplace. Vi har lige afsluttet en stor Apple-sag. Og derfor synes jeg, det er passende ikke at blive alt for tæt knyttet sammen med dem. Men jeg vælger jo ikke, hvilke sponsorer der er til forskellige arrangementer.”

Jeg elsker, at hun kalder Google, Amazon og Meta for sine loyale kunder.

Jeg talte med en meget hemmelige kilde, der har prøvet at sidde på den anden side af skrivebordet i en sag, som Vestager skulle tage sig af, og vi blev enige om, at både kilden og Vestager var en del af noget, vi gav et engelsk navn: the political-corporate complex, altså den grød af nogle gange samarbejdende, nogle gange konkurrerende politikere og toperhvervsfolk.

Der var noget, der sagde klik for mig, da jeg begyndte at tænke på dig som en slags CEO. Du hedder executive vice president. Og du har en executive power på en eller anden måde. Kan du forstå, at jeg har tænkt sådan?

“Ja,” siger hun. Så får hun en lille trækning om munden og fortsætter: “Både-og, fordi jeg har forskellige roller. Og det har været diskuteret meget, og jeg er selv meget opmærksom på det. For på den ene side er jeg lovhåndhæver. Jeg kan bede mine teams undersøge, om nogen har gjort noget forkert, og hvis vi mener, de har gjort noget forkert, kan vi give dem en meget stor bøde. Og så er der den anden rolle, hvor det er meget mere politisk.”

Sådan er det også, vil jeg påstå, med CEOs. De har både noget meget lavpraktisk – der skal produceres, og hvad ved jeg – og så er der interessevaretagelsen, som jo får nogle CEOs til at være ekstremt politiker-agtige.

Vi kører den korte tur til den lejlighed i København, Vestager og hendes familie har boet i i 30 år.

Det, at hun har været så grounded her i så lang tid, står i sjov kontrast til den CEO-parallel-verden, hun lever i nu. Menneskene i denne verden – også Vestager – taler med en accent, der er alt andet end grounded.

I bilen fortæller jeg Margrethe Vestager om en særlig accent, der er kendt som Mid-Atlantic. Man kan høre den, når man ser amerikanske film fra 1950’erne for eksempel, hvor især kvinderne taler med en accent, der ikke er helt amerikansk, ikke helt britisk, den er midtimellem, altså fra midten af Atlanterhavet.

Det er den følelse, jeg har siddet med i Operaen. “Det er ikke helt forkert,” siger Margrethe Vestager og griner. Der i øvrigt taler engelsk med præcis den accent.

Accenten, som man taler i denne klasse af magtmennesker, tror jeg er med til at give fornemmelsen af, at det er en ophøjet klasse. De hører ikke rigtig til noget sted, de er kosmopolitter, der svæver over vandene. De taler et sprog, som det er svært at forstå, de har strategier og handleplaner, deres magt er ikke nødvendigvis forankret i folket. De varetager interesser. Vestager ville her indskyde, at hun har demokratisk legitimitet. Andre vil indskyde tilbage, at hun sådan set ikke er folkevalgt.

Margrethe Vestager kom ind som EU-kommissær med sit eget oprør i tasken, et oprør mod jakkesættene. Men i de ti år, Margrethe Vestager har været EU-kommissær, virker det til, at der er vokset et nyt oprør frem. Et oprør mod de magthavere, der ligner hende.

Europa-Kommisionen har hjemme i Berlaymont-bygningen i Bruxelles. Bygningen ligner mest af alt en international bank. Hele facaden er dækket af glas med solskærme udover.

Vor tids magt er ikke gemt bag tykke slotsmure, den er lavet af glas. Tykt, skudsikkert glas. Når man skal ind, skal man gennem tre sikkerheds-checkpoints. Hvis man arbejder på nogle af de nedre etager, virker ens adgangskort ikke til de øvre niveauer, og på det øverste, hvor kommissionspræsident Ursula von der Leyen har sine kontorer og nærmeste medarbejdere, er der et ekstra checkpoint, fortæller en af Vestagers ansatte mig. Det er vist noget med nogle trusler.

Vestagers kabinet residerer på næstøverste etage, fordi hun er i kommissionens næstmest magtfulde lag. En lang hospitals-agtig gang forbinder kontorerne, og ud for Vestagers eget kontor hænger der fem flettede julehjerter. "Du er da blevet klippet," siger hun, da hun henter mig. Og hun har ret.

Det første, jeg spørger hende om, er, hvad hun egentlig tænker om resultatet af det valg til Europa-Parlamentet, der blev holdt i begyndelsen af juni. Langt bedre end frygtet, siger hun. Det yderste højre gik frem, ja, men så er det heller ikke værre. Den brede europæiske midte – som også tæller hendes eget parti, den liberale gruppe Renew Europe – kan stadig samle magten bag sig. “Og det er jo et meget solidt resultat,” siger hun, “hvor man kan sige, jo, nogle vælgere signalerer, at de er optagede af nogle af de ting, som det ekstreme højre er optaget af, for eksempel migration. Men der er også virkelig mange, som er interesserede i stabilitet.”

