Fem tips til at tale med din partner om økonomi

Hvordan taler man om penge med sin partner? Er fællesøkonomi for jer? Og hvad gør du, hvis din partner har meget gæld? Læs vores bedste tips til at tage pengesnakken i parforholdet.

Skrevet af
Maiken Reinholdt Mogensen
Udgivet
January 26, 2023
Penge er ikke ligefrem et romantisk emne at tale om, men nødvendigt (Billede: Nick Fancher, Unsplash)
Tags
Privatøkonomi
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.

Hvorfor er det vigtigt at tale om økonomi i parforholdet?

Økonomi er ikke det mest sexede eller romantiske emne, det ved vi godt. Men ikke desto mindre er det vigtigt at kunne tale om økonomi. Hvorfor? Jo, ganske enkelt fordi økonomi er et af de emner, som skaber problemer i parforholdet. Derfor skylder du både din egen og jeres fælles fremtid at tage hul på økonomisnakken. For når de store linjer i jeres økonomi er på plads, så behøver den ikke fylde meget i det daglige. Ergo vil I få meget mere overskud i parforholdet, og hvem har ikke brug for det? 

Hvordan taler man om penge med sin partner? 

Det behøver slet ikke være kedeligt at tale om økonomi i parforholdet. For jeres date nights, hvor I tjekker ind på jeres økonomi og drømme, kan være præcis lige så spændende og hyggelige som alle andre date nights. Med et glas rødvin i hånden kan I tune ind på jeres fælles økonomi og tale om lige dét, der rør sig for jer og i jeres forhold. Her får du fem forslag til, hvad I skal tale om på jeres næste money date.

Ofte overlader vi finansielle aspekter som investering, pension og forsikring til vores partner. (Billede: Nick Fancher, Unsplash)

1. Hvordan deler man udgifterne i et parforhold?

Når det kommer til penge og parforhold, så er det sådan at jeres forhold altid vil involvere en vis grad af fællesøkonomi. Dermed ikke sagt at I skal dele alle udgifter ligeligt i mellem jer. For det handler om at finde frem til den løsning, som passer til jer.

  • Idé 1: I deler fællesudgifter 50/50, og beholder hver især resten af jeres indtægt til eget forbrug
  • Idé 2: I deler fællesudgifter i forhold til jeres indkomst (den, som tjener mest, betaler mest), og I beholder resten af hver jeres indtægt til eget forbrug.
  • Idé 3: 100 % fællesøkonomi hvor alle jeres penge samles i én kasse, og herfra betales fællesudgifter og individuelt forbrug

Overvej om dén part, der tjener flest penge, også skal have flest penge til personligt forbrug (idé 1), eller om I hellere vil have det samme beløb til rådighed til ferier, forbrug etc. efter de faste udgifter er betalt.

Vælger man modellen med 100% deleøkonomi (idé 3), kan den anden part følge med i, hvad du bruger på tøj, sko, biografture etc.

Det praktiske…

Når I har talt om, hvad der fungerer for jer og har sat rammerne på plads, kan det give god mening at få opsat en fælles budgetkonto (endnu et u-sexet ord), eventuelt med to tilknyttede betalingskort til at kontrollere jeres budget og udgifter. 

Hvis I ikke kan oprette en gratis fælles budgetkonto, kan I overveje andre værktøjer og apps til at styre og få overblik over jeres fælles udgifter.

Alle parforhold involverer en vis grad af fællesøkonomi

2.Gæld i parforholdet - hvad gør I?

Et andet emne, I skal tale om på jeres money date, er gæld. Der er masser af følelser og skam forbundet med penge, og særligt når det kommer til gæld. Hvad end det er dig eller din partner, som bringer gæld ind i parforholdet, så husk at være ikke-dømmende. Det vigtigste er at få jeres gældssituation frem i lyset. I stedet for at gemme det væk, fordi det er ubehageligt, så kan I tage en åben snak om, hvad det betyder for jer og jeres økonomi. 

Hvordan kan I tale om jeres gæld? 

Som alt andet i privatøkonomien, så er der rigtig mange følelser forbundet med gæld. Når I snakker om jeres gældssituation, er det vigtigt at møde hinanden med åbenhed og ro. Dertil handler det om at se fremad, og ikke bebrejde hinanden for gæld stiftet i fortiden. 

Her er der inspiration til, hvad I kan tale om:

  • Ved du om din partner har studiegæld?
  • Hvad med billån eller huslån? 
  • Ved du, om din partner har taget forbrugslån? 
  • Har I snakket om hvorvidt gælden skal være et fælles projekt, eller om den ene part særskilt afbetaler sin gæld?

Hvad betyder din partners gæld for dig og jer?

Bemærk at uanset hvem der har gælden, og hvorvidt den afbetales af kun den ene part eller af begge, så vil en stor gæld fra tidligere kunne påvirke jeres muligheder for at stifte ny fælles gæld i fremtiden, som fx et huskøb eller et billån.

Det kan være, at den ene part bringer en stor formue eller materielle goder af særlig værdi med sig ind i forholdet. Her kan det være en god idé at klarlægge på skrift, hvad der tilhører hvem. For i tilfælde af at I går fra hinanden, er det rart at være sikret, at man får sine retmæssige værdier/formuer med sig igen.

