Så hvad gør vi, når vores bedste ven vender sig mod os? Gå endnu tættere på USA, siger historikeren

‍ET PAR ENKELTE SÆTNINGER I EN RAPPORT. 

Det var, hvad det krævede at gøre den fornemmelse, som jeg tror mange har gået med det sidste års tid, til virkelighed: Vi kan ikke længere stole på USA. Men sætningerne var ikke tilfældige, og det var heller ikke en hvilken som helst rapport. Onsdag udgav Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) sin årlige vurdering af “truslerne mod Kongeriget Danmark”, som det hedder, og på siderne kan man så læse de sætninger, der er grunden til, at jeg fortæller dig den her historie nu. 

En af dem lyder sådan her:

“USA (…) udelukker ikke længere brug af militær magt selv over for allierede.”

Selvom vi efterhånden er blevet vant til at tænke Donald Trumps USA som en rimelig upålidelig allieret, så markerer sætningen alligevel et vendepunkt.

For nu har vi det sort på hvidt: Danmarks myndigheder betragter ikke længere kun USA som en ven.

USA har siden Anden Verdenskrig været den stormagt, der skabte sikkerhed — især for europæerne.

Nu er USA en af de stormagter, der — også for Europa — skaber usikkerhed.

Og hvis man er Lars Struwe, en mand, der hele sit liv har dyrket båndet mellem USA og Europa, så er det en kendsgerning, der gør ondt.

“Altså, jeg er rigtig ked af, at amerikanerne, eller den amerikanske præsident og vicepræsident, ikke kan se, hvad de kan få ud af at arbejde tæt sammen i NATO-rammen med Europa. Og det gør virkelig ondt.”

For selvom forholdet mellem de to stormagter alle dage har været uperfekt, så trækker det tråde igennem hele vores fælles, moderne historie. 

Så inden vi dykker ned i sikkerhedsrapporten, så bad jeg ham tage mig igennem historien for at forstå, hvad vi står til at miste, hvis vi for alvor mister USA som den trofaste allierede, vi har kunnet regne med i årtier.

Lars Struwe har sådan set altid interesseret sig for USA, fortæller han over en telefonforbindelse.

“Men det er klart, at fra det øjeblik, jeg begyndte at arbejde med sikkerhedspolitik professionelt i slutningen af 90′erne, så har forholdet til USA været dybt interessant og fascinerende for mig, fordi det er der, vi har deponeret vores sikkerhed siden afslutningen på Anden Verdenskrig.”

Jeg spørger ham, hvad det er ved USA, der har været så fascinerende for en som ham.

“Jamen det er, hvordan et land, der oprindeligt har europæiske rødder, om jeg så må sige, går hen og skaber sig selv, og så hvordan USA oprindeligt er skabt i en tanke om frihed og demokrati og menneskerettigheder. Og der har USA jo indtil for nylig været et forbillede for os allesammen i forhold til, hvordan man kunne tænke frihed og lighed og menneskerettigheder ind i ét. Og der må man så sige, at der står vi så i en anden situation i dag, desværre,” svarer han.

LARS STRUWE ER INDEHAVER AF GEOPOL STRATEGI, der tilbyder sikkerhedspolitisk rådgivning til virksomheder. 

Han er tidligere generalsekretær i tænketanken Atlantsammenslutningen, der blev oprettet, da Danmark blev medlem af NATO i 1950, og så er han ph.d. i historie. 

Og hvis der er ét emne, der har opslugt ham igennem hele hans karriere, så er det forholdet til USA og de fælles værdier, som blev grundlaget for hele NATO-alliancen.

“I forordet til Washingtontraktaten, som er det officielle dokument, der er NATO’s grundsten, taler man om frihed, deri taler man om menneskerettigheder. Så det, man mødtes over i, var, at man ville forsvare de vestlige idealer, de vestlige værdier over for en omverden, som dengang var det kommunistiske Sovjetunionen. Og der fandt man hinanden i et behov for at være forberedt på krig, inden krigen kom, og man fandt hinanden i et værdifællesskab, som var helt afgørende for alle.”

Men forholdet går længere tilbage end NATO’s fødsel i 1949. 

Den her transatlantiske alliance er på en måde legemliggjort i Frihedsgudinden, som franskmændene i slutningen af 1800-tallet besluttede at give til amerikanerne. 

Den skulle være et symbol på det venskab og fælles værdisæt, som allerede blomstrede, da Frankrig bistod amerikanerne i deres uafhængighedskrig 100 år forinden. 

Støtten til europæerne blev siden gengældt, da USA med den enorme Marshall-hjælpepakke var med til at hjælpe kontinentet på fode igen efter Anden Verdenskrig.