Jeg spørger, fordi det har været helt vilde ti år, Margrethe Vestager har siddet i toppen af Berlaymont og kigget ud på Europa.

Storbritannien stemte sig ud af unionen i 2016. Senere samme år blev Donald Trump valgt som USA's præsident, der har været store kampe mellem EU’s establishment og flere regeringer i de østeuropæiske lande, og der har været konstant snak om en ulmende højrebølge, der ville komme og vælte hele EU omkuld. Margrethe Vestager mener, at stormen har taget lidt af på det seneste. “Noget af det, der var meget karakteristisk de første år,” siger hun, “var, at hvis jeg havde en fusionssag eller en statsstøttesag, så kom virksomhederne og staterne og sagde: 'Hvis vi ikke får lov, så kommer højrefløjen og tager os.'

Sådan lyder det næsten aldrig mere. Nu siger folk: 'Hvis ikke vi kan gøre sådan her, så kommer Kina og tager os.'” Hun løfter øjenbrynene. “Så der er et skifte i, at vi har fået større fjender end os selv. Eller måske er fjender ikke det rigtige ord, men vi har fået større modstandere og udfordringer end vores egen interne splittelse.”

Der findes, indvender jeg, en stor andel europæere, der mener, at EU er blevet lige lovlig stats-agtigt, og som har svært ved at se sig selv blive repræsenteret af en CEO-type i sneakers som Margrethe Vestager. Vestager ryster på hovedet. I den tid, hun har været kommissær, kan hun ikke se, at der er sket nogen som helst forandringer eller udvanding af hverken dansk, ungarsk, italiensk eller alle mulige andre nationale identiteter.

Men kan du forstå dem, der ser verden komme buldrende ind og fornemmer, at deres identitet stille og roligt glider ud mellem fingrene på dem, og så kigger på sådan en som dig, som ser ud som dig, som snakker om kapitalmarkedet og fri bevægelighed og føler sig ekstremt distanceret fra det europæiske projekt, som du arbejder for?

“Jamen, du behøver ikke at føle dig tæt på det europæiske projekt,” siger hun og vifter med hånden. “Der er jo en hel masse af vores demokrati, som er virkelig tæt på dig. Dem, der sørger for, at børnenes skoler i orden. Regionerne, som sørger for, at der er et velfungerende sundhedsvæsen. Staten, som sørger for, at der bliver bygget veje der, hvor der er brug for det, og at togskinnerne bliver fornyet, så elektriske tog kan køre på dem.

Der er masser af vores demokrati, som er tæt på dig. Men der er også meget af det, som gør, at vores regionale, nationale, lokale demokrati virker, som skyldes, at der er en europæisk løsning, som bakker det op.”

Hendes stemme sænker sig igen.

“Men det er jo ikke særlig tit, man går rundt og tænker på sine demokratiske institutioner. Det har man jo folk til.” Hun trækker på skuldrene. “Sådan nogle som mig.”

‍

Jeg spørger, hvilken forretningsmodel hun ser for Europa. Og hun siger undskyld, for nu bliver der trykket på en knap i hende, og det vælter ud med holdninger til det europæiske kapitalmarked. Helt tilbage i 2014, da hun satte sig i det her kontor, havde hun og kommissionen en ambition om, at penge til især investeringer skulle kunne flyde lettere på tværs af de europæiske landes grænser. Det kan være med til, at et startup i Tyskland kan få fransk investering.

Der er ikke sket noget som helst til Vestagers store frustration. Det er en suboptimering af Europas potentiale, siger hun, og hun gider ikke høre på nogen regeringschefer fra Europas lande, der brokker sig over Europas manglende økonomiske kræfter, før de tager sig sammen og laver en fælles løsning på det her.

Det er præcis på sådan et tidspunkt, hun taler som en CEO. Og senere på dagen, på et fint hotel i det indre Bruxelles, vil hun i al sin stringens gentage de linjer, hun her siger til mig om kapitalmarkedet, næsten ordret, bare på engelsk, til en sal af lobbyister fra nogle af verdens største techvirksomheder. Der får hun også en pris for sit arbejde, endnu en statuette af gennemsigtig plastik.

Den lille sal klapper. Halvdelen af dem er klædt i sneakers. Jeg kigger rundt og ser det foreløbige højdepunkt på 150 års udvikling i, hvordan magt ser ud. Det er gået fra parykker eller høj hat, kjole og hvidt, over stive jakkesæt i hjørnekontorer og så længere og længere over mod åbne kontorlandskaber med samarbejdsrum, løse skjorter, bløde sko, casual wear. Tim Cook fra Apple i lyseblå polotrøjer, Mark Zuckerberg, CEO for Meta, med friske krøller og hvide T-shirts. Kong Frederik 10., der kører rundt på en ladcykel, mens hans krone og regalier ligger låst væk på Rosenborg Slot.

Er det ikke, som om magten prøver at gemme sig? At magtens mennesker camouflerer sig og går iblandt os og lader, som om magten er blød og lige til at kramme, mens den i virkeligheden er præcis lige så hård, som den altid har været?