Sådan er det med penge og parforhold. Selvom alt går godt lige nu, så ved man aldrig, hvad der kan ske i fremtiden. Og sådan er det med uforudsete ting, de kommer når man mindst venter det.

(Billede: Mackenzie)

3. Hvad med forsikringer? 

Når man flytter sammen, er der enkelte udgifter, der kan samkøres. To personer som bor på samme folkeregisteradresse kan dele én indboforsikring. Indboforsikring er nemlig koblet op til husstanden, og ikke til de enkelte personer, som bor der. En vigtig detalje er dog, at forsikringssummen skal dække den samlede værdi af jeres indbo.

Hvis I har to forskellige forsikringsselskaber, kan der også være penge at spare ved at samle forsikringerne i samme selskab, da der oftest gives en slags mængderabat. Ligeledes kan man nøjes med én medielicens, ét abonnement på Netflix eller TV-pakke samt én internetopkobling.

4. Hvad er jeres drømme for fremtiden? 

Nu til et af de mere spændende emner. Nemlig jeres fælles drømme. For disse er mindst lige så vigtige at tale om som jeres daglige husholdningsbudget, gæld, pension osv. For jeres drømme er der hvor det hele starter. Det er det, som I skal lægge budget efter og indrette jeres generelle økonomiske situation efter. Det er vigtigt at prioritere jeres drømme og derfor vigtigt at tale om.

Jeres første skridt er at finde ud af, hvad vil I gerne i fremtiden. Sæt jer ned og tag en samtale om, hvad drømmer I om? Mangler I inspiration, så tag et kig på disse idéer: 

  • Hvis ikke penge var noget I skulle forhold jer til, hvor drømmer I så om at bo?
  • Hvordan ser jeres hverdag ud?
  • Har I hver især bestemte karrieredrømme eller mål? 
  • Har I tanker om at flytte og bo i et andet land i et år?
  • Købe et sommerhus?
  • Skal I have børn?
  • Skal I være digitale nomader og bo i Thailand?


Her starter I jeres snak, fordi hvert par drømmer om noget forskelligt. Derfor skal I sammen finde ud af, hvad jeres fælles drøm er. Hvad I gerne vil spare op til, og præcist hvor meget der skal til for at gøre jeres drømme til virkelighed. Når I ved dette, bliver det meget lettere at kigge på tallene, få dem ind i jeres budget og begynde at leve efter jeres nye budget, der gør drømme til virkelighed.


Kort fortalt skal I:

  • Kortlægge jeres drømme for jeres fælles fremtid
  • Udregne hvad denne drømmen koster (og læg lidt ekstra til) 
  • Bryde dette ned i delmål og indføre dette i jeres månedlige budget. 
(Billede: Mackenzie, Unsplash)

5. Investering og pension

Sidst men ikke mindst så skal I også tale om investering og pension. Der er flere undersøgelser som viser, at kvinder generelt overlader de mere langsigtede økonomiske beslutninger, såsom investering, pension og forsikringer, til deres mand. Og det betyder reelt set, at fordi vi kvinder lever længere end mænd, så er der mange af os, som får en række negative overraskelser, når vores mand går bort. 

Tal om investering i parforholdet

Men vi kan ikke overlade alle disse vigtige beslutninger til vores partner. Begge parter i forholdet skal vide, hvad der er op og ned i jeres fællesøkonomi. Og derfor skal I også tale om jeres investeringer og pension. 

Hvad skal I tale om?

Jeres pension og investeringsmål har indflydelse på jeres økonomiske situation og dermed jeres fælles liv. Det er derfor et oplagt emne for jeres næste money date. 

Her er eksempler på, hvad I kan tale om: 

  • Investerer den ene af jer eller investerer I begge to?
  • Hvad er jeres tidshorisonter for jeres investeringer? 
  • Hvad skal jeres investerede penge gå til? 
  • Hvordan ser det ud med jeres pensionsopsparinger?
  • Ved du, hvilken type pension din partner har? 
  • Hvad der sker med din partners pension, hvis din partner går bort. 

En anden vigtig ting, som er er relevant for jer at vende i forhold til pension, handler om barsel. I Danmark tager vi kvinder størstedelen af barslen, og det i sig selv har ikke nødvendigvis store økonomiske konsekvenser. Vi er allesammen forskellige, og har man lyst til at tage størstedelen af barslen, så skal man endelig bare gøre det. 

Men for os er det vigtigt at videreformidle følgende viden, så du kan nyde din tid på barslen. Det er sådan, at der typisk ikke bliver indbetalt til pension, imens man er på barsel. Denne manglende indbetaling kan blive til rigtig mange penge - og naturligvis bliver dette beløb større og større jo flere børn man får, og jo mere barsel man tager. 

En løsning på dette kunne være at den anden part bidrager med indbetalinger til pensionen, imens man er på barsel. Er det fx manden, som går mest på arbejde, mens kvinden tager størstedelen af barslen, så kan man aftale, at manden indbetaler til kvindens pension. Igen er det vigtigste, at I får talt sammen og fundet den løsning, der passer til jer. 

Så nåede du til vejs ende på denne artikel med vores fem tips til, hvad man skal tale med sin partner om i forhold til økonomi. Vi håber, du har fået nogle gode ting med på vejen. 

Tags
Privatøkonomi

We are committed to educating and empowering women to take control of their finances and to live life on their own terms.

KONTAKT
DOWNLOAD VORES APP