Og siden forholdet med NATO-alliancen blev formaliseret i 1949, har alliancen igen og igen bevist sit værd, mener Lars Struwe.

“Jamen den viste sig fra sin allerbedste side under hele Den Kolde Krig. Fordi der var det den fælles militære afskrækkelse i NATO, der gjorde, at det ikke kom til krig. Og noget, der er meget vigtigt for os allesammen at forstå, er, at det, at vi lavede en troværdig militær afskrækkelse over for Sovjetunionen, gjorde, at Sovjetunionen ikke endte med at angribe os allesammen. Der virkede NATO.”

Og så mener Lars Bangert Struwe sådan set også, at alliancen viste sig fra sin bedste side, da to fly den 11. september 2001 fløj ind i World Trade Center.

“Og det glemmer folk som Donald Trump og hans raske svende meget hurtigt, at da USA blev angrebet, så vi den første og eneste aktivering nogensinde af NATO-traktaten, nemlig at vi kom USA til undsætning, da det blev angrebet.”

Det er altså ikke småting, der er på spil, når forholdet mellem Europa og USA er under pres, mener Lars Struwe. 

Det er en historisk uomgængelig alliance og en konkret sikkerhedsmæssig garanti, der er på spil. 

Og med FE’s nye trusselsvurdering lader den til at være under større pres end nogensinde før.

DET ER ALTSÅ PÅ DET HISTORISKE BAGTÆPPE, at en trusselsvurdering som den, FE netop har udgivet, får folk som Lars Struwe til at smide, hvad de har i hænderne, og læse rapporten fra ende til anden.

“De er ret nøgterne,” siger han og tænker sig lidt om. “Og allerede i de første par sætninger siger de jo noget af det, der betegner det hele. De siger, at stormagter i stigende grad prioriterer egne interesser og bruger magt til at nå deres mål.”

Der er måske ikke noget nyt i tanken om, at stormagter som Kina og Rusland kan finde på at bruge økonomisk eller teknologisk magt over for et land som Danmark. 

Til gengæld er det helt nyt, at man fra officielt hold — hos FE — regner USA som en del af det dårlige selskab.”

Alligevel kommer det måske ikke som den største overraskelse oven på det år, som den transatlantiske alliance har haft sig.

Eller bare oven på den uge, som den transatlantiske alliance har haft sig.

Natten til fredag udkom den amerikanske nationale sikkerhedsstrategi. Sådan en kommer hver nye amerikanske præsident med, så man kender hans prioriteter ude i verden.

Og én af de prioriteter er altså at redde Europa fra det, der i strategien bliver kaldt “civilisatorisk udslettelse”. 

Min kollega Kirstine Dons har skrevet en analyse af strategien, men man behøver egentlig slet ikke at læse dokumentet for at forstå Trumps syn på Europa.

Man kunne bare lytte til ham i det interview, som Politico lavede med ham tirsdag. 

Her sagde han nemlig, at han mener, de fleste europæiske lande er i forfald, og at vi bør være freaked out over, hvor skidt det står til rundtomkring i Europa — en problemstilling, som i øvrigt ikke lader til at holde ham vågen om natten.

Det er dog værd at understrege, at USA stadig regnes som en allieret herhjemme — også i trusselsvurderingen.

Men det er altså den der slags allierede, må man forstå, der altid lige har et jernrør i baglommen for en sikkerheds skyld.

NÅR MAN FRA FE’S SIDE NU VURDERER, at USA er klar til at bruge deres magt, så mener Lars Struwe dog ikke, at det betyder, at USA under Donald Trump har vokset sig mægtigere.

Tværtimod, siger han, så skal man snarere forstå, at et USA, der er villigt til at lange ud efter sine allierede, er et USA, der selv er under pres.

“Vi står med et USA, som nok er på retur. Det kunne man også have skrevet i rapporten. Altså et USA, hvis magt bliver udfordret af Kina. Kigger vi på, hvem der er de store i rapporten, så er det jo i virkeligheden Kina, der er den store udfordrer af USA — og dermed af verdensordenen. Og det får så nogle enorme følger for os allesammen. Og det er en meget brutal virkelighed, vi står over for der.”

Men en såret hund er en farlig hund. Så det, at USA lige nu står svækket globalt set, gør ikke truslen mindre reel, mener han. Det kan man også læse mellem linjerne i trusselsvurderingen.

“Altså den peger jo, uden at sige det direkte, på Grønland. Og den siger, at USA er klar til at bruge militære magtmidler og økonomisk pression til at opnå sine mål.”

Samtidig skal man også passe på med at male fanden på væggen, siger han. Den gode nyhed er nemlig, at rapporten altså ikke peger på nogen konkrete trusler fra USA mod Danmark lige nu.