‍

Hver gang magtens uniform har skiftet, er der kommet et nyt oprør mod den nye måde, magten ser ud på. Der var oprør mod kronen og hermelinskåberne, der var oprør mod de høje hatte, og Margrethe Vestager er selv en del af oprøret mod jakkesættene. Så hvad nu, spørger jeg hende.

Hvor man for noget tid siden ville sige, at oprøret er mod jakkesættet, tror du så, at det nye oprør vil være mod den hjemmestrikkede kjole? “Nej, nej, fordi der er vi slet ikke endnu. Der er så mange jakkesæt, you wouldn't believe it.

Jeg burde sidde i komitéen for at finde den mest arrogante mand i Europa. Altså, jeg har jo mødt så mange af dem. Jeg er stadigvæk undtagelsen fra en hovedregel om, at når man får magt, så tager man et jakkesæt på eller sådan en lille stram nederdel, en fiks jakke og perlekæder og en hvid bluse indenunder. Magten er stadig uniformeret, hvilket betyder, at magt har distance. Og hvis magt har distance, er den meget sværere at kritisere og få fat på.”

Magten er stadig uniformeret, hvilket betyder, at magt har distance

Er det ikke lige omvendt? Altså, når magten har distance, når kongen har kronen på, så kan man se, at det er ham, der har den?

“Men hvis der er distance, så kan man jo bogstaveligt talt ikke røre folk. Og hvis du ikke kan det, så kan du heller ikke ændre noget. Og derfor synes jeg, det er et problem, når magten kan gemme sig og være distanceret. Fordi den bliver urørlig. Altså, vores metaforer er jo sande i den forstand, at hvis du er urørlig, så kan du ikke ændres. Ting, man holder ud i armslængde, kan man ikke omfavne.”

Men skal magten kunne omfavnes?

“Det skal den da i hvert fald, for ellers er risikoen for, at den bliver brugt til noget, som folk egentlig ikke er særligt optaget af, den bliver meget større.”

Ved det næste spørgsmål kommer jeg til at sige ‘man’, selvom jeg burde sige ‘jeg’.

Man kunne anklage dig for at gemme dig i hverdagstøj.

“Det kunne man sagtens,” siger Margrethe Vestager og bøjer sit hoved så dybt, at det næsten rammer bordkanten. “Man kan anklage mig for mange, mange ting. Det er helt åbenlyst. Men det er sådan set det, der er pointen. Jeg er til stede for at få kritik. For at blive holdt til ansvar. Fordi mit credo – om du vil – det er: Tag ansvar.”

Hun er stadig i fuld gang med at tage det ansvar. Så sent som i denne uge, i slutningen af juni, har hun sat gang i endnu en sag mod Apple for unfair konkurrence. Men til november stopper hendes mandat. Den danske regering ser ud til at ville sende en anden til Bruxelles og udfylde Danmarks plads i Europa-Kommissionen, så Margrethe Vestager skal nok videre.

En overgang var hun kandidat til at stå i spidsen for den europæiske investeringsbank – et endnu mere CEO-agtigt job – og det er på nogle måder svært at se hende forlade denne her boble, som hun på sin egen måde passer så naturligt ind i.

Hun vil ikke svare på, hvad hun gerne vil, så jeg spørger på en kryptisk måde: Hvilke ting fra hendes arbejdsliv som EU-kommissær kunne hun tænke sig at have i det næste job også? Hun forstår ikke spørgsmålet, men vi snakker videre og taler om, at hendes job har været så frit. Hun begyndte med at sværge på, at hun ikke ville lade sine vurderinger påvirke af nogen. “Og det er jo frigørende,” siger hun. “Fordi det betyder, at jeg repræsenterer ikke mit land. Og jeg repræsenterer heller ikke dem, der har sørget for, at jeg er her.”

Kommer du til at savne den frihed, hvis det stopper her?

“Jamen, jeg ved jo ikke, hvad jeg kommer til at lave. Så, I don't know.”

Og så lægger hun begge håndflader på mødebordet og siger: “Nå, hvis jeg skal nå at have noget frokost, så …” Og jeg spørger om en sidste ting:

Tænker du på dit eftermæle?

“Nej. Fordi noget af det kan jeg forme, men som regel er det nogle andre, der former det. Og halvdelen af det vil være løgn.”

Det bliver mig, der former det.

“Det' jo det.”

‍

Kunne du lide, hvad du læste? Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland. Og fordi du er medlem af Female Invest, kan vi give de to første måneder for en 50'er.

Som medlem af Zetland får du…

• 🌞 Morgenoverblik – Et nyhedsoverblik på fem minutter
• 🚁 Vores daglige nyhedspodcast, Zetland Helikopter, der graver dybt i døgnets vigtigste begivenhed
• 📖 Tidens vigtigste historier, der giver mod og lyst til at forstå verden
• 🚀 100% journalistik, 0% blinkende annoncer
• 💬 Nysgerrige samtaler, hvor vi i fællesskab bliver klogere