En amerikaner drømte om at eje Grønland og overlevede et mordforsøg. Er Trump en tidsrejsende fra 1800-tallet?

DONALD TRUMP LANDER I EN HELIKOPTER i Davos, en alpeby i Schweiz, hvor magteliten de seneste dage har diskuteret løsninger på verdens udfordringer. Trump går på talerstolen til klapsalver. Efter 21 minutter, hvor Trump taler om alt muligt, adresserer han elefanten i rummet: “Vil I have, jeg siger et par ord om Grønland,” spørger Trump ud i salen. Om vi vil.

Ifølge vores oplysninger har man i det danske diplomati arbejdet med flere mulige forklaringer på, hvad Trumps motivation er for at overtage Grønland. Med tiden er man blevet mere og mere overbevist om, at det først og fremmest handler om at gøre USA’s territorium større. 

Og nu på talerstolen siger Trump, at man skal kunne forsvare sit territorium, og at kun USA kan forsvare Grønland. Han nævner, hvordan Danmark blev rullet over af Nazityskland, og at det var op til amerikanerne at forsvare Grønland mod Hitler. 

“Vi reddede Grønland og forhindrede med succes vores fjender i at få fodfæste på vores halvkugle,” siger Trump. Det er den vestlige halvkugle. Den halvdel, USA deler med Grønland. “Denne enorme, ubeskyttede ø er faktisk en del af Nordamerika (…) Det er vores territorium,” siger Trump. Og han siger så: “Det har været vores politik i hundreder af år at forhindre udefrakommende trusler i at komme ind på vores halvkugle (…) Det er derfor, amerikanske præsidenter har forsøgt at købe Grønland i næsten to århundreder.”

DET HER ER ANDET AFSNIT I vores serie Den grønlandske drøm.

I første afsnit hørte du, hvordan idéen om at overtage Grønland blev sået i Trumps hoved, og i dette afsnit skal du høre, hvordan det frø er spiret og endt med at handle om noget helt andet.

For selvom USA’s præsident fremhæver eftertragtede mineraler og sikkerhed som sin motivation, tyder det på, at besættelsen af Grønland stikker dybere og snarere handler om noget, Trump og præsidenter før ham anser som et gudsbestemt kald. 

I forsøget på at forstå Trump bedre har vi været i historiebøgerne. 

Vi har læst ældgamle breve, aviser og biografier. Alt sammen for at forstå tanken bag USA’s drøm om Grønland. 

Derfor spoler jeg lige tiden tilbage, rigtig langt tilbage, til år 1865.

VI ER TIL ET FORNEMT middagsselskab i USA. 

Værten er en fin fransk diplomat. 

Jeg forestiller mig, der bliver spillet klaversonater og drukket af den fineste champagne.
Med til middagen er en dansker. Waldemar Raasløff, hedder han. 

Han er en solidt bygget herre med et tykt, hvidt overskæg. 

Waldemar er en dygtig diplomat med skarpe forhandlingsevner. Inden middagsselskabet har Waldemar været på besøg i Det Hvide Hus, og her har selveste præsident Abraham Lincoln simpelthen overøst danskeren med opmærksomhed. 

Nu, til middagen, skal Waldemar finde ud af, at der ligger tanke bag præsidentens smiger. 

For om bordet sidder nemlig også Abraham Lincolns udenrigsminister. 

En strengt udseende mand med ørnenæse. William Seward, hedder han. 

Han er vigtig for historien. For Seward fortæller den danske diplomat Waldemar, at han har et tilbud. 

Han vil købe nogle af Danmarks øer. De Vestindiske Øer i Caribien. Øerne har været en hjørnesten i Danmarks slavehandel siden 1600-tallet. Og De Vestindiske Øer er ikke det eneste af kongeriget Danmarks øer, som amerikanerne vil købe. 

Men at forhandlingerne faktisk fortsætter efter den her middag, ja, det er et mirakel. 

Man kunne kalde det guddommelig indgriben. 

Man kunne også bare kalde det en pistol, der går i baglås på det helt rigtige tidspunkt.

KLOKKEN ER HEN VED 10 OM aftenen, da det ringer på døren. 

Oppe på tredje sal i et stort hus sover William Seward, USA’s udenrigsminister. Han har brækket sin arm og ligger i sygesengen. 

Måske drømmer han om de danske øer, han stadig har planer om at købe. 

