Ugens overblik: Amerikanske aktier stiger, europæisk inflation falder, og der er overraskende få lejligheder til salg i København

Skrevet af
Lærke Engelbrekt Pedersen
Udgivet
June 5, 2023
Tags
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.

Key takeaways

- Aktiemarkedet den seneste uge.

- Positivt nyt om europæisk inflation.

- Jobrapporten for maj måned viste, at der blev skabt 339.000 nye job i USA.

- Københavns lejlighedsmarked oplever uventet lavt udbud.

- Jyske Bank forventer at Danske Bank, GN og Netcompany vil klare sig godt i løbet af de næste tre måneder.

Aktiemarkedet den seneste uge

Det amerikanske aktiemarked har oplevet en stor stigning efter, at aftalen om at hæve det amerikanske gældsloft blev vedtaget fredag. Denne nyhed har skabt en bølge af optimisme, som bl.a. kommer til udtryk i de store stigninger i teknologisektoren i den seneste periode. Her har der især været fokus på kunstig intelligens (AI) og andre teknologivirksomheder. Det amerikanske S&P 500-indeks er steget med hele 1,83% i sidste uge.

Desværre har denne positive tendens endnu ikke bredt sig til de danske tech-aktier, der fortsat holder sig rolige. Til gengæld har vi i Danmark set en tilbagegang hos flere medicinalvirksomheder, der ellers har klaret sig godt det seneste år. Disse tilbageslag har bidraget til en nedgang i det danske C25-indeks, der samlet set oplevede et fald på 0,63%.

Positivt nyt om europæisk inflation

De nyeste inflationstal kom med positivt nyt, da de viste en betydelig nedgang. Inflation endte på 6,1 % i maj måned, og dette er lavt, når man sammenligner med de 7,0 % i april. Dette overraskede økonomer, da forventningen ellers havde været, at inflationen ville lande på 6,3%. Samtidig afslører de seneste inflationstal, at kerneinflationen i eurozonen var på 5,3% i maj, hvilket er en nedgang på 0,3 procentpoint sammenlignet med april måned.

Kerneinflationen er inflationen, når energi og fødevarepriser er sorteret fra. Denne indikator giver en præcis opfattelse af den underliggende inflationstrend, og dette er meget brugbart, når ECB skal træffe en beslutning om, hvorvidt de skal hæve renten yderligere.

På baggrund af de nyeste tal forventes det, at centralbanken vil hæve renten med 0,25 procentpoint på deres næste rentemøde. Dette sker som en del af deres bestræbelser på at kontrollere inflationen og opretholde en stabil økonomisk vækst.

Selvom inflationen ikke er lige så høj som tidligere, er der stadig bekymringer i økonomien. Søren Kristensen, der er cheføkonom hos Syddansk udtaler: "Uden en stigning i arbejdsløsheden har Den Europæiske Centralbank (ECB) fortsat risikoen for en løn-pris-spiral hængende over hovedet". 

En løn-pris-spiral er når inflation fører til lønstigninger og disse lønstigninger fører til inflation. 

Nye kongetal i USA 

I USA bliver der hver måned udgivet en jobrapport, der bliver betragtet som et afgørende mål for at vurdere jobsituationen. Denne rapport er også kendt som "kongetallet" på grund af dens vigtighed og indflydelse på økonomien.

Jobrapporten for maj måned viste, at der blev skabt 339.000 nye job i USA. Dette tal overstiger klart forventningerne, der lå på 190.000 nye job. Denne stigning indikerer, at det amerikanske arbejdsmarked stadig er meget aktivt, til trods for de udfordringer, som renteforhøjelser og bankkrisen har medført de seneste måneder.

Selvom de positive jobtal er en opmuntring, kan de også pege på en mulig stigende inflation og dermed kræve yderligere renteforhøjelser. Den stærke jobskabelse giver Federal Reserve (FED) anledning til at overveje, om de bør hæve renten yderligere, selvom dette ikke var den oprindelige plan.

En tommelfingerregel siger, at hvis jobtallet er over 100.000, så indikerer det, at temperaturen på arbejdsmarkedet er høj, mens et jobtal på under 100.000 er et tegn på afkøling. Med 339.000 nye job i maj tyder det på, at der fortsat er meget gang i arbejdsmarkedet, hvilket ikke er forventeligt i en tid, der er præget af recessions frygt .

Det kommende møde i Federal Reserve vil være afgørende for at vurdere, hvordan de vil reagere på de seneste jobtal og afveje behovet for yderligere rentestigninger i lyset af den potentielle risiko for øget inflation.

Københavns lejlighedsmarked oplever uventet lavt udbud

At finde en lejlighed i København kan være en udfordring i øjeblikket, da udbuddet af lejligheder er overraskende lavt. I løbet af de seneste tre måneder er antallet af lejligheder, der er til salg, faldet med 17%. Denne udvikling er modsat forventningerne.

Normalt vil man forvente, at når renterne stiger markant, som de har gjort på det seneste, vil flere være tvunget til at sælge deres lejlighed. Men i dette tilfælde er priserne faldet, hvilket muligvis får nogle til at blive boende længere i håbet om, at priserne vil vende og stige igen.

Om dette siger Christian Hilligsøe Heinig, der er boligøkonom i Realkredit Danmark: "Det er meget bemærkelsesværdigt. Normalt oplever vi en stigning i udbuddet på denne tid af året. Men der er stor usikkerhed på markedet, og særligt København har været hårdt ramt af prisfald. Gennemsnitligt er prisen på en lejlighed på 80 kvadratmeter faldet med mere end 500.000 kroner”.

Denne nedadgående tendens i udbuddet af lejligheder kan skyldes den generelle usikkerhed på boligmarkedet samt de faldende priser. Mange potentielle sælgere ønsker muligvis at afvente en mere stabil og gunstig markedssituation, før de sætter deres lejlighed til salg.

Jyske Bank har udgivet en rapport, hvor de fremhæver tre danske aktier, som forventes at klare sig godt i løbet af de næste tre måneder.

Den første danske aktie med størst potentiale er Danske Bank. Dette skyldes bl.a, at Danske Bank har oplevet en nedgang på ca. 2% siden deres regnskab i april, hvor de ellers opjusterede forventningerne. Derfor mener analytikerne, at aktien er blevet endnu billigere at investere i. 

Den anden aktie med størst potentiale er GN Store Nord, som producerer høreapparater og headsets. Analytikerne er positive over for GN's finansieringsplan, der fjerner en væsentlig risikofaktor og tillader markedet at fokusere på virksomhedens underliggende forretning. 

Den tredje danske aktie med betydeligt potentiale er it-virksomheden Netcompany. Selvom selskabets regnskab viste skuffende vækst i Danmark, så kompenserede den udenlandske vækst på 20% for dette. Bankens analytikere mener, at aktiekursen for Netcompany afspejler en forventning om lavere vækst og profitabilitet end forventet af analytikerne.

Tags

Vi er dedikerede til at uddanne og styrke kvinder til at tage kontrol over deres økonomi og leve livet på deres egne vilkår.

KONTAKT
DOWNLOAD VORES APP