“Altså, der er ikke kommet en liste, der siger, at USA er en fjende over for Danmark. Der er ikke et særskilt kapitel, der handler om USA’s trusler imod kongeriget. Så vi skal også passe på, at vi ikke selv går i panik-mode.”

Den dårlige nyhed er til gengæld, at rapporten indeholder en ret konkret vurdering af truslen fra for eksempel Rusland. Det må vi heller ikke glemme, mens vi hyperfokuserer på USA, mener Lars Struwe.

“Rusland fortsætter invasionen af Ukraine og fører hybridkrig imod NATO og Vesten. Og der er også meget klare visninger af, hvordan Rusland gør sig klar til en krig mod Europa. Men altså, der understreges, at USA har en national sikkerhedspolitisk interesse i, at man på Grønland er i stand til rent faktisk at overvåge, hvad det er, der kommer fra Ruslands side.”

Der er altså stadig et godt stykke fra den konkrete trussel, man vurderer kommer fra lande som for eksempel Rusland, og så til den trussel, som USA udgør.

Så når du læser den her rapport, så er det måske ikke så meget en konkret militær trussel, som det er et mere nærmest filosofisk eller historisk skifte i, hvordan man kigger på USA. Kan man sige det sådan?

“Ja, absolut. Altså det her er et historisk skifte i, hvordan vi i Danmark ser på USA. Og der skal vi nok ikke undervurdere vægtningen af, at Forsvarets Efterretningstjeneste — som jo er en del af det offentlige Danmark — her går ud og siger det. Det er jo ikke noget, som vores udenrigsminister eller statsminister går ud og siger lige nu, men det er noget, hvor det er rigtig fint, at FE går ud og siger det, sådan så vi allesammen kan forstå det.”

Men samtidig med at der er et helt unægteligt skifte i, at vi i Danmark nu skal til at tænke USA som en allieret, der går med jernrør, så kan jeg dog ikke lade være med at tænke på, om det ikke altid lidt har været sådan med USA.

Så får jeg bare også lidt lyst til at spørge: Har det egentlig ikke også altid været en illusion, at det her forhold skulle være så nært og tæt, som man måske gerne ville have det til at se ud?

“Der har altid i Europa været en venstrefløj, der af mærkelige årsager, jeg aldrig helt personligt har forstået, har været meget skeptisk over for USA. Men der har på det sikkerhedspolitiske område altid været en forståelse af, at USA var vores ven, og USA ville komme os til hjælp, hvis der gik noget galt.”

Men nu talte vi tidligere om det her med, hvornår alliancen har stået allerstærkest, og så fremhæver du Den Kolde Krig og 9/11. De begivenheder ligger år tilbage og med 9/11 fulgte der jo også, at alliancen fik nogle alvorlige slag af de krige, der blev indledt på baggrund af det. Er det ikke lang tid siden, at den her alliance har fungeret, som den skulle, eller som man drømte om?

“Jo, og det skyldes i høj grad europæerne. I 2006 på NATO-topmøde i Riga besluttede man sig for, at vi blev nødt til at opruste. Og det blev så genbekræftet på topmødet i Wales i 2014, og det blev genbekræftet, da Ukraine blev invaderet i 2022. Men europæerne har valgt i det, man kalder for byrdedelingen, at overlade store dele af det til USA. Og på et eller andet tidspunkt vil amerikanerne jo ikke være med til det her mere. Og der har vi altså kvajet os helt vildt i Europa, ved at vi ikke troede på, at der nogensinde ville komme en trussel imod Europa og krig i Europa.”

Så har Europa og jo også Danmark selv en aktie i, at vi står i den her situation nu, hvor USA ikke er den allierede, de plejer at være?

“Ja, det har vi. Min far har et udtryk, som han har brugt over for mig og min lillebror: at selvrøvet er velrøvet. Og det er altså os selv, der har været med til det her. Vi har ikke været en pålidelig allieret.”

Hvor efterlader det her din egen tro på den transatlantiske alliance?

“Den efterlader mig på det punkt, at jeg er dybt bekymret over de næste tre år med Donald Trump og J.D. Vance i spidsen. Vi bliver nødt til at intensivere vores arbejde med det transatlantiske forhold. Vi bliver nødt til at møde amerikanerne, og vi bliver nødt til at få amerikanere til Europa, så de kan se, at vi faktisk har rigtig meget tilfælles, og at det ikke alt sammen er, som J.D. Vance og Donald Trump siger, men at vi faktisk godt kan forstå hinanden og dele fælles opfattelser af verden.”

Så man skal læne sig ind i det frem for at trække sig lige nu, som du ser det?

“Ja, og det bliver et sindssygt hårdt arbejde, men det bliver vi nødt til at gøre.”

‍