En af William Sewards tjenere åbner døren, og i døren toner en mand i lys overfrakke frem. 

Manden siger, han kommer med medicin, som han personligt skal give udenrigsministeren. 

Tjeneren lukker manden ind, som går op mod tredje sal og møder William Sewards søn. 

Sønnen siger, at han kan tage imod medicinen. Hans far sover, må den fremmede forstå. Manden i frakken mumler for sig selv, men i stedet for at gå trækker han pludselig en stor pistol ud fra frakken.

Han sigter på udenrigsministerens søn og trykker på aftrækkeren. Klik, klik. Den store pistol er gået i baglås.

Den fremmede mand kaster sig over sønnen og slår ham flere gange i hovedet med pistolen. 

Og så trækker han en stor kniv frem og går ind til udenrigsminister William Seward. 

Den fremmede mand i frakken jager sin kniv i en mandlig sygeplejerske, der passer på udenrigsministeren i sygesengen. William Seward brækkede arm giver overfaldsmanden frit spil. Den sårede sygeplejerske kan se ham stikke kniven i William Seward. Sygeplejersken kommer på benene og går til modangreb. 

Endnu en mand kommer til, og de kæmper mod overfaldsmanden, der råber: “Jeg er gal, jeg er gal”, før han stikker af. Ud af huset, hvor hans hest venter. 

William Seward overlever overfaldet. 

Men hans chef — USA’s præsident — er ikke så heldig. 

Samtidig med mordforsøget på udenrigsministeren skyder en medsammensvoren Abraham Lincoln i hovedet. 

Tilbage står spørgsmål: Hvad fanden skete der lige?

Svaret handler om slaveri. 

For mens William Seward synes, det er en super idé at købe Danmarks gamle slaveøer, er han faktisk stor modstander af slaveriet. 

Abraham Lincoln er heller ikke vild med slaveri — og få dage før attentatet har William Seward og Abraham Lincoln netop vundet borgerkrigen, en krig mellem nord- og sydstaterne, der i høj grad handlede om slaveriets fremtid i USA. Seward og Lincoln, slavemodstanderne i nord, har vundet, og derfor skulle de dø, lød konklusionen dengang. 

Og så kan man tænke, at William Seward, denne slave-modstander, der overlever, er den oprindelige liberal, en progressiv amerikaner. 

Sådan en, der går ind for, at alle mennesker, folk og nationer selv må bestemme over deres skæbne og land. 

Ligesom vi gør i dag. 

Men så tager man fejl.

EFTER OVERFALDET FORTSÆTTER William Seward sin mission om at købe Danmarks øer i Caribien. Men øerne er ikke nok for den amerikanske udenrigsminister. 

Og for at forstå hvorfor skal du høre et af amerikanerens kendte citater. 

Det lyder: “Vores befolkning er skæbnebestemt til at rulle sine modstandsløse bølger mod nordens isbarrierer og til at møde den orientalske civilisation på Stillehavets kyster.”

William Seward ser det som skæbnebestemt, at USA skal udvide sit territorium. I syd, nord og vest. Det er en tankegang, der er vidt udbredt på det tidspunkt, og som amerikanerne kalder manifest destiny. Oversat er det en ‘åbenlys, indiskutabel skæbne’. 

Tankegangen bag er, at Gud har givet de kristne amerikanere til opgave at udvide deres territorium og samle småstater under sig. Ikke bare for USA’s egen skyld, men for at hjælpe dem, der bor i småstaterne. Manifest destiny er en effektiv måde at retfærdiggøre at stjæle andres land på. Også de oprindelige folk, der bor i Amerika, før europæerne ruller op. 

“Det er en forestilling om, at man som amerikaner er repræsentant for en civilisation, som kan være med til at løfte andre befolkningsgrupper ved at overtaget dem,” siger Anders Bo Rasmussen, lektor ved Syddansk Universitet, som har forsket i denne periode i USA’s historie. 

Ved at blive amerikanere, forklarer Anders Bo Rasmussen,“bliver man ligesom ophøjet til et andet statsborgerskabsstadie — og potentielt også civilisationsstadie”.

Amerikanere som William Seward og mange andre er altså overbevist om, at de gør andre folk en kæmpe tjeneste, når de gør dem til en del af USA. 

De gør, kort sagt, the Lord’s work. 

Det er med Gud i ryggen, at William forhandler med danskerne om øerne i Caribien. “Danskerne foreslår et højt beløb, som amerikanerne mener er alt for højt,” siger Andreas Bo Rasmussen, “og hvor der så er stemmer i det amerikanske militær, som siger: ‘Hvis vi ikke når frem til en pris, der er til at leve med, så kan vi jo bare tage de danske besiddelser med magt.’” 

Danskerne har nu truslen om en militær erobring hængende over sig, og forhandlingerne trækker ud. 

I mellemtiden køber USA med William Seward for bordenden Alaska af russerne for syv millioner dollars. Det svarer til 800 millioner kroner i dag — for freaking Alaska. 

Se bare: Hvis blot man tror nok på, at det er ens skæbne at udvide sit territorium, så sker det. 

Og under forhandlingerne med danskerne om de caribiske øer bliver William Seward pitchet en dødspændende idé: Hvad nu, hvis vi også beder Danmark om deres gigantiske ø oven i handlen?

IDÉEN OM OGSÅ AT KØBE GRØNLAND kommer fra en amerikansk guvernør. Guvernøren siger til udenrigsminister William Seward, at han tror, at de kan få Grønland med i købet af de danske øer i Caribien. 

William Seward bestiller en rapport med argumenter for, at USA skal købe Grønland. 

Og faktisk også Island, men det er en anden historie. 

Da rapporten er færdig, fremhæver den Grønlands fremragende fiskeri og “uudtømmelige” kryolitdepoter. 

Samtidig vil købet åbne nye søveje nord om Alaska. Præcis som i dag bliver der hevet argumenter ned fra alle hylder: Overtagelsen skal gøre grønlænderne til en del af Guds eget land.

Naturressourcer skal gøre amerikanerne rigere. 

Og på de caribiske øer skal der bygges en flådebase for at øge USA’s sikkerhed. 

Det lyder unægteligt bekendt. 

Men her i det 19. århundrede har amerikanerne også en lumsk bagtanke ved købene af de danske øer: nemlig at stjæle Canada fra englænderne. 

Efter Alaska er blevet amerikansk, er Canada nu klemt mellem de amerikanske stater. I et brev skriver guvernøren, der gav William Seward idéen om Grønland, hvordan købet vil gøre Canada, eller Britisk Amerika, som det hed, endnu mere klemt. 

Guvernøren skriver: “Nu vil erhvervelsen af Grønland flankere Britisk Amerika over tusindvis af mil mod nord og vest og i høj grad øge hendes tilskyndelse til fredeligt og glædeligt at blive en del af den amerikanske union.”

Planerne om at købe de danske øer ender med at blive lækket, og i den amerikanske kongres taler man hånende om at være “sindssyg nok til at købe (…) ismarkene i Grønland”. 

Idéen om at købe verdens største ø, Grønland, dør ud. 

Det samme gør idéen om, at det er USA’s gudsbestemte skæbne, deres manifest destiny, at udvide sit territorium. 

I hvert fald for en tid. 

Vi skal tilbage til nutiden, mere præcist til en januardag i 2025.

TRUMP STÅR I MAGTENS HJERTE: et stort, rundt rum under kuplen i USA’s kongres. 

Han er omgivet af store søjler og gamle malerier i guldrammer. 

Bag ham sidder den afgående præsident, Joe Biden. 

Nu er det Donald Trumps tur til at blive indsat som præsident. For anden gang. “The Golden Age of America,” siger Trump fra talerstolen, “begynder lige nu.” 

I Danmark holder folk vejret. 

Det er kun et par uger siden, at Donald Trumps søn, Don Jr., satte Rigsfællesskabet på den anden ende med et besøg i Nuuk. 

Hvis Trump nu i sin indsættelsestale nævner Grønland, betyder det så, at han ikke har glemt, hvordan han i sin første præsidentperiode ville købe Grønland? 

Men hvad sker der? 

Trump nævner ikke Grønland med ét eneste ord. 

Til gengæld nævner han, at han vil nappe Panamakanalen.

 Og så siger han noget, som måske er endnu vigtigere — og endnu mere alvorligt — for os. 

Og for grønlænderne: “Vi vil forfølge vores manifest destiny op i stjernerne og sende amerikanske astronauter til Mars og plante the Stars and Stripes.” USA’s flag.

Donald Trump genopliver USA’s manifest destiny. 

Han gør det med henvisning til, at USA skal på nye erobringstogter i rummet. 

Trump har en drøm om ikke bare at gøre USA “great again”, men at gøre USA større end nogensinde før, bogstaveligt talt.“USA vil igen betragte sig selv som en voksende nation, en nation, der øger vores rigdom, udvider vores territorium,” siger Trump. 

Hvor det i 1800-tallet blev set som en opgave, som Gud havde givet amerikanerne, går Trump skridtet videre. 

Det er ham personligt, som Gud har givet en opgave. Han er, må man forstå, på en mission så vigtig, at Gud har måttet redde hans liv. 

“For bare et par måneder siden,” siger Trump, “gik en snigmorders kugle gennem mit øre. 

Men jeg følte dengang — og endnu mere nu — at mit liv blev reddet af en grund. 

Jeg blev reddet af Gud for at gøre Amerika great igen.”

Forløbet minder om William Seward, der overlevede knivstikkene i sin sygeseng for over 100 år siden. Og i tiden efter det mislykkede attentat udtrykker Trump igen og igen sin besættelse af at udvide USA’s territorium. 

Han taler om at gøre Canada og Mexico til amerikanske stater og afviser, at det skulle være for sjov. Han lægger planer om at fordrive palæstinenserne fra Gazastriben for selv at overtage den og lave en ny ‘riviera’. 

Og så bliver han altså ved med at gentage, at han vil have Grønland. 

Som tiden går, virker Trump til at blive mere og mere opsat på at få fingre i den kolde nordlige ø, som den gamle udenrigsminister William Seward ikke lykkedes med at gøre amerikansk.

ET ÅR EFTER TRUMPS INDSÆTTELSE SOM præsident kommer han til Davos, alpebyen, hvor vi begyndte historien her. 

Trumps tale er et ekko af fortiden, når han taler om Grønland. 

“Det er kun USA,” siger han, “der kan beskytte denne gigantiske landmasse, dette gigantiske stykke is, udvikle og forbedre den og gøre den god for Europa, sikker for Europa og god for os. Og det er grunden til, at jeg søger øjeblikkelige forhandlinger for endnu en gang at diskutere USA’s erhvervelse af Grønland, ligesom vi har erhvervet mange andre territorier gennem vores historie.”

Det er Trumps skæbne, USA’s skæbne, at udvide sit territorium. 

“Lad os løfte vores folk, vækste vores økonomier og forsvare vores fælles destiny,” siger Trump. 

Samtidig begynder USA’s præsident en lang klatretur ned fra træet. 

For nu siger han for første gang, at han ikke har tænkt sig at tage øen med magt. “Jeg behøver ikke at bruge magt. Jeg ønsker ikke at bruge magt. Jeg vil ikke bruge magt. Alt, hvad USA beder om, er et sted, der hedder Grønland,” siger han. 

Efter talen sætter Trump sig i et mødelokale med NATO’s generalsekretær, hollandske Mark Rutte.

Hvad der præcis sker, ved vi ikke.

Men da Trump kommer ud fra mødet, er alt tilsyneladende vendt på hovedet. Vi har en deal, siger Trump i en lobby med hyggejazz i baggrunden.

Men kommer han stadig til at eje Grønland, spørger journalisterne, hvortil Trump svarer: “Det er en langsigtet aftale. Det er den ultimative langsigtede aftale.”

Mens vi skriver dette, kender vi stadig ikke de præcise detaljer i aftalen. 

Mette Frederiksen afviser fuldstændig, at Danmark har afgivet den mindste smule suverænitet til USA. 

Forskellige internationale medier skriver, at en del af aftalen skulle være, at USA får flere militærbaser i Grønland. 

Baserne skulle efter sigende være inspireret af nogle britiske baser på Cypern, hvor baserne er officielt britisk territorium. 

Så måske er det sådan, Trump er blevet overtalt? 

Med et argument om, at flere baser i Grønland på en eller anden måde gør USA en lillebitte mikrosmule større?

Trump har forsøgt, at ja, måske manifestere, at Grønland bliver hans. 

Han har forsøgt, lige siden hans gamle ven, creme-arvingen fra første afsnit, pitchede idéen.

Spørgsmålet er nu, om Trump, ligesom den gamle Seward, har måttet opgive sin grønlandske drøm. Og i så fald hvorfor?

Vi følger med. 

Serien Den grønlandske drøm slutter i hvert fald for nu. 

Tak for at læse med.